SIDDEPLADS: Der er bænke overalt, og nogen har stillet dem op, for at vi kan sætte os
Der står en bænk.
Det gør der egentlig mange steder.
På torvet. Ved stranden. I skoven. For enden af vejen. Ved busstoppestedet. Oplagte steder. Mærkelige steder.
En bænk er en invitation til at sætte sig ned. Der er plads til flere. Man kan sidde sammen. Se på udsigten. Hvile sig. Vente. Lægge sig ned.
En bænk kan altså bruges til meget forskelligt, og så er det jo godt, at der – stort set – altid er en i nærheden.
I Nordjylland er der flere tusinde bænke bare i det såkaldt offentlige rum, dér hvor kommunen stiller bænke op. De er ikke som skvalderkål, bjørneklo eller hyben. Nogen har stillet dem der. Andre har bestemt, at de skal stå der.
Og selv om det i enkelte tilfælde kan se ud som om, at en bænk står tilfældigt, så er det sjældent tilfældigt.
Planlæggere og arkitekter har eksempelvis lært at placere dem, og der er akkumuleret ganske meget viden om bænke. Professor Ole B. Jensen har lagt en hel stak af bøger frem på sit kontor på Aalborg Universitets Institut for Arkitektur og Medieteknologi.
– Der er meget at sige om bænke, lover han.
Et møbel til at sidde på
Ret beset er en bænk bare et møbel til at sidde på. Engang en fast bestanddel i et almuehjem, hvor der skulle være plads til mange. Ikke en stol. Ikke en trone. Heller ikke en sofa. En bænk, hvor der kan sidde flere. Nogle gange blot et sæde, oftest med et ryglæn, men en bænk kan udformes på – forbavsende – mange måder. En god bænk på væsentlig færre.
Det ved man i Håndværkerhuset i Aalborg, hvor seniortømrere og -snedkere mødes hver onsdag. Et helt dusin eller flere sidder de i deres sandfarvede arbejdstøj og holder pause. Hellig for en håndværker, men selvfølgelig ved man da, hvad der gør en god bænk. Ikke at det er lige så nemt som med trapper.
– To stigninger og en grund … på mellem 59 og 63 centimeter, siger Caspar Steffensen lynhurtigt og forklarer med et smil, at dét er grundelementet i en god trappe, hvad enten det er ligeløbstrapper eller en kvartsvingstrappe.
En lignende remse findes ikke for den gode bænk, men på sin vis er det nemmere. Man kan mærke det, når man sidder på den.
– Den skal have den rigtige siddehøjde og rygstilling, så man slapper af, når man sidder, siger han.
Og hvordan man så kommer frem til det, handler ifølge Erik Filbært om erfaring. Han er snedker, Caspar Steffensen er tømrer, og de er begge frivillige i Håndværkerhuset og har lige været med til at lave en bænk ud af de to, der før stod i retsbygningen i Aalborg. Bænkene var i så dårlig stand, at de tilsammen kun kunne blive til én nyrestaureret, men nu er den tilbage, hvor den kom fra.
Men det er en dårlig bænk, er håndværkerne enige om. Det er ryglænet, det er galt med. Det er for stejlt. Man sidder for oprejst. Engang stod den alligevel i for eksempel Kildeparken.
– Men den er ikke god at sidde på, siger Erik Filbært.
– Den jawer folk væk, siger Caspar Steffensen.
De to er også enige om, at ude i gården står der en god bænk. Typen er populær landet over. Er gået sin sejrsgang fra København via Odense til Aalborg, fortæller de. Ikke den enkelte bænk altså, men modellen.
Sædehøjde 47 centimeter, sædedybden 40 og ryglænet 85, måler Caspar Steffensen og understreger:
– Det er den vigtige del. Det skal støtte i ryggen … lige under skulderbladene.
Skal kunne hvad den skal
Men det er ikke så enkelt, at siddekomforten alene afgør, om en bænk er god. Bænken i gården – der i øvrigt har en makker i Kattesundet, som ikke mindst er populær sidst på natten – har både håndværksmæssige finesser og udseendet med sig, synes de to håndværkere.
Mest af alt, siger Ole B. Jensen, handler det om, at den enkelte bænk kan, hvad den skal. En udsigtsbænk skal vende mod udsigten. Det giver sig selv, når den står med udsigt over havet, hvor musikeren Peter A. G. vil sidde og spise æbler, når han bliver gammel. Men når det gælder bænken i byen, kræver det mere omtanke.
– I byen er mennesker den største attraktion for mennesker, citerer Ole B. Jensen. Ganske vist på engelsk, men meningen er klar nok, når det gælder Torvebænken m.fl. Det dur ikke at sidde med ryggen til det, der sker.
– Og det bryder vi os heller ikke om. Vores reptilhjerne vil gerne have vores ryg dækket, så der ikke kommer nogen bagfra og spiser os, siger han som en antydning af, at der er ret mange forhold at tage stilling til, når man placerer en bænk.
– Placeringen er nøglen til, om en bænk bliver brugt, siger han, som citerer en af byrums-arkitekternes guruer, William White, for at forklare, hvorfor nogle bænke tilsyneladende er placeret helt uden mening.
”Bænken er en artefakt, som arkitekter har fundet på til at punktere deres tegninger med”, lød William Whites ironisering over, når arkitekter placerer bænke, fordi det passer ind i deres tegning eller model.
Læseren kan selv finde eksempler, og ellers kan man bare se ud af Ole B. Jensens vindue i universitetskontoret på havnen i Aalborg.
Nogle etager nede står fire ryglænsløse bænke, som kun bruges i de allermest travle og varme perioder af året. Udover at forsynde sig imod den danske byrums-arkitekt Jan Gehls saying om, at betonbænke kun giver mening syd for Barcelona, så er de åbenlyst ikke placeret med tanke på brugeren eller slutbrugeren, som det hedder i arkitektjargon. Det understreges i øvrigt af, at der er slæbt bord-bænke ind på pladsen, hvor de studerende, slutbrugerne, langt hellere sætter sig.
Og sætter sig over for hinanden. Ikke ved siden af.
Det, at sætte sig, er også et fænomen, som arkitekter, bænkebyggere og kunstnere, har interesseret sig for. Det vender vi tilbage til, for først skal vi have nogle bænke stillet ud i det offentlige rum.
Bodil V. Henningsen er en af dem, der bestemmer hvor. Hun er arkitekt i Aalborg Kommunes afdeling for Plan og Udvikling, der står for ”den strategiske udvikling af kommunens byer og landskaber”. Hun er med til at skabe såkaldte byrum, for eksempel i det store byfornyelsesprojekt, der skal samle Aalborg Øst. Hun har en mail med fra en kollega fra Park & Natur-afdelingen, hvor der står, at der i Aalborg Kommune er 1229 bænke i de områder, den afdeling står for – inklusive kirkegårde. Dem vender vi også tilbage til og bliver i Plan og Udvikling-afdelingen, hvor man har ansvaret for indretningen af nye såkaldte byrum. Tendensen er, siger Bodil V. Henningsen, at søge at skabe små dagligstuer, hvor mennesker, brugerne, har lyst til at være og mødes – gerne også med andre grupper end deres egen.
– Og det betyder flere og flere bænke, siger hun og peger rundt i området ved Trekanten for at underbygge, at bænkebegrebet er udvidet. Der er bænkerader som ved en scene, store klodser af sten, der afgrænser området – og hvor man ved, at piger gerne sætter sig, når der er noget at se på. Café-møbler. Ligge-sidde-møbler. Bord-bænke – ”madpakkeborde”, hvor dagplejeren kan sætte sig med børnene. Området er nyt, men det tyder på, siger Bodil V. Henningsen, at borgerne har taget godt imod.
Skal føle sig velkommen
– Et byrum er ikke en succes, før mange mennesker tager det i anvendelse. Mange skal føle sig velkomne, siger hun og kommer så til ”de rigtige bænke”. Sådan nogle er her også.
– Man kan ikke forestille sig en park uden bænke, har hun sagt, og her er de placeret syd for den nye tunnel. Rundt om en kæmpe metaledderkop og garneret med bord-bænke med indbyggede grill og flere fritstående grill. Det giver selvfølgelig ikke umiddelbart mening en kølig, blæsende novemberdag, men Bodil V. Henningsen ser for sig, at byggeriet rundt om færdiggøres, så det skaber mere læ, også når der blæser lunere vinde, så også her er der tænkt over, hvor de står. Bænkene.
Det er der altid.
– Der er helt sikkert en mening bag, siger hun og småmesser: ”Du skal sætte din bænk med omtanke” som en henvisning til nævnte Jan Gehls 12 kvalitetsprincipper for attraktive byrum, der har været med til at ændre måden, man tænker uderum i Norden. Uanset, så er bænke – i hvert fald byrumsbænke – mere anvendelige i sommervejr, og Bodil V. Henningsen glæder sig, når hun i Vestbyen i Aalborg, hvor hun bor, ser borgerne flytte sig ud i byrummet med en bog på en bænk. Det giver bænken mening, og meningen med en bænk er, siger hun, at man skal have fornemmelsen:
– Der må jeg gerne være, så jeg sætter mig lige.
I Aalborg Kommune er der – meget forenklet – en arbejdsdeling mellem de to nævnte afdelinger, der betyder, at Plan og Udvikling må tænke i æstetik og over, hvordan man får mennesker til at sætte sig – og at Park & Natur i høj grad skal tænke på drift af alle de bænke, hvor folk sætter sig af ret indlysende grunde, som at de har brug for et hvil på den lange rute, nyder en udsigt, dvæler på kirkegården og så videre.
– De skal tænke meget mere i drift, siger Bodil V. Henningsen og bedyrer, at man i hendes afdeling bestræber sig på at gøre livet lettest muligt for kollegerne og ikke partout vælger nye løsninger hver gang.
I Park & Natur arbejder man således med en designmanual, som planlæggerne gerne må vælge bænke ud fra.
Man behøver ikke, siger Hans Tophøj, der er afdelingsleder i kommunens entreprenørafdeling, men det er med til at gøre det overskueligt og praktisk for dem, der skal skifte et ødelagt bræt, at man ved, hvilken slags bræt, det er.
Og der er som nævnt 1229 bænke at tage vare på. Bare i Aalborg Kommune.
I Danmark er det traditionen, at det er kommunen, der sørger for bænke i det offentlige rum og bestemmer, hvor de skal stå.
Man kan ikke bare som privat stille en bænk op. Man kan foreslå kommunen eller tilbyde en bænk, som eksempelvis velgørenhedsorganisationen Lions Club gør.
Det er ifølge organisationens pressetalsmand Flemming Høj Sørensen et led i bestræbelserne på at skabe, hvad de kalder legacy – varige minder, og er inspireret fra blandt andet USA, hvor sponsorerede bænke ikke er et særsyn, og de findes altså også i Danmark. Med skilt og en uskiltet kommunal velsignelse.
I engelsksprogede lande er det samtidig et udbredt fænomen, at bænke stilles op til minde om nogen – eller sig selv. Og akkurat som vi nu lægger blomster og tænder lys, når nogen vi kender – eller som er kendte – er døde, vil den praksis formentlig søge indpas her også.
Men overvejende er en bænk i Danmark uden for privat grund ikke nogens, men alles.
Styr på bænkene
Rundt omkring i de nordjyske kommuner ved man givetvis, hvor mange bænke, man tager ansvar for. Cirka. Men i de fleste kommuner er det ikke umiddelbart til at få svar på, hvor mange det er. Hjørring siger cirka 475 og Vesthimmerland omkring 300. I Morsø Kommune er det gartnerformand Jesper Sørensen, der har styr på bænkene. Det vil sige, at han havde sin manual ude at køre med dem, der skulle tage sommerbænkene ind.
Kommunen har nemlig nogle bænke, der er fremstillet på det lokale jernstøberi – Morsø – dem med brændeovnene – og de er udsmykket med henholdsvis byvåben og duer/egegrene.
– Dem er vi lidt ømme over, siger Jesper Sørensen, så de tages ind om vinteren og bliver i renoveret stand sat frem til foråret.
– Det er en flot bænk … og en god bænk, siger gartnerformanden, der hvert år søger at øge bestanden med bænke – gerne bord-bænkarrangementer – så borgere har et sted at sætte sig. Bevillingerne afgør hvor mange, og dertil kommer henvendelser fra borgere og landsbyer, der gerne vil stille bænke op.
Jesper Sørensen er glad for, at man både spørger og lytter til ham. Det letter som i Aalborg vedligeholdelsen og er med til at holde en ensartet kvalitet.
– Jeg kan godt lide, at der er et ens tema over øen, siger gartnerformanden, der fast har 90 bord-bænkesæt ude at stå på rastepladser og grønne områder og 40 bænke i skove, grønne kiler, legepladser og udsigtspunkter – samt 50 bænke rundt omkring i Nykøbing by – fra start april til engang i november.
November-testen
Netop november er i øvrigt den store udfordring for arkitekter, der beskæftiger sig med det åbne rum. Der hvor bænkene står. Man taler, siger Ole B. Jensen, lidt for sjov om november-testen, underforstået, at virker det i november, virker det altid.
Det er, vil nogen sikkert sige, hele udfordringen for vores lyst til at sætte os på en bænk, at vejret i store dele af året ikke inviterer til at sidde ude for sjov. Altså er det i høj grad vejret, der afgør, om der sidder nogen på bænken, hvor man samles. Den under bøgen, hvor der ifølge et gammelt Gnags-nummer sagtens kan være fler’. Jow, jow.
Er det koldt eller vådt, så sidder vi kun flygtigt, indtil vi kan komme videre eller ind. Når vi venter. På bussen. Eller at få pusten.
Så sætter vi os, fordi det giver mest mening, men ellers er det, fortæller også Ole B. Jensens bøger, også et studie værd, hvordan vi sætter os.
Arkitekter, planlæggere og designere ved, hvordan vi sætter os. At vi ikke bare sætter os. At vi kun sætter os sammen med andre, hvis der ingen ledige bænke er – med mindre vi kender de siddende. Ellers undskylder vi og spørger, om vi må sætte os. Det må vi så godt. Sådan er invitationen.
Bare vi sætter os længst muligt væk. Sådan er konventionen.
De uskrevne regler, som kunstneren Jeppe Hein udfordrede med en række anderledes bænke opstillet i Aarhus.
– Han driller os ved at lave en bænk, der hælder ind mod midten, så vi glider ind mod hinanden, siger Ole B. Jensen og peger på, at de regler ikke er stationære. Vi sætter os tættere i myldretiden, rører endda hinanden, og der er rent fysisk forskel på, hvor tætte vi er på hinanden i byen og på landet. For eksempel.
Dark design
Eksperternes faglighed rækker også til at reducere vores muligheder for at sætte os ned. Ole B. Jensen nævner de københavnske metro-stationer som eksempler på, at man ikke ønsker siddende mennesker. Der er simpelthen ingen bænke, men blot anordninger, man kan læne sig op ad.
Men der eksisterer også, hvad han kalder dark design eller design med magtudøvelse, der skal modvirke, at nogen tager uønsket ophold på en bænk … altså lægger sig. Man kan konstruere bænken med en hældning, så man godt kan sidde men ikke ligge uden at trille ned, eller man kan eftermontere armlæn.
Vores måde at benytte bænke – hvad enten den er naturlig eller tillært – er i øvrigt så subtil, at armlæn kan få os til at sidde tættere på fremmede, end vi helst vil. I lufthavnen for eksempel, hvor den lille fysiske adskillelse er stor nok til at gøre reserverede rejsende trygge ved den, der sidder ved siden af – samtidig med, at de forhindrer krøllede backpackere i at lægge sig og sove.
Der er forskel.
I filmens verden sidder der næsten altid to – ofte af hvert køn, men i hvert fald nogen med noget at sige hinanden, der er sitting on a park bench. Dada dada daaah da. Sidder man der alene, er man virkelig alene.
I den virkelige verden er der mange, der er henvist til at sidde på bænken. ”Dem på bænken” har ofte ikke et alternativ. Det er dem, det er gået galt for. Karl og Ann-Cathrin for eksempel, som der end ikke var plads til på Christiania. Drankerne. Sutterne. De hjemløse.
Sat på bænken
I sportens verden er det heller ikke sjovt, ej heller at varme dem til dans, men til sammenligning dog til at leve med.
For de fleste er det dog et valg, om man vil sætte sig. Men hvem er det så, der gør det?
– Ældre, der har brug for et hvil. Unge, i grupper. Familien, der spiser en is. Turisterne, der har brug for en pause, siger Ole B. Jensen og sammenfatter, at det – på trods af bænken som stående invitation – oftest er et sted, man sætter sig sammen, mere end det er et sted, man mødes med nogen – med mindre altså, at det er nogen, man kender i forvejen.
Han kunne også have sagt dem med tid.
Som jo er noget, man kan tage sig.
Og hvad end, man så tager den til, så står der en bænk, der som Bodil V. Henningsen siger, er stillet op for vores skyld, og – som nævnt – gerne skulle give en følelsen: Der må jeg godt sætte mig, så det gør jeg lige.
Føromtalte Jeppe Hein, kunstneren med drillebænkene, har uddybet det budskab i forbindelse med, at han fik til opgave at opstille bænke, der skal lede folk den rette vej fra nærmeste metrostation på Amager til turistattraktionen Den Blå Planet.
– Men bænkene er også en måde at finde ud af, om man selv er på rette vej: Jeg vil gerne have folk til at stoppe op, tænke over tingene og deres liv. Det gode spørgsmål er så: Tager de forbipasserende muligheden, eller går de bare forbi?
Spørger han.
Bragt på Nordjyske.dk 25. november 2018.