Hvorfor har millionvis af mennesker røget tobak, når man har vidst, det var dødsensfarligt? Det er der mange forklaringer på. Det har givet en pause. Nydelse. Et pust. Det har været sejt. Svært at slippe af med. En vane. Afhængighed. Et paradoks er det alligevel. Måske handler det om dét med ilden.
Ingen røg uden ild
Mennesket har røget gennem århundreder. Næsten lige så længe har man vidst, at det var skadeligt. I dag er rygning på tilbagetog, nogle ryger dog videre, selv om de skammes ud. Det handler om vaner, ritualer, nikotin, hvordan andre ser og måske om at ære noget, der er lysår større end os selv.
Millionvis af mennesker verden over har gennem tiderne sat ild til tørrede tobaksblade og suget røgen ned i lungerne. Holdt den lidt, pustet ud, gentaget. Nydt det. Den lille pause i hvert fald. Gjort det igen. Og igen. Rigtig mange millioner mennesker i flere århundreder.
En betragtelig del af dem har ødelagt deres helbred: hostet, harket og hevet efter vejret, måske endda udviklet kræft og er døet en tidlig død. Alligevel er der altid kommet nye rygere til.
Det er et paradoks, et af menneskehedens store. Men kan man skrive om det uden at komme op at slås med Tidsånden?
Tanken om at skrive om rygning dukkede op, engang en rygende kollega var irriteret over tobakssmulder på tungen, når han røg uden filter. Han kendte ikke Craven A, den med et mundstykke af kork. Jeg tænkte, at han skulle have en pakke ved lejlighed, men senere: kan man egentlig det? Forære nogen cigaretter, når man nu ved, hvad de gør ved en?
Jeg havde en mormor, der inhalerede ret mange Scotsman-cigaretter ret ofte. Scotsman, der blev sendt i handlen i hvide pakker med et felt af blåt tartan samt sloganet: “Den mildeste cigaret, der smager af noget”. Mormor hostede, hev efter vejret, og fandt sin inhalator. Min bedstemor røg cerutter. Kassevis. Advokat, hed de, og kasserne var længe af træ. Hun fik lungekræft, sygnede hen, blev helt hvid og lille bitte. Ikke større end tobak for en skilling.
Jeg var tæt på hende, da hun sov ind. En teenager, som uden sammenhæng i øvrigt havde proklameret, at han hellere ville spille fodbold end at ryge. Det var der én, der kommenterede, da hun år senere så mig med en cigaret i munden. Det skulle åbenbart prøves.
Cigaretten blev gennem årene til flere, til de små, korte uden filter, nok til at læbe og tunge stadig kan det dér lille smut, der skal til for at fjerne tobakssmulder fra tungen, selv om det nu er mange år siden, det var nødvendigt.
Det har det åbenbart heller ikke været at skrive om det, selv om tanken indimellem er dukket op. Havde en chef engang. Hun skød ideen ned. Det viste sig, at hun var ny-gravid, lige holdt op med at ryge, så dét skulle hun ikke mindes om.
Det er nok ikke grunden til, at jeg har gemt ting, artefakter, som har mistet den betydning, de havde engang. Men det har jeg. Askebægrene fra Den Kongelige Porcelænsfabrik med reklamer for de to små uden filter, Queens og Kings. Det lille lommeaskebæger af metal med Lucky Strike-logo og den lille holder, der vipper op, når man åbner æsken, så man kan lægge sin cigaret. Cigaretetuiet – åbenbart en dåbsgave – med et indgraveret navn, der kunne have været mit, men som har tilhørt en slægtning, jeg delte forbogstav med – og ikke mindst den lange merskumspibe, der har hængt på familievægge i generationer.
Nu var den bare til overs, en anakronisme, som mange andre åbenbart forsøger at slippe af med via diverse brugtssalgssider, men jo også så flot og fin, at den burde være en gave, men kan man forære sådan én væk, når nu man ved?
Spørgsmålene om merskumspiben, der ikke længere havde en væg at hænge på, og cigaretten med korkstykket lå stadig i bevidstheden, da jeg stødte på bogen “Solo para fumadores”.
Det lille værk er skrevet af den peruvianske forfatter, Chesterfield-rygende Julio Ramón Ribeyro, en af sit lands store forfattere, og blev i 2020 udgivet på dansk af forlaget Auroraboreal, der slår slag for spansk og latinamerikansk litteratur, og meget nærliggende kaldte bogen for “Kun for rygere”.
Julio Ramón Ribeyro formår at skrive om rygning uden at moralisere eller romantisere. Han gør det fantastisk. Forrygende.
Sagen er bare, at han skrev bogen længe før den udkom på dansk. I 1980’erne.
Det var en anden tid.
Dén vending har vundet frem, først som en (bort)forklaring, senere som en sarkasme, men når det gælder rygning, så var det en anden tid.
Rygning var i langt højere grad noget, man bare gjorde. Der blev røget tobak i rå mængder, her og der og allevegne, til hverdag og fest, på arbejdspladsen, i dagligstuen, i bilen, bussen, toget, flyet, i skolen – og på hospitalet.
Man vidste jo godt, at det var farligt at ryge. Det var gammel viden. Generationer før havde lovet deres børn et kørekort, hvis de ville lade være med at ryge, inden de fyldte 18 år. Mange røg cigaretter med filter, fordi de var sundere. Knap så skadeligt i hvert fald.
Selv røg forældre uhæmmet på forsædet af bilen, mens børn led på bagsædet, og der blev i smug røget Kansas-tobak i majspiber bag den nedlagte stationsbygning. Der blev kastet op efter de første møder med cigaretter, som fik skyld for at være hjemmelavede karameller.
De, der ikke tålte røgen, måtte døje. Hoste, rindende øjne og tidlig død var ikke forbeholdt rygere, men det var dem, der bestemte lugten i bageriet. Røgen hang i tøj og gardiner, men tidligere rygere synes ikke, at det ikke lugtede så slemt dengang, som det gør nu.
Den erindringsforskydning er vel et forsøg på at komme overens med fortiden á la den måde, hvor de store tobaksfamilier, Augustinus, Obel, Færchs, Hirschsprungs – you name them – der byggede formuer op gennem århundreder, i dag allokerer penge ud til kunst, kultur og forskning.
Julio Ramón Ribeyro røg i øvrigt først Chesterfield, da han fik råd. Han holdt af dens sødlige aroma. Før røg han Inca, en peruviansk cigaret af ikke særlig god, sort tobak. Det blev til andre cigaretter, når han flyttede land, eller når hans økonomiske situation ændrede sig; Derby, Lucky Strike, Bisonte, Gitanes, Gauloise, Players, Muratti, Belga, Dunhill, Pall Mall, Camel – og Marlboro, fordi det var et godt navn at danne ord ud af – samt i en periode, skriver han, den “daglige pakke Rothaendhel”- den tyske cigaret Roth-Händle.
Måske røg fortælleren i bogen mere end forfatteren selv, men begge røg igennem, også selv om det kun var de første smøger, der gav dem egentlig velvære. Med tiden, skriver Ribeyro, blev det ubehageligt at ryge, gav halsbrand, for meget mavesyre og smagte bittert. Men han røg.
Han vidste, det var usundt og farligt. Hans evigtrygende farbror George døde af lungekræft. Han vidste, det var vanedannende. Hans onkel Paco gik efter dage uden smøger den lange vej fra Tulpo til Santiago de Chuco, som ifølge Google Maps tager tolv timer og fem minutter, endda i skrækkeligt regnvejr bare for at få fat i cigaretter. Dagen efter var han tilbage, gennemblødt, mudret og stivfrosset, men med et smil om munden og en rygende cigaret mellem fingrene. Ribeyro fortæller med munter nøgternhed om årtiers rygning og om de medfølgende gener. Han fortæller om trangen til at ryge, den trang, der ofte kaldes ubændig, om desperation, afsavn, kvaler og dårligdomme af den slags, der kræver hospitalsindlæggelse, operationer og er livstruende.
Hovedpersonen fortsætter med at ryge, mens han funderer over, at tobaksrygning i modsætning til alkohol og euforiserende stoffer ikke giver hverken nogen følelse af eufori eller klarhed, ekstase eller overnaturlige visioner. Han lægger til, at den heller ikke dæmper hverken smerte eller træthed.
Ribeyro spekulerer også over, hvorfor han stort set har måttet lede forgæves efter litterære værker, hvor der skrives om rygning. Han efterlyser cigarettens Dostojevskij.
– Det er mærkeligt, at ingen har skrevet bøger om den uskik, det er at ryge, (når der er) skrevet om spil, stoffer og alkohol, skriver han og finder forklaringen i de egenskaber, som tobaksrygning ikke har. Ingen rus at skrive om.
Julio Ramón Ribeyro søger efter forklaringer på, hvorfor han ryger, og han når langt omkring, blandt andet til Sigmund Freud og psykoanalysen, men finder ingen svar her, der matcher hans egen teori, som han ganske vist kalder både kuriøs og absurd, men som er hans bedste bud, nemlig at rygning bringer os i kontakt med det fjerde, vanskeligt tilgængelige og svært kontrollerbare element, ilden.
Han runder sin verdensdels gudetro. Dyrkelsen af de fire grundelementer, og for ildens vedkommende, af solen, som symboliserer ilden og dens egenskaber, lys og varme.
– Som sekulariserede og vantro kan vi ikke længere dyrke og ære ilden på anden måde end ved hjælp af cigaretten. Cigaretten er således en erstatning for den ældgamle solgud og rygning en måde, hvorpå vi alligevel kan ære den, skriver Ribeyro og konkluderer:
– Derfor er det at give afkald på cigaretten en så alvorlig handling og så sønderknusende, som en fornægtelse.
Fortsætter man ud ad det spor, hvilket Ribeyro trods alt ikke gør, kan rygning vel også være inkaernes hævn over de hvides myrderier og plyndringer. I så fald en hævn, der har martret den vestlige verden i århundreder.
Der er næppe nogen, der har sammenlignet Seattle-forfatteren Tom Robbins med Dostojevskij, men hans roman “Stilleben med Spætte” efterkommer dog Ribeyros søgen efter litteratur, hvor cigaretten er central. Romanen har tolkning af Camel-pakningen som et gennemgående element og Tom Robbins når også frem til nærheden til ilden, som den bedste forklaring på, at vi ryger.
– Tre af fire elementer er fælles for alle væsner, men ilden var en gave til mennesket alene, skriver Robbins og fortsætter, at det at ryge cigaretter er det nærmeste, vi kan komme ilden, uden ligefrem at lide kval – som det hedder i den danske oversættelse. Robbins skriver videre, at hver eneste ryger er en legemliggørelse af Prometheus, som stjal ilden fra guderne.
– Vi ryger for at indfange solens kraft, for at formilde Helvedet, for at føle samhørighed med urgnisten, for at nære os af vulkanens kerne. Det er ikke tobakken, vi hungrer efter, men ilden. Når vi ryger, opfører vi en version af ilddansen, et ritual lige så gammelt som lynet.
I øvrigt ryger hovedpersonen, Bernard alias Flagspætten, ikke. Han har bare en pakke Camel hos sig som en undskyldning for at bære tændstikker, så han kan tænde lunter. Og han læste jo på pakken, at “Sundhedsmyndighederne gør opmærksom på, at cigaretrygning kan være skadeligt for helbredet”. Bogen blev udgivet i 1980.
Farvel til flagspætten, tilbage til Ribeyros søgen på forklaringer. Han forsøger sig med den fremtoning, cigaretten giver ham, men afviser dog forklaringen, da han jo også ryger, når han er alene.
Fortælleren i “Kun for rygere” slutter i øvrigt sin historie for at gå efter cigaretter. Forfatteren døde – angiveligt – af lungekræft i 1994. Da var det stadig en anden tid.
Der blev røget, selv om det li’som var begyndt at lugte grimmere. Og der skulle gå ti år, inden Irland – of all places – som det første land i verden forbød rygning på værtshuse. Målet var at beskytte personale og gæster mod røg.
Måske forlod Julio Ramón Ribeyro for hurtigt sin fremtoningsteori. Han var jo bevidst om, hvad cigaretten gav til hans karakter. Det, han viste frem. Og cigaretproducenterne er – eller var – ikke i tvivl om det salgspotentiale, der ligger i, at vi gør meget for at tage os ud, som vi gerne vil. De spillede heftigt på det image, som cigaretter gav rygeren.
Datidens stjerner optrådte gerne i cigaretreklamer. Rygere var seje. Også på film. Dengang folk var slanke, røg helten. Cigaretten var en vigtig del af fremtoningen for 1940’ernes superstjerne Humphrey Bogart. Smøgen hang ofte i mundvigen, eller han holdt den med tre fingre, mens han med let sammenknebne øjne sagde sine citérbare replikker.
– Det er aldrig så slemt, at det ikke kan blive værre.
For eksempel.
Hans kvindelige modstykke, Lauren Bacall, røg. Hun forklarede det med en anden af tidens store skuespillere, Bette Davis.
– Hun røg cigaretter så dramatisk, og jeg ville være som hende.
Lidt senere dukkede James Dean op på film og blev det helt store ungdomsidol. Han røg, akkurat som sit store crush, giga-stjernen Marlon Brando. Man ville være som dem, man ville være som. Tobaksindustrien vidste det. Cigaretreklamerne var et slaraffenland for designere, der skulle friste nye rygere, eller få dem til at skifte til Lucky Strike, for eksempel.
– Be happy – Go lucky today, opfordrede annoncer og lokkede med et millionstort fællesskab af kvalitetsbevidste rygere og generelt bare heldige mennesker, der med en pind og en snor ville fange mange flere fisk, end lystfiskeren med det dyre grej. Og globetrotteren, der havde rejst fra Tibet til New York, garanterede, at cigaretten ikke fandtes bedre. Dens mildhed var et salgsargument.
Hollywood-skuespilleren, der senere blev præsident i USA, Ronald Reagan lagde reklamesmil til Ribeyros yndlingscigaret, Chesterfield, der blev solgt på, at den ikke havde dårlig eftersmag.
Herhjemme optrådte Lily Broberg, selveste den senere landsmoder, Matador-grisehandlerens kone Katrine, i cigaretreklamer. Hun var også gået over til Prince med det lette træk, den afrundede smag og det snehvide fiber-filter. Pudsigt nok fik det cigaretmærke ikke sit askebæger fra den kongelige.
Selve cigaretpakkerne var stærke varemærker. Man holdt sig, hvis man ikke også gik over til Prince eller lod sig lokke af reklamerne, til sit mærke. Og købmanden bag disken vidste, hvilket mærke kunden røg og hvor mange.
Cigaretmærket var et statement. Håndværkeren – og de arbejderistiske – røg Cecil, kontordamen Prince, den intellektuelle Kings, og sådan var der et forfinet signalsystem, der blev suppleret af, at den fattige og de unge seje rullede selv. De første på maskine, de seje rullede i hånden.
Eller de røg udenlandske mærker. Camel kunne man ryge uden at få irriteret hals. Marlboro var bare sejt, indtil den amerikanske cowboy ikke længere var, men så kunne man gå fransk og ryge Gauloise eller Gitanes, eller som Dronning Margrethe, rygernes fornemmeste repræsentant og en af de mest vedholdende, sværge til de græske Karelia Agriniou, som dog blev forbudt i EU uden for Grækenland, fordi tjæreindholdet var for stort efter EU’s smag.
Dronningen kunne undskylde sig med, at hun bare gjorde som så mange andre. Da hun i 1972 blev dronning, var efterspørgslen efter cigaretter i Danmark helt enorm. Op gennem 1970’erne blev der i gennemsnit solgt 2000 cigaretter pr. dansker over 18 år, og for kriminelle var cigaretter datidens narko, som man med stor gevinst kunne smugle ind over grænsen.
Dronningens sønner satte også af sted med at ryge, da de blev store nok til det, men det fik i hvert fald for den stores vedkommende en ende, da han mødte sin Mary. Hun var tættere på tidsånden. Cigaretterne forsvandt stort set ud af film, med mindre de blev brugt som et statement for at vise et miljø eller en karakter. En svag karakter.
I kultserien “Mad Men” fra 10’erne blev der dog røget heftigt. Det skulle tegne miljøet og understrege dødsforagten i et reklamebureau i 1960’ernes New York, og her i 2020’erne blev smøgerne fundet frem igen i en anden seriesucces “The Bear”, når hovedpersonen, gourmetkokken Carmy Berzatto, skal have sig en pause uden for op ad plankeværket.
Men så bliver seerne også på forhånd advaret om, at serien indeholder scener, hvor der ryges tobak.
Alt andet må seerne æde råt.
I dag er rygning cancelled i en grad, at det afføder indignerede læserbreve – i Politiken i hvert fald – når der ryges for åben skærm. I TV-serien fra 2025 “Danefæ” var det ovenikøbet unge, der røg. Dét forargede.
Sådan er virkeligheden. En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser ifølge Kræftens Bekæmpelsen, at 15 procent af de 15-17 årige ryger, de fleste kun en engang imellem. Blandt de 18-24 årige er det 18 procent.
Og selv om Tidsånden helst vil, at der ikke ryges, så var der i 2024 11 procent af befolkningen, der gør. Et forrygende fald fra de 30 procent i 2000, men dog rundt regnet en halv million. Nogle i smug, andre undskyldende, men der ryges uanset, om vi vil se det på skærmen eller ej.
Hvad levende billeder angår, så er James Bond-filmene historien om den moderne tids rygning. Hovedpersonen, Agent 007, har flittigt brugt sin tilladelse til at slå ihjel, men smøgerne har han måttet kvitte. Figuren blev skabt af forfatteren Ian Fleming, der gerne lod sin figur ryge 60 cigaretter om dagen, nogenlunde hvad han selv gjorde, indtil han i 1964 døde som 54-årig efter et hjerteanfald.
Han lod James Bond ryge specialfremstillede tyrkisk-balkanesiske Morland-cigaretter med ekstra nikotin, og cigaretterne var en del af agentens fremtoning, da skuespilleren Sean Connery i 1962 gav figuren liv på filmlærredet, og i årene fremover. Han røg heftigt, men trappede dog ned, og to af hans afløsere, George Lazenby og Timothy Dalton, tændte kun få cigaretter, som helt forsvandt, mens mere afrundede typer, Roger Moore og Pierce Brosnan, havde rollen. Moore gjorde Bond-figuren til cigar-entusiast, mens Brosnan måtte hen til sin fjerde film, inden han nød cigaren.
Da figuren igen skulle have mere kant, kom Daniel Craig til. Han var storryger som sig selv, men syntes ikke, at cigaretter længere gjorde figuren sej, eller at de var forenelige med det høje fysiske niveau, agenten har.
– “I don’t wish for [Bond] to smoke. Fleming wrote a Bond who smoked 60 cigarettes a day. I can’t do that and then run two-and-a-half miles down a road, it just doesn’t tie in.”
Daniel Craig skulle dog også have kommenteret, at en cigarscene blev klippet ud af “Casino Royale” – dén med de danske skurke – fordi, producenterne ikke ville signalere til unge, at det var okay at ryge.
– Jeg kan blæse hovedet af folk på tæt hold, så det splatter med blod, men jeg kan ikke tænde mig en god cubansk cigar, funderede han.
Det umiddelbare paradoks er dog oppe imod, at filmagenten skulle bruge sin tilladelse til at dræbe voldsomt mange gange for at nå det dødstal, som rygningen forårsager. I Danmark anslås det, at hvert tredje af godt 50.000 årlige dødsfald skyldes rygning.
Inden vi kommer til den vigtigste forklaring på, at rygerne ryger, nemlig at de ikke kan lade være, skal vi runde de glade argumenter. Det, som ex-rygere tænker tilbage på og savner. Selve akten, ritualet og ikke mindst pausen.
Nogle ryger, imens de gør noget, de fleste gør ikke andet, når de ryger. De nyder nogle minutter i selskab med andre rygere eller alene. Eller sådan var det. Engang var rygning en stund, hvor man – også – trak vejret. Holdt pause, akkurat som gourmetkokken i Bear, mens han stadig røg. I dag ses rygere ofte ryge sammen med deres smartphone, og så røg det argument.
Så er der akten. Frem med cigaretpakken, banke en cigaret ud, tænde tændstikken eller lighteren, suge ind, helt ned i lungerne måske og mærke det lille split af velvære – inden det næste ikke nær så magiske sug og så måske lidt hosten.
Selve akten går mindst en klinge op, når det gælder rygning af cigar eller pibe. Cigaren skal vædes, klippes og gerne tændes med en cedergren, inden man smager røgen, som her jo ikke skal inhaleres. Mænd laver klubber, som mænd gerne gør, når de skal gøre noget dyrt, og rygning får karaktér af en kunstart.
Mere jovial er piberygningen. Det ved vi også fra populære tv-programmer. Når piben er renset for den på alle måder ildesmagende pibesovs, der let lagrer sig, så skal den stoppes, nænsomt eller mere fast, sådan som man nu bedst kan lide, men i hvert fald så man kan trække luft igennem. Så en flamme henover pibehovedet, suge, smage, bappe lidt, indtil ilden har ordentlig fat, men endelig ikke for meget. Tempoet er et andet. Kick’et mindre. Smagen mere nuanceret. Nogle gør noget imens, fisker for eksempel, de fleste gør ikke eller nøjes med at læse og børste tobakssmuld af fløjsjakken.
Julio Ramón Ribeyros hovedperson røg ikke pibe. Syntes det var for besværligt.
– Og fordi det gik op for mig, at jeg hverken var Sherlock Holmes, søulk eller englænder.
Det så andre mænd stort på og gjorde piberygning til en ting. En mandeting, når man ser bort fra især en gruppe på mange måder insisterende kvinder i 1960’erne.
Fascinationen af at ryge pibe har nemlig flere elementer at bygge på end bare virkningen. Pibens form, træet den er lavet af, mundstykkets længde, og man kan have både piberensere, en pibestopper, en udfræser og man kan pudse piben flot i fedtet fra sin næsekrog.
Bevares cigaretrygerne har – eller rettere havde – deres udstyr. Lighteren var vigtig, ikke de billige BIC af plastic, men for de sejeste gerne en Zippo, som kunne tændes virkelig blæret, hvis man øvede sig. Engang også etuiet, som min dåbsgave, der også gerne måtte være af metal, og som kunne redde liv, hvis nogen skød på dig og ramte det – akkurat som James Bond oplevede det i Orientekspressen, dengang hans etui kunne rumme 50 af de specialfremstillede.
Men piberygerne overfrumfter på ritualer, kræver bedre tid og det kan forklare, at leder man forgæves efter bøger om at ryge cigaretter, så er det nemt at finde litteratur med piberygning. Det joviale appellerer åbenlyst til vennesæle mænd, der ved det meste – og alt om rygning.
En af de flittigste er Paul C. Olrik, beskrevet som dansk piberygnings “grand old man”. På en hylde i biblioteket i en stald på et sjællandsk overdrev har “Kunsten at ryge pibe” overlevet. Bogen er fra 1962, og Olrik er en mand af sin tid. Han digter til sin pibe, som var den en kvinde, og han skelner mellem mænd, der ikke ryger pibe, og rigtige mænd, der gør.
Bogen er en vej til at forstå, hvor udbredt rygningen har været. Paul C. Olrik skriver “her i Europa har tobaksrygningen og dens glæder kun været kendt i knapt 500 år” – altså siden Christoffer Columbus og de spanske erobrere bragte planten med hjem fra Amerika.
Paul C. Olrik fortæller om de gode egenskaber, man gennem tiden har tillagt tobakken. Han fortæller også om, at rygning historisk set er stødt på modstand, og så rummer bogen en frisk spådom.
Tobaksmodstanden fik udtryk, da den engelske kong Jakob I, som de selv kalder James, i 1604 stod bag kampskriftet “A counterblast to Tobacco”. Olrik citerer kongens holdning til rygning:
– En skik, som er afskyelig for øjet, modbydelig for næsen, skadelig for hjernen og farlig for lungerne og lugten fra den sorte, stinkende røg kan nærmest sammenlignes med stanken fra en bundløs mudderpøl.
Kong Jakob advarede også imod passiv rygning og gav i øvrigt indfødte amerikanere skylden for at have bragt tobakken til Europa.
Bogens forfatter giver ikke meget for Kong Jakob og beskriver ham som både “rasende, hadefuld, småtskåren og helt ulig sin livsglade mor”, og godter sig lidt over, at kongen kæmpede forgæves mod tobakken, og at han – i øvrigt som sin danske svoger Chr. 4. – endte med at tjene på at pålægge tobakken afgifter i stedet for at forbyde den.
– Selv den oprørte kong Jakob I måtte bøje sig for den lille syndefulde plantes økonomiske fortrin, skriver piberygningsentusiasten, som i øvrigt nævner, at den spanske munk Bartholomeo de las Casas på baggrund af Columbus’ noter skrev, at rygere havde nævnt, at det var svært at vænne sig af med rygning, når man først er begyndt.
Det fylder ikke meget for Paul C. Olrik. Hans ærinde var at fortælle om den glæde tobaksrøgen har spredt gennem århundreder, og i 1961 kunne han ikke forudse, at Jakob I var en fremsynet mand at dømme efter nutidens målestok.
Paul C. Olrik noterede sig antirygnings-holdninger, men betragtede dem som et forbigående fænomen. Han affærdigede dem som “fanatikernes dommedagsbasuner” og så at rygning “langsomt, men sikkert trængte sig frem til den plads, den har i dag, og som den sikkert vil beholde, så længe der er mennesker til”.
Julio Ramón Ribeyro var ikke en rigtig mand i Olriksk forstand. Han var cigaretten trofast, og lod sig ikke nøje med hverken cigar eller pibe, når han var løbet tør.
– Aldrig, selv ikke i mine værste øjeblikke, for det jeg havde behov for, var den lange, tynde, cylindriske genstand, skriver han og understreger, at det var selve genstanden, han lå under for. Dens form, dens indhold, fornemmelsen af at holde den mellem fingrene. I det hele taget “dens deltagelse i alle dagligdagens handlinger, gøremål og vaner”.
Ribeyro kredser om cigaretten som narkotikum, vane og ritual og når frem til:
– Jeg kunne således nå frem til den konklusion, at rygning var en last, der gav mig, om ikke sanseligt behag, så en følelse af ro, af diffust velvære som følge af den nikotin, tobakken indeholder, og som kom til udtryk i min sociale adfærd i form af rituelle handlinger.
Rygere vil genkende Ribeyros beskrivelse af, at det enkle at ryge en cigaret indeholder mange elementer. Viljestærke mennesker kan lægge vaner fra sig, hvis de vil holde op med at ryge, men vanerne er tæt forbundne med deres gustne broder; afhængigheden. Afhængighed af nikotin. Det, som cigaretindustrien tjener på og vedligeholder.
Nikotin har fået sit navn efter den franske diplomat Jean Nicot, der i 1500-tallet introducerede tobakken til det franske hof. Det fortælles på et skilt foran en storbladet, grøn plante i den botaniske have i Oxford. På skiltet, der har overskriften “Tobacco – Global Killer”, fortælles også, at nævnte kong Jakob nok fordømte tobak, men også, at han “drog fordele af beskatning af tobaksdyrkning i Virginia”.
Dobbeltheden træder også frem her, akkurat som når det på skiltet fremgår, at nikotin er et kraftfuldt insektmiddel og at tobaksdyrkning har ført til viden om gensplejsning af planter, mens det tilsvarende lakonisk nævnes, at denne første luksusvare, der har fungeret som international møntfod, “formentlig har dræbt flere mennesker end nogen anden plante”.
Selv om Jean Nicot præsenterede tobakken som et lægemiddel, og lægevidenskaben ifølge blandt andre Ugeskrift for Læger har forsøgt sig med tobaksplanten, så er facit, at nikotin er både skadeligt og vanedannende. Det var også kendt af den tyske læge Erik Keybel, der i 1800-tallet skrev “en læges anvisning til forebyggelse af skadelige virkninger af tobaksnydelse”. Værket lever næppe op til nutidens videnskabelige standarder, men Keybel nåede frem til, at hvis man én gang er blevet afhængig af tobak, er det nærmest umuligt at blive den kvit, “selv om rygere godt ved, at stærk rygning er skadeligt for dem”.
Paradokset består. Og selv om rygere vidste, hvad der var på spil, så blev rygning – som fortalt – mere og mere populært op gennem 1900-tallet, og længe kæmpede sygdomsbekæmpende organisationer, sundhedsmyndigheder og anti-rygerne forgæves.
Imens hobede fakta om skadevirkninger og dødstal sig op, og fra 1960’erne begyndte sundhedsmyndighederne at trænge igennem med kampagner om, hvor usundt og farligt det er at ryge. I hvert fald for børn og unge.
Rygerne begyndte at miste deres ry som de seje. Men det gik langsomt. Henimod årtusindeskiftet havde rygernes fællesskab stadig mange steder ry for at være det sjove sted at være.
Smøgerne forsvandt ikke, men rygerne svandt ind. Rygemønstret ændrede sig i hvert fald, og for enden af baren er det ikke længere sejt at stå med en pakke Queens i lommen på sin sorte læderjakke og ryge, mens man drikker en pilsner. Nu skal der andet øl i glasset, og rygning foregår udendørs, hvis det gør.
Røg lugter anderledes. Rygere gør. Måske ved de det ikke selv, men hvis de ser – og lytter – efter, når de kommer ind i varmen igen efter et koldt ophold på trappen eller bag hækken, så ved de, at de ikke er helt inde i varmen. Det fortæller demonstrativt snøft og stole, der bliver rykket væk.
Irerne – of all – havde i 2004 bare været foregangsmænd i den del af verden, vi kalder den vestlige. Andre lande begyndte at lovgive om rygning, og i Danmark fulgte vi i 2007 efter med »Lov om røgfrie miljøer«, som forbyder eller begrænser indendørs rygning på de fleste offentlige steder samt på en lang række arbejdspladser, værtshuse og restauranter.
Det blev for meget for spillemanden Kim Larsen, den folkekære. Han var ivrig ryger og bekæmpede rygeloven blandt andet gennem den landsdækkende plakatkampagne “Tillykke med rygeforbudet” med nazihenvisningen “Gesundheit Macht Frei”, og da han sammen med Thomas Helmig, Johnny Madsen, Klaus Kjellerup dannede bandet “Den gule Negl”, der protesterede mod “Loven om røgfri miljøer” og sang og spillede for borgernes frie valg.
Måske virkede det, i hvert fald konstaterede Ugeskrift for Læger, at loven ikke rigtigt blev taget alvorlig.
Mange steder agerer man faktisk, som om den slet ikke var vedtaget, skrev Ugeskriftet i 2008, men efterhånden blev rygning forvist til bitte små brune værtshuse og kolde ståsteder udendørs. Mange hjem blev røgfri, også hos rygere, der gik udenfor for at ryge. Rygere vænnede sig til at være ude af syne.
Og modstanden mod rygning fortsatte. I 2021 foreslog den franske pendant til Kræftens Bekæmpelse, at der skulle at skæres i offentlig støtte til film, hvor der ryges, og langt uden for Europa i Japan, blev det i 2024 forbudt at ryge i det navnkundige hurtigtog, Shinkansen.
Fortællingen om, at rygning er passé vandt frem, men er jo kun en del af sandheden, også selv om mange holder af fortællingen og altså måske endda skriver læserbreve, når de præsenteres for tændte cigaretter. Rygning er ikke kun fortid.
Selv om antallet af rygere er stærkt faldende akkurat som antallet af solgte cigaretter, så blev der ifølge Danmarks Statistik solgt 3,5 milliarder cigaretter i Danmark i 2024. 9 procent færre end året før, men der tælles stadig i milliarder.
Det er givetvis med til at nære fortællingen om rygning som fortid, at det i dag overvejende er dem uden uddannelse og unge, der ryger. Det er ikke dem, der laver de billeder, vi ser.
Blandt dem er det blevet koket at fortælle, at man snyder lidt.
En tv-personlighed, der fyldte 60 år, blev citeret:
– Mine festsmøger. Ej, ved du hvad. Det er min egen lille luksus. Det er selvfølgelig ikke luksus at mishandle sin krop på den måde, men det giver mig en lille fræk følelse at gøre noget, jeg ikke må, sagde hun.
I New York Times beskrev forfatteren Christine Emba i august 2025 andre kendtes leg med festsmøgen, som et kækt analogt og fysisk modsvar til undergangsstemningen. En måde at håndtere det digitale pres. Hun forudser en revival for rygning. Forfatteren huskede at skrive, endda flere gange, at rygning er usundt, men fik alligevel reaktioner fra læsere, der var triste over artiklen; én havde mistet en bror til rygning, en anden, dekan for et medicinsk fakultet, glædede sig over, at det i New York er sjældent at se folk, der ryger, og over, at at antallet af rygende amerikanerne er faldet dramatisk.
– Hvis du tror, at en smøg i ny og næ er harmløs, så længe du ikke har en vane med at ryge en pakke om dagen, så husk, at der er målbart højere dødsrate blandt folk, der ryger en enkelt cigaret om dagen, end hos folk der ikke ryger, skrev han og opfordrede til, man finder en bedre måde “at lukke damp ud”.
Herhjemme udfordrede Politiken sine læsere med at bringe en oversættelse af artiklen samtidig med en artikel om, at rygning vinder frem på film.
Paul C. Olrik kan altså få ret i, at rygning vinder frem igen, når dommedagsbasunerne har gjaldet af.
I så fald godt hjulpet af nutidens magthavere, der håndterer tobakken som Kong Jakob og Christian. Danskekongen kaldte selv tobak for “djævlens værk” og forsøgte sig med forbud, men valgte så at beskatte i stedet.
Det er en udbredt opfattelse, at det vil begrænse cigaretrygning, hvis prisen sættes op, sådan som blandt andre Kræftens Bekæmpelse ønsker, men heller ikke i dag er magten indstillet på at opgive indtægterne fra tobakssalg.
Skatteministeriet har regnet på det og anslået, at en pris på 115 kroner for 20 cigaretter vil stoppe efterspørgslen, men samtidig advaret imod Kræftens Bekæmpelses forslag om en pris på 100 kroner.
Det vil koste fem milliarder kroner, anslår ministeriet, der forestiller sig, at danske rygere i så fald vil købe deres cigaretter i udlandet.
Det har Kræftens Bekæmpelse fået Konsulentvirksomheden Kraka Economics til at se nærmere på, og så ser regnestykket anderledes ud. Kraka anslår, at det vil koste 650 millioner i statskassen. Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, kommenterede til DR:
– Vi har undret os over de fem milliarder, og bad derfor Kraka om en ny beregning. Tallet fem milliarder har fyldt så meget i debatten og bremset diskussionen om, hvordan vi undgår, at 16.000 mennesker dør af rygning hvert eneste år. Og vi ved, at prisen er den vigtigste grund til, at man faktisk kan sætte cigaretforbruget ned.
Der er andet at bruge det såkaldte økonomiske råderum til, så myndighederne fortsætter ad andre spor. Appellerer, påvirker, rådgiver og advarer. Der tilbydes rygestop-kurser for borgerne, som bruger plastre, tyggegummi, hypnose, akupunktur med mere for at slippe vanen og komme ud af afhængigheden. Der stilles krav til cigaretpakkerne, der engang var en legeplads for designere og reklamefolk, men som nu bliver stadig mere gruopvækkende, ækle og afskyelige i forsøget på at skræmme rygerne til at lade dem være. Pakkerne må ikke stå fremme i supermarkederne, og Coop har fået bøder for ikke at skjule dem godt nok for kunderne.
En anden supermarkedsgigant, Lidl, markerer sig modsat ved at proklamere et stop for salg af tobak i kædens butikker.
Inden udgangen af 2028.
Det er jo en gammel vane, der skal gøres op med.
En vane, der er monstrøst svær at slippe af med, sådan som også flere kapitler i Ribeyros bog handler om.
Og er nikotinens afhængighedsskabende kraft ikke nok i sig selv, så har tobaksindustrien bestræbt sig for at få rygerne til at fortsætte med at ryge. Cigaretproducenterne har gennem tiden tilsat sødemidler og smagsstoffer, eksempelvis menthol, for at mildne mødet med røgen. Og endda vanedannende stoffer. Der er filtre på nogle cigaretter for at gøre rygning mere convenient. Sendt light-udgaver på gaden. Der er slået på alt det, en cigaret kan gøre for din fremtoning. Det er blevet anfægtet, at tobak er (så) skadeligt og slået på, at rygning slanker.
Der er nemlig penge i skidtet.
Og tobaksindustrien har ikke til sinds at opgive sin historisk set lukrative forretning. Er der modvind mod cigaretter, finder man på nye måder at sælge nikotinprodukter. E-cigaretter for eksempel.
I juni, da Magtudredningen 2.0 blev udgivet, forklarede talsmand for tobaksvirksomheden Philip Morris, Christopher Arzrouni, sig til Politiken om lobbyisters rolle og – hvilket gør ham relevant i denne sammenhæng – gradbøjede samtidig sine produkters skadevirkning.
– Jeg skal forklare politikerne, at der er forskel på cigaretter og røgfri produkter. Det er det, der er min opgave. At cigaretter er meget skadelige, og at røgfri produkter er mindre skadelige, og at det derfor er rationelt at tilrettelægge reguleringen og afgifter efter det. Det er en meget banal opgave, et meget banalt budskab, som er utrolig svært for mange at forstå, desværre.
Kræftens Bekæmpelse er ikke ret enig. Det er nikotinen i sig selv, der er problematisk, mener organisationen, der dog medgiver, at e-cigaretter ikke har været på markedet længe nok til, at man kan sige noget om risikoen for kræft.
Arzrounis sidste bemærkning om, at mange ikke forstår, at det vil være rationelt at pålægge afgifter efter produkters skadevirkning, kan have været en finte til, at partiet Venstre har sagt nej til bidrag fra Philip Morris.
Tobakspenge er ikke god stil, og trods festsmøger, små modbevægelser og et stort antal “glemte” rygere, så er rygning på tilbagetog. Det viser alle tilgængelige tal, og der er friske eksempler, der krydrer tallene. I Frankrig blev det fra 1. juli 2025 gjort ulovligt at ryge på steder, hvor børn og unge færdes – heriblandt altså stranden. Og i Milano skal du stå mindst ti meter fra et andet menneske, når du tænder en smøg, hvis du ikke vil risikere en bøde.
Måske er Inka-gudernes hævntørst ved at brænde ud – eller også er historien om rygningens skæbne historien om, at alt kan forandres.
Piben, den forærede jeg til en flink kollega, der tillod sig den last at ryge, også pibe. Han ved, hvad han gør, og derfor, tænkte jeg, ville han også påskønne den flotte gamle pibe.
Det gjorde han forsåvidt også, men det viste sig senere, at han turde ikke ryge af den. Han kunne jo ikke vide, sagde han, hvad der før havde været røget i den. Jeg aner ikke, om mine forfædre havde adgang til noget sjovere end tobak, men psykologien omkring tobak er løjerlig.
Tanken om at præsentere den anden nu tidligere kollega for cigaretten med korkstykket er til gengæld forblevet en tanke.
Piben kan hænge til pynt, cigaretterne kan kun ryges, og ligefrem forære en far til tre børn cigaretter, svarer vel nogenlunde til at købe aktier i tobaksindustrien. Han må tænde sig et bål.
I øvrigt har den velassorterede tobaksforretning, hvor jeg sidst købte Craven A, længe været en tøjforretning.
Message, hedder den.
Og sådan kan man jo godt opfatte det.
Tekst: Claus Smidstrup | Foto: Mads Smidstrup