Atletiktræneren siger, at det er farten i tilløbet, der giver det gode spring.
Mere præcist siger hun:
– Hvis ikke man får fart på tilløbet, så kommer man aldrig til at springe langt.
Det lover ikke så godt, for mit tilløb har været langt og ujævnt. Først “iagttog jeg tavshed om alt, hvad jeg havde erfaret i forbindelse med mit arbejde”. Det skulle jeg skrive under på, da jeg blev fyret. På en måde havde den også fortjent tavshed. Dyb tavshed.
Jeg skulle også lige kapere, at virksomheden havde fyret mig med virkning få måneder før min pensionsalder. Usselt, fik jeg sagt og undrede mig over, at man ikke var interesseret i for relativt få penge at få sig en glad pensionist-ambassadør i stedet for en småbitter eks-ansat. Jeg mindedes også dengang, virksomheden ikke havde behov for – som én af fire værdier – at skilte med, at man var ordentlig, men bare var det.
Nå, det gode råd lyder, at det er et skidt signal over for kommende arbejdsgivere at tale dårligt om den forrige, og selv om der slet ikke er garanti for, at der kommer en næste arbejdsgiver, så følges jeg med Michelle Obama:
– When they go low, we go high.
Lader den blive der, og prøver at sætte fart i tilløbet.
Andre forhindringer har været spørgsmål som: Er det det værd? Har jeg noget på hjertet, der er vigtigt for nogen? Med hvilken stemme taler jeg egentlig?
Og så er den største stopklods: Det er nemmest at lade være.
Altså af sted.
