TILBAGEBLIK (1. del): Johnny Rep var stjerne, dengang det handlede om at spille fodbold, have det sjovt og nyde friheden. Han misunder ikke nutidens spillere – som stjernefrøet Lucas Andersen – det pres fra penge, medier og fans, der er i dag
Johnny Rep var en af de store stjerner, dengang Holland revolutionerede fodboldspillet og nåede i to VM-finaler. Det er mange år siden.
I dag er Johnny Rep 64 år og ikke helt sikker på, at han ville være slået igennem i nutidens fodbold. Han tror det, for hans talent var stort, men meget har ændret sig i fodboldverdenen, siden jeg så ham spille UEFA-Cup finale for den korsikanske klub SC Bastia en våd aprilaften i 1978.
– Men det er svært at sige, siger han her mange år efter en solskinseftermiddag på Casa Juan lige syd for Torremolinos på den spanske solkyst. John – Johnny var et kaldenavn – har valgt stedet og tidspunktet og er kommet i god tid. Nysgerrig, viser det sig, på et interview, der tager udgangspunkt i Korsika-tiden, og som skal handle om dengang, selv fodboldstjerner kunne have det sjovt og frit, og række frem til i dag, hvor pres fra penge, medier og fans er helt anderledes.
Jeg giver Johnny Rep en historie, jeg har skrevet og fået oversat til hollandsk:
Det var Korsika. Det var 1978. Det var april. Det var ret tilfældigt.
Vi sad på en restaurant og spiste. En helt almindelig restaurant, som man havde råd til, når man var på Interrail. Vi sad ved bordet ved vinduet lige til højre for indgangen og altså med siden op mod baren lidt længere inde i lokalet. En lille gruppe mænd var kommet ind, stillede sig ved baren, hilste og gav hånd til manden bag. Snakkede og lo. På et tidspunkt må latteren være blevet højere, i hvert fald kikkede jeg derop, og så en høj, lyshåret mand stå glad som gruppens midtpunkt.
Han smilede, gestikulerede og snakkede. Det var Johnny Rep, en af tidens helt store fodboldstjerner, der få måneder senere scorede tre mål for Holland ved VM i Argentina. Tre mål, der sammen med de fire VM-mål i 1974 betyder, at han den dag i dag er den mest scorende hollænder i VM-sammenhæng. Det var ved de to VM-turneringer, Johnny Rep deltog i, at Holland revolutionerede fodbolden ved at spille totalfodbold.
I baren på Korsika var den lyshårede Johnny Rep højere end de andre mænd, men det var ikke kun derfor, at han skilte sig ud. Det var heller ikke kun, fordi han fik den ellers så glamourøse skuespiller Robert Redford til at ligne en helt almindelig fyr.
Det var, fordi han var stjernen.
Der var for så vidt ikke noget underligt i, at Johnny Rep var på Korsika den aften. Han spillede trods alt for øens bedste fodboldhold, Bastia. Det havde han gjort siden sommeren før efter fire år i sit hjemlands største klub Ajax og to i spanske Valencia. Efter Johnny Rep var kommet til Bastia, havde den lille upåagtede klub spillet sig frem til finalen i den lille europaturnering, UEFA Cup.
Undervejs til finalen havde korsikanerne skabt stor opmærksomhed omkring sig ved en særdeles frisk gang angrebsfodbold og ved at score en hulens masse mål. I de ti kampe Bastia hidtil havde spillet i turneringen, havde holdet scoret 27 mål og lukket 17 ind.
Nu var der kun finalen mod Johnny Reps landsmænd fra PSV Eindhoven tilbage.
Det var i morgen.
Finalen skulle blive en historie i sig selv, men først en tur til Spanien for at høre Johnny Rep fortælle om, hvordan det var at være stjerne i en tid, hvor man kunne gå på restaurant aftenen før en europacupfinale. Hvor det ikke var nødvendigt med sikkerhedsvagter eller tanke for påtrængende fans, der ville tage billeder og selfies til at lægge på nettet. Dengang en fan blot sad – lidt benovet – og kikkede stjålent og ventede 38 år med at skrive historien.
Og måske har Johnny Rep også bud på forskellen til i dag, hvor han ser kampe i den hollandske æresdivision og giver karakterer til nutidens stjerner for avisen De Telegraaf.
Han smiler og rækker arket over til Mark van den Heuvel, der er en hollandsk journalist, som Johnny Rep har taget med til mødet på Casa Juan. Journalisten er i gang med at skrive en bog om Johnny Rep – ikke en biografi, den blev skrevet for nogle år siden, men forlaget vil godt have en bog udgivet til efteråret, når John Rep fylder 65 år, så den kan være klar til julehandlen. Nok også i Frankrig.
– Johnny var faktisk et endnu større navn i Frankrig, end han var i Holland. Det var dér, han havde sine bedste år, siger Mark van den Heuvel.
Johnny Rep selv er taget tilbage til Korsika til den aprilaften. Det regnede, husker han, så meget, at banen var så dårlig, at kampen, synes han, burde have været udsat. Det ville betyde en bedre fodboldkamp. Reglerne og fodboldlederne havde andre hensyn at tage, så kampen blev spillet.
Og finalen:
Vi havde været i Bastia nogle dage, en fredelig by, som pludselig ændrede karakter i dagene op til finalen. Vi kom ned efter en tur i bjergene, og alt syntes pludselig at være blåt og hvidt. Selv telefonerne i telefonbutikkens vindue. Den almindelige venlighed var afløst af småfjendtlig mistro, og man skulle pludselig forklare, at man ikke var hollandsk fan, men bare en almindelig turist. Egentlig var det en smule ubehageligt, men jeg havde jo om lørdagen overrasket mig selv ved at tage til Bastias hjemmekamp, og det havde været en både fredelig og hyggelig affære, så jeg købte en billet til finalen. Den kostede i franc, som pengene hed i Frankrig dengang, hvad der svarede til 150 kroner – omkring 550 i nutidskroner. En blå regnfrakke med tre hvide striber ned af ærmerne, og det blå tøj, som rygsækken ellers rummede, måtte vise min sympati for hjemmeholdet, sammen med det ”Allez les bleus”, jeg istemte, hver gang de andre bag målet gjorde.
Kampen var på sin vis et forvarsel om de sikkerhedsforanstaltninger, der senere er kommet til at omgærde sportsbegivenheder. Rundt om stadion var et opbud af uniformsklædte mænd, som jeg på det tidspunkt i mit liv aldrig havde set før. Forklaringen fik jeg efter kampen, som fik et besynderligt forløb.
Optakten var også speciel. En håndfuld Bastia-spillere varmede op på dén måde, man hele sin fodboldopdragelse var blevet advaret imod. De bare tyrede bolde mod mål, og mens det kun var Bastias målmand, der varmede rigtigt op – det gjorde han til gengæld meget intenst – var det anderledes for hollænderne. Anført af de fysisk skræmmende brødre van de Kerkhoff, Willy og Rene, linede holdet op til en gang opvarmning med det hele. De gik i gang, lavede øvelser og løb på linje, men mistede hurtigt – og forståeligt – modet. Det var nok ikke så meget, fordi publikum buhede, men fordi der blev sendt kanonslag og raketter efter dem, og snart forsvandt de fra banen.
Publikum havde en fest, som ikke engang en halvkedelig fodboldkamp kunne slutte. Det var tydeligt, at Eindhoven-spillerne kun var opsatte på at holde den korsikanske offensiv nede. Selv prøvede de intet. Det så ud som om, at de ville undgå at tirre publikum yderligere, og satsede på 0-0 for så at spille den samlede sejr hjem to uger efter i Holland. Hvilket de gjorde.
I løbet af kampen var jeg kommet i snak med en ung fyr. Han tilbød, at jeg kunne køre ind til byen med ham og hans far, der var sportsjournalist, når han var færdig med sit arbejde. Mens vi ventede, fortalte han om baggrunden for det store sikkerhedsopbud. Det handlede om, at Bastia-publikummet ved tidligere lejligheder havde fyret ikke bare raketter, men også jagtgeværer, af. Det europæiske fodboldforbund, UEFA, havde af sikkerhedsmæssige grunde besluttet at flytte kampen til det franske fastland, men det huede slet ikke korsikanerne, der havde held med at omgøre beslutningen. Man spøgte ikke uden videre med den korsikanske selvstændighedsbevægelse FLNC i de dage. Kampen blev altså spillet på Korsika, men under sikkerhedsforhold, der dengang var et særsyn, men som skulle blive ret almindelige, efterhånden som fodbolden fik en anden betydning; økonomisk, politisk, magt- og mediemæssigt samt for tilskuere, fans – og spillere.
Johnny Rep ærgrer sig stadig over finalenederlaget, der blev et faktum 14 dage senere i Eindhoven, da PSV vandt returopgøret 3-0. Ærgrelsen går mest på, at SC Bastia på grund af mange aflyste kampe i begyndelsen af forårssæsonen havde haft et særdeles sammenpresset program med kampe omtrent hver anden dag.
– Vi var trætte, siger han med en gestik, der fortæller, at nederlaget stadig gør ondt, selv om det er mange år siden, og han senere skulle være med til at tabe større finaler. Og selv om han spillede en hovedrolle både, da han som 20-årig vandt verdensmesterskabet for klubhold med Ajax over argentinske Independiente, og året efter i mesterholdenes Europa Cup finale, da Ajax vandt 1-0 over Juventus. Johnny Rep scorede det enlige mål, mens han mod Independiente blev skiftet ind i finalens anden kamp i 61. minut og nåede at score to gange i den samlede 4-1 sejr.
Johnny Rep er lidt uforstående over for, at han skulle have været på restaurant aftenen før Bastia-finalen, men hvis det havde været tidligt på aften, så …
Han husker godt og med glæde forskellen til, da han spillede i spanske Valencia og skulle to dage i træningslejr forud for en kamp.
– Det var forfærdeligt, siger han, som i Bastia oplevede, at han kunne leve et normalt liv ved siden af fodbolden.
Et normalt liv kan være så meget, men for Johnny Rep var det et liv uden alt for mange regler og kontrol, og på Korsika blev det ret farverigt.
Det var hans ankomst til klubben på sin vis også. Han var klubløs efter årene i Valencia, var taget hjem til hollandske AZ og egentlig på vej til tyske Köln, da skiftet til Bastia kom i stand – hurtigt og overraskende. Faktisk havde han hverken talt med træner eller spillere, men kun manageren, og havde i øvrigt kun en mundtlig aftale, da han en time før kampstart mødte frem og nåede omklædningsrummet rundt med håndtryk og ”hello I’m Johnny”.
Det blev starten til en god tid for Johnny Rep.
– Super. Og fantastisk fodbold, siger han med et stort smil og begynder at fortælle anekdoter om sin tid i det nordlige Korsika. Johnny Rep deler gerne sin egen stjernestatus med klubmanden Claude Papi, men blev dog topscorer med 22 mål i løbet af sæsonen.
Øen kogte af begejstring over SC Bastias succes den sæson, Johnny Rep var kommet til. Han husker en udekamp mod italienske Torino, som Bastia vandt 3-2 foran 20.000 tilskuere.
– De 15.000 var fra Korsika, smiler Johnny Rep, der med en vis vantro husker tilbage til sit møde med de entusiastiske korsikanere, der ikke kun fyrede jagtgeværer af på tribunerne, men også pistoler, når holdet havde scoret eller vundet en kamp. Stor var hans overraskelse efter hans første kamp, da en fan åbnede sin jakke og bad Johnny Rep skrive en autograf på sit … pistolhylster.
De dramatiske omgivelser til trods husker Johnny Rep, at det for spillerne var sikkert nok, og de kunne bevæge sig frit.
– Jeg fik godt nok problemer, afbryder han selv.
Fodboldstjernen havde en affære med en lokal pige, som han mødtes med hos en ven. Pludselig buldrede det på døren, fortæller han og laver bankebevægelse med knyttede næver. Det var pigens kæreste, der ville ind og gøre op med rivalen. Heldigvis for Johnny Rep lykkedes det med en nabos hjælp at slippe væk, men ikke fra problemerne. Pigens far – og kæresten – var tilknyttet den korsikanske mafia, Brise de Mer, som ikke så med milde øjne på den høje blonde flottenhejmer – fodboldspiller eller ej.
Johnny Reps held var, at det skete op til juleferien, så han kunne følge efter sin kone, der var taget på ferie i Holland. Imens blev problemerne løst.
– Klubben ordnede det, nikker Johnny Rep, der ellers om sit normale liv på øen fortæller, at han havde nogle venner, der havde en restaurant. Når de lukkede den ned for vinteren, tog de til fastlandet for ”at shoppe”. Da den ene ikke kom
med tilbage, kom det frem, at de røvede banker – måske hentede de penge til løsrivelsesbevægelsen, men det er ikke til at vide.
Det er det til gengæld, at Johnny Rep nød sin tid på Korsika. Han nød at spille fodbold, og at der var tid til at få det bedste ud af den smukke ø. Søndagsbarbecue i bjergene og godt kammeratskab. På kampdage mødtes holdet – dengang bestod også de store internationale hold af landsmænd, der var suppleret af nogle ganske få udlændinge – til middag, spiste frokost, sov lidt og ladede op til kamp. Bagefter gik spillerne samlet ud for at spise, fejrede, når de havde vundet – i hvert fald hvis der var en hel uge til næste kamp. Han nød friheden, der – efter et trænerskifte – også gjaldt på det hollandske landshold, hvor træneren Rinus Michels – totalfodboldens far – efter en kamp sagde, at spillerne kunne holde fri til klokken 10 … og tilføjede: Vi ses til morgenmaden.
Johnny Rep nød både frihed og fest, men leverede også på banen, og han var efter to år i SC Bastia så meget værd, at den lille klub nærmest blev nødt til at sælge ham videre. Det blev til fastlandsklubben St. Etienne, hvor en vis Michel Platini var i gang med at forme sin karriere.
Johnny Rep fortsatte med at score mål, blev et stort navn, en lokal darling, der også har oplevet, at punk-rockbandet Mickey3D lancerede sangen ”Johnny Rep” og fik et hit.
Populariteten er holdt ved. I sommer var Johnny Rep – sammen med Mickey 3D – inviteret tilbage i St. Etienne, fordi klubben havde indgået aftale med samme sportstøjfirma, der var sponsor, da han spillede.
– ¤ –
Johnny Rep blev fransk mester og et år kåret som den bedste udenlandske spiller i Frankrig, men tog i 1983 hjem til Holland. Efter et år i PEC Zwolle kom han til storklubben Feyenoord – Ajax’ evige rival – og sluttede så af med fem kampe i Haarlem 36 år gammel. Han uddannede sig som træner, men formåede ikke at bide sig fast i trænerrollen – og de næste kapitler blev ret triste for den tidligere stjerne. Skilsmisse, pengeproblemer, misbrug. Alt er beskrevet blandt andre af journalisten Jan Derksen, der i 2010 mødte Johnny Rep, da denne var ret desillusioneret og nede. Tidligere havde Derksen mødt og interviewet Johnny Rep mange gange, og han skrev:
– Han er en fin fyr. Altid happy-go-lucky, ingen stjernenykker, altid gavmild med sin tid (… ) Rep elsker livet, og livet elsker Rep. Akkurat som kvinderne.
Her små seks år efter har Johnny Rep fundet en kvinde, der ikke synes sådan at dupere. Hun er hollænder, ejer en restaurant på Solkysten, hvor Johnny Rep tilbringer en stor del af tilværelsen, når ikke forpligtelser eller lysten til kartofler og grøntsager overstiger lysten til friteret fisk.
Hun og et par venner støder til vores lille selskab på ”Casa Juan”, der ligger lidt længere oppe ad gaden end hendes egen restaurant, og bestiller fiskesnack og hvidvin.
– Her er dyrt, og maden er ikke særlig god, men Johnny kan godt lide at komme her, siger hun og driller lidt, at det vist er på grund af stedets navn – Juan for John.
Johnny Rep smiler og hilser tilbage til forbipasserende, der genkender ham. Han er kommet ud af uvejret, bruger stadig sin tid på at nyde livet og giver en hånd med velgørenhedsarbejde her og der. Det har han faktisk gjort længe, allerede i 1988 var han med til at skaffe penge til bekæmpelse af AIDS, da han sammen med andre verdensnavne som Paul Breitner, George Best, Kevin Keegan og Pat Jennings stillede op på Pele’s verdenshold i Tokyo. I dag har han blandt andet sit eget cykelløb – han satte sig på cyklen, da benene ikke længere holdt til fodbold – ”Johnny Rep Classic”, og så har han et lille bijob med at se kampe for De Telegraaf og give spillerne karakterer.
Derfor kender han selvfølgelig den tidligere AaB-spiller Lucas Andersen, lige som han husker Jesper Grønkjær, ”a good player. Chelsea købte ham””, og ikke mindst Dan Petersen, der som ung også spillede for Ajax og kom til SC Bastia.
Johnny Rep og Mark van den Heuvel kan godt lide Lucas Andersen.
– God spiller. Stort talent. Han er god, når han er i form, siger de samstemmende, og journalisten tilføjer, at den unge dansker minder om en ung Rep. Det er noget med holdningen, løbet, den oprejste stil og fremdriften.
Johnny Rep nikker.
Han var – for den tid – noget så usædvanligt som en wing, der scorede mål. Indtil hollænderne introducerede totalfodbold og gjorde op med den fremherskende engelske spillestil, var wings spillere, der holdt sig til sidelinjen og havde som primæropgave at gå til baglinjen og lægge bolden indover til en centerforward, der så skulle heade den i mål.
Det er længe siden, at spillet var sådan.
Lucas Andersen har en anden rolle, men minder altså alligevel om Johnny Rep – på nær et enkelt afgørende punkt.
De to hollændere prøver at forklare, hvorfor Ajax har lejet Lucas Andersen ud til den langt mindre klub Willem II med, at man godt kan se, at han kom fra en lille by. At han ikke tager sin plads. Holder sig tilbage. Og enten mangler selvtillid eller er genert.
– Johnny wasn’t shy, siger Mark van den Heuvel.
Johnny Rep tilføjer på hollandsk, at dét først kom senere.
Han holder muligheden åben for, at opholdet i Willem II kan modne Lucas Andersen, at han kan slå igennem. Talentet er jo stort. Kravene også.
Johnny Rep tror, det var sjovere at spille, da han selv var ung. Det handlede om fodbold. Der var ikke nær så meget – agenter, medietræning, fans, sociale medier – spillerne skulle forholde sig til. De blev nok genkendt på gaden, men kunne være i fred. Ikke at alt var godt dengang. Tiden havde sine korrupte fodboldledere, der var sorte penge i omløb og altså også stoffer.
Men det var sjovt, og oplevelserne var mange.
– Der er ikke meget sjov i dag. Du kan ikke gøre noget, alt skal foregå så stille og hemmeligt. Det er en helt anderledes verden, siger Johnny Rep.
Det er den verden, den unge aalborgensiske fodboldspiller Lucas Andersen er i. NORDJYSKE mødte ham i efteråret i Aalborg, da han var hjemme for at spille for det danske ungdomslandshold. Trods sine 21 år har Lucas Andersen allerede prøvet en del. Han debuterede allerede i 2011 for AaB, som han nåede at spille 41 førsteholdskampe for, inden han blev solgt til den hollandske storklub, som i sommer – og efter 37 kampe – udlejede Lucas Andersen, der debuterede for det danske A-landshold i 2014 og som har repræsenteret Danmark på alle ungdomslandshold.
Han er altså vokset op med de regler og kodeks, der er for, hvordan fodboldspillere forventes at opføre sig.
Der er derfor ingen, der behøver at fortælle Lucas Andersen, at han ikke må gå i byen før en kamp. Faktisk ved han ikke, om der er regler, der forhindrer ham i det.
– Jeg vil hellere blive hjemme og lave noget mad, siger han og åbner for, at andre har det på en anden måde. For ham gælder det om at fokusere, og det gør han bedst ved en stille hjemmeaften.
Lucas Andersen er heller ikke typen, der har et større behov for at få at vide, hvad han må og ikke må i forhold til presse og fans.
Da NORDJYSKE i denne sammenhæng traf Lucas Andersen, var han med U21-landsholdet samlet for at spille to kampe på Aalborg Stadion, og holdet var som sædvanligt indkvarteret i Rebild. Lørdag var de dog sendt af sted til stormagasinet Salling for at møde fans. Stort set al interessen samlede sig om Lucas Andersen, der skrev autografer og lod sig fotografere.
En kvinde måtte have hjælp til at få udpeget Lucas Andersen, men fik hurtigt arrangeret, at hun kunne tage det billede af stjernen og sønnen, der var målet med deres tur fra Gug.
Men da NORDJYSKE bad om tid til et interview, kikkede han på Kristina Tullin, der er kommunikationsmedarbejder hos DBU, og sagde:
– Det er hende, der bestemmer.
Kristina Tullin skulle se, hvad hun kunne gøre. Det viste sig hen over weekenden, at holdet havde et ”forholdsvis tæt pakket” program, så hun kunne kun henvise til to såkaldte mixed zone, hvor spillerne har et kvarter til at møde pressen. Et løfte om at prøve igen vejede øjensynligt ikke tungere end hensynet til spillernes fritid. Lucas Andersen havde i hvert fald intet hørt, da han skulle træne mandag på stadion i Aalborg.
U21-landsholdet er dog ikke så populært i pressen, at der var andre end NORDJYSKE, der dukkede op til mixed zone, og Lucas Andersen fortalte blandt andet, at spillerne får gode råd og kurser i, hvordan de håndterer medier – ikke mindst de sociale – og omgangen med fans. Det er klart, siger han, at man ikke lægger noget op, der kan give modstanderne en fordel, og det er mindst lige så klart, at man ikke lægger dumme billeder op.
Den omtalte autografskrivning tjener, fortæller Kristina Tullin, både til at bruge de unge spillere til at forfølge DBUs mål om at være ”en del af noget større” og træne spillerne i at møde offentligheden.
Lucas Andersen tager det med et smil og et let skuldertræk. Det er sådan, det er, og jo større sammenhæng jo mere opmærksomhed – og jo mere fylder presseafdelingen. Den 21-årige fodboldspiller har allerede på egen krop oplevet, at der er forskel på A-landsholdet og U21 – og på en storklub som Ajax og AaB og hans nuværende hold Willem II.
– ¤ –
Johnny Rep kom heller ikke fra en stor by og måtte høre for sin dialekt, da han kom til Ajax, for eksempel udtalte han navnet på den store stjerne, nyligt afdøde Johan Cruyff, noget anderledes end amsterdammerne. Johnny Rep trak på skuldrene. Nød bare at træne, selv om det var fire gange om ugen og han i fritiden også skulle hjælpe sin far i dennes frugt- og grøntfirma. Snart kom han dog på kontrakt, men måtte døje med, at Ajax-legenden Sjaak Swart spillede samme plads som ham. Unge Rep lod sig ikke kyse og scorede de to mål, efter han i 66. minut afløste Swart i nævnte Independiente-finale. Året efter, da Ajax for andet år i træk var i Europa-Cupfinale, var der i forhold til året før én eneste ændring på holdkortet: Johnny Rep havde afløst Mr. Ajax, Sjaak Swart.
Først gjorde Johnny Rep sig bemærket ved at løbe en modstander op og lave frispark, kort efter … i det fjerde minut … var han i den anden ende af banen. Ajax’ eneste udenlandske spiller, tyske Horst Blankenburg, sendte en høj bold i feltet. Johnny Rep sprang den i møde og headede den i en bue mod fjerneste stolpe. Utagelig for verdensstjernemålmanden Dino Zoff.
– ¤ –
På Casa Juan kommer det lidt akavede øjeblik. Siden dengang på Korsika har jeg fulgt Bastia, som i sine bedste sæsoner ikke er i nedrykningsfare i den bedste franske liga, men som også har været nede i tredjebedste række – og Johnny Rep har været en slags idol for mig. Ikke jo på den måde, det er i dag, men … siden man skulle have kodeord til alt muligt, har mit været JohnnyRep. På dén måde. Faktisk har jeg kun én gang spurgt om en autograf. Det var sidste år, da en anden af datidens helt store stjerner Henning Jensen – nørresundbynitten, der blandt andet spillede for Real Madrid og Ajax – var til afskedsreception for en kollega, og jeg fik ham til at skrive på et billede, jeg havde til at stå på mit skrivebord. Men nu er det nu. Historien må fuldbringes.
For nogle år siden købte jeg en Bastia-trøje – i retroudgaven med krave. Den har jeg taget med sammen med en tusch.
Johnny Rep er begejstret, da jeg hiver trøjen op af min taske. Den er helt specielt flot, synes han, og at skrive på den nænner han ikke. Han foreslår en autograf på indersiden, men synes langt bedre om et forslag om, at trøjen kan komme med på et billede. Fluks er han i gang med at trække den på for at gøre klar til fotografering, mens han joker med, at størrelser på fodboldtrøjer ikke er, hvad de har været. Autografen kan han til nød skrive på en kopi af det billede, der i øvrigt nok bliver omslaget på den kommende bog. Når det nu skal være.
Publikationsdato: 10. april 2016
Held med held på
OMVEJE (2. del): Det var ikke sådan bare lige at få fat på Johnny Rep, men der findes altid en hjælper for den, der bliver ved
De omkringsiddende i flyveren forstod ikke min begejstring over et billede i den hollandske avis, jeg bladrede i. Heller ikke, selv om jeg pegede på det ganske vist ret lille billede, men det var jo Johnny Rep – den tidligere fodboldstjerne, jeg længe havde forsøgt at finde frem til. Jeg var på sporet igen.
Det skulle senere vise sig, at jeg ikke havde opbrugt mit held – som dog heller ikke havde været med mig, da jeg et halvt års tid tidligere havde sat gang i jagten. Det lykkedes mig ikke at finde Johnny Rep i de hollandske vejvisere, jeg kunne finde frem til, heller ikke selv om den Hollandskyndige kollega hjalp til. En hollandsk gift tidligere kollega forklarede, at det hollandske samfund ikke er så ligefremt som vores. At det er mere hierarkisk, så man må gå de rigtige veje for at opnå, hvad man vil.
Den rigtige vej var ikke igennem det hollandske fodboldforbund. Diverse sociale medier førte mig heller ikke videre. En herboende hollænders sociale netværk heller ikke, men måske fodboldagenten Ove Flindt Bjerg kender en vej, tænkte jeg og sendte en sms. Han henviste til Søren Lerby, landsholdsspiller på det berømte 1980’er-hold, som pegede på den vej, jeg også var slået ind på, nemlig at kontakte fodboldklubben Ajax, hvor både han og Johnny Rep har spillet – dog ikke samtidig.
I mellemtiden havde jeg også været ad en dansk freelancejournalist, som sportsredaktøren kender, men han kunne hjælpe lige så lidt som Ajax’ presseafdelinger, hvor en medarbejder ellers gjorde sig den ulejlighed at sende min mail videre angiveligt med en forklarende følgemail. Han kendte Johnny Reps kontaktadresser, men kunne ikke videregive dem.
Ud af kurs
Det, at mit ønske var nået frem til Johnny Rep, som ikke svarede, slog mig lidt ud af kurs. Hvis han ikke ville, så ville han ikke, og det kunne han jo have sine gode grunde til, selv om jeg havde strøet en del sukker ud i min mail.
Jeg overvejede at gå videre til lokale folk med kontakter til den hollandske fodboldverden, men var ikke kommet videre, da jeg en dag var på vej hjem i fly fra Sydeuropa. Efter mellemlandingen i Amsterdam gik jeg ind i KLM-flyet til Aalborg, og undervejs ned til min plads på de billige pladser nuppede jeg, (undskyld KLM!), en avis i hylden over de tomme, dyre pladser forrest i flyet.
Det var en mandagsudgave af Hollands største avis, De Telegraaf, og altså med en fyldig sportssektion. Jeg læste mig igennem i den forstand, at jeg forsøgte at afkode de oplysninger, der var. Da jeg nåede til midtersiden var det nemt. Der var billedet af John Rep. Ganske lille, men det fremgik, at han var en af avisens mange rapporteurs, der giver karakterer til spillerne efter weekendens kampe i Eredivisie, den fornemmeste hollandske fodboldrække – og at han havde bedømt lige netop selveste Ajax’ kamp.
Så var der hul
Det er tillokkende at tro på andet end forsynet, især da jeg efter en lille uges tilløb besluttede mig for at kontakte en journalist på avisen, samme dag i øvrigt som jeg havde fundet frem til nogle af Johnny Reps tidligere danske holdkammerater, jernstopperen Ivan Nielsen, der er blikkenslager på Amager, for eksempel. Der var nemlig hverken kolofon eller kontaktadresser i avisen, men jeg kikkede lidt på billeder, og besluttede mig for at kontakte Siep Oostindie. Et navn, der var nem at finde på Facebook. Var nervøs for, om min besked til ham dér ville forblive uset, så jeg stykkede en mailadresse sammen ud fra, hvordan det synes at være praksis på De Telegraaf.
Mindre end en halv time efter ringede telefonen. Det var Sieb. Han havde snakket med Johnny Rep, som var med på at lade sig interviewe, selv om han er bedre på hollandsk, fransk og spansk, end han er på engelsk. Han var godt nok lige taget til Torremolinos, Spanien, for at holde sommer sammen med sin girlfriend, men hvis det ikke hastede, var Sieb klar på at tolke i forbindelse med interviewet. Hvis det skulle være.
Casa Juan
Det skulle det så ikke det næste halve års tid. Selv om jeg havde fået lov til at tage til Holland, kunne jeg ikke helt få mig til det, og det passede heller ikke lige ind, indtil jeg løb ind i endnu en ferie og i den forbindelse kunne se frem til 8-10 timer i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. Efter et mærkeligt langt tilløb skrev jeg til Sieb weekenden før, jeg skulle af sted og spurgte, hvad han syntes om ideen om at prøve at få et interview i stand.
Mandag formiddag kom der svarmail.
– I have very good news for you, skrev Sieb som havde været i kontakt med John Rep, der igen havde søgt til Spanien, mere præcist Carihuela, hvor hans veninde har en restaurant. Dér vil han da gerne lade sig interviewe, når nu jeg havde min hustru, som taler spansk, med til at tolke.
Jeg var – må jeg erkende – en smule oppe at køre, da jeg i Malaga fik Anne til at ringe. Jeg forstod på det spanske, jeg forstod, og latteren, at det gik meget godt med at få aftalen i stand. Det var Johnny Rep, der havde taget telefonen, men han havde givet den videre til sin veninde, som havde konfirmeret, at det var helt fint med næste dag klokken 14 på Casa Juan i Carihuela – i gåafstand fra stationen i Torremolinos. Vi tog toget i god tid, gik lidt rundt blandt finske pubber, svenske skilte og dér, hvor kioskmanden taler engelsk. Drak kaffe og fik tiden til at gå for ikke at komme for tidligt.
For sent ville vi heller ikke komme. Gik op af gågaden, så to mand sidde ved det yderste bord på Casa Juan. Jeg tænkte, det er da … og så rejste den ene sig med et stort smil, et fast håndtryk og et ”Welcome, nice to see you” – altså på engelsk … and the rest is history.
Bragt i Nordjyske 10. april 2016.
Interessen er vokset vildt
UDVIKLING (3. del): Spillerne må prøve at finde deres eget ståsted, men det er svært, siger Jesper Grønkjær
Jesper Grønkjær var 20 år, da han skiftede fra AaB til storklubben Ajax i Amsterdam. Han kikkede sig over skulderen og så tre andre, der spillede samme position som ham. Bedre.
Det var der, det for alvor gik op for ham, at fodbold var blevet et arbejde, at der skulle noget andet til end de værdier, han havde fået med sig hjemme fra Thisted. At han måtte mase sig selv frem og blive bedre.
– For jeg var jo ikke god nok til at spille i Ajax. Dén erkendelse var svær og modbydelig, men også givtig, siger Jesper Grønkjær, der omtrent samtidig fandt ud af, at det var helt anderledes i Ajax end hjemme i AaB, hvor han i fritiden var meget sammen med holdkammerater. Her var det en kamp.
– Det ved enhver 18-årig spiller vel i dag, men jeg vidste det ikke, ler han.
Som enhver fodboldinteresseret nordjyde ved, lærte Jesper Grønkjær at håndtere overgangen så godt, at det blev til en lang fodboldkarriere i syv klubber i fem lande og hele 80 kampe for det danske landshold. Han var 17 år, da han i 1995 debuterede for AaB, og han var 33, da han i 2011 stoppede som spiller i FCK og begyndte som ekspertkommentator på TV3+. Jesper Grønkjær spillede altså en god del af perioden mellem, at Johnny Rep og Lucas Andersen havde – og har – deres karrierer.
I den periode oplevede han, at interessen for fodbold ikke bare blev mangedoblet.
– Den er eskaleret i voldsom grad, siger Jesper Grønkjær, der noterede sig, at der gennem årene blev stillet krav til klubbernes medarbejdere i en helt anden skala, sådan at klubmennesker er blevet en sjældenhed i topfodbold. Hånd i hånd med interessen fik de rigtig store penge indtog i fodbolden. Medieinteressen voksede. Nye hurtigere medier kom til, og spillerne var nogle af de medarbejdere, der måtte leve op til nye krav.
– Og det er hulens svært, siger Jesper Grønkjær, der ikke misunder spillerne at skulle manøvrere rundt i de mange – ofte modsatrettede – krav. Mellem skrevne og uskrevne regler.
– Vi siger, at unge spillere skal have lov at begå fejl, men når de så gør, spørger vi: Kan du virkelig opføre dig sådan?
Latterlig regel
Klubberne ser en forretningsmæssig interesse i, at deres spillere er åbne og tilgængelige – og også gerne aktive på sociale medier, men samtidig har klubberne en interesse i at beskytte forretningen. Jesper Grønkjær kan sagtens komme i tanke om situationer, hvor en klub har været nødt til at reagere over for en spiller, men han peger samtidig på, at klubbernes forsøg på at styre spillerne ikke altid holder til en nøjere granskning.
– Når AaB-spillerne ikke må ses i Jomfru Ane Gade, så er det dybest set latterligt. Hvad er det for en regel, at der er steder, man ikke må gå, spørger Jesper Grønkjær, der godt forstår klubbernes bevæggrunde, men også opfordrer spillerne til at finde ud af, hvad de selv har det godt med.
Det bliver mere og mere nødvendig i en tid, hvor medierne sågar vil med ind i spillernes omklædningsrum – med kameraer – og hvor fans og tilhængere går tæt på. Jesper Grønkjær fortæller, at det var en ret almindelig ferieoplevelse, at fans kommenterede, hvis han røg en cigaret eller drak en øl i offentlighed, og spurgte, om ikke han skulle tænke på næste sæson.
– Det er altså en mærkelig situation at stå i, og det er ret svært finde på noget at svare, siger han.
Bestemmer selv
Selv besluttede Jesper Grønkjær, som han siger, ”ret tidligt”, at han nok selv skulle bestemme, hvad der var godt for ham, og hvis han følte, at han ladede bedst op til kamp ved dagen før at gå på restaurant, så var det sådan, det var.
Han medgiver, at det ikke er den letteste øvelse for en fodboldspiller at finde ud af og holde fast i, hvad man selv synes er rigtigt, når så mange andre synes og tænker deres.
– Hvis en AaB-spiller bliver set på Stygge Krumpen, eller hvor de nu går hen, så er det oftest lige meget, om han drikker danskvand eller vin. Det kan hurtigt være ude, så tusindvis af mennesker ved det, siger Jesper Grønkjær, der tydeligst mærkede den dobbeltstandard, da han i 2006 vendte hjem til Danmark.
Velkommen hjem
Der var presset generelt større. I Holland, England, Spanien og Tyskland var der ikke så meget tryk på som i Danmark, hvor han var stjerne og landsholdsspiller. Han husker, at han på dag syv efter sin hjemkomst blev standset af en journalist på vej fra træning. Vedkommende var i gang med en større artikel, men Jesper Grønkjær havde et eller andet vigtigt for og spurgte, om ikke det kunne vente til i morgen. Senere samme dag blev han ringet op af FCKs presseansvarlige, der mindede ham om, hvordan praksis var.
– Det er simpelthen løgn, tænkte Jesper Grønkjær, men det var det ikke.
I forhold til klubbens ledere lærte han at håndtere situationen ved ”at stikke hovedet ind til Ståle eller CV” og sige, at han og nogle venner – eller hele holdet – altså var på restaurant i det og det tidsrum.
Hellere det end opgive at insistere på, at man selv kan styre tingene – eller i hvert fald at prøve på det.
For nogen egentlig løsning på, hvordan man håndterer den store interesse og forventningerne, har Jesper Grønkjær ikke.
– Vi kan ikke være helt, som vi er, erkender han på alle topfodboldspillernes vegne.
Ind under huden
Det er blot en konstatering, ikke nogen beklagelse, for der følger så meget andet med at kunne leve af at spille fodbold.
Det har selvfølgelig været sjovt undervejs og endda mere end det. Jesper Grønkjær tænker tilbage på slutrunderne i 2000 og 2002, hvor han var med det danske landshold til henholdsvis EM i Holland/Belgien og VM i Japan/Sydkorea. Da fik han en stærk følelse af at være, hvad der på nutids DBU’sk vel hedder ”en del af noget større”.
Han tænke på dem derhjemme, sin far og sine kammerater, der fulgte og holdt med Danmark, som skålede og festede, når det gik godt. Fik følelsen ind under huden, og følte sig forpligtet – på den gode måde.
Bragt i Nordjyske 10. april 2016.