En historie om, at det ikke altid er så ligetil at afgøre, hvem, der er de gode, og hvem, der er de onde
SYNSVINKEL: Den enes frihedskæmper er den anden terrorist. Det afhænger helt af, hvorfra man beskuer situationen. Men er det altid kun sejrherrerne, der skriver historien? Hvad er heltemod og hvad er ondskab?
Man skal kæmpe for, hvad man har kært. Dø om så det gælder.
Det har vi lært. Det står i sangen:
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Verset fortæller, at det ikke er lige meget. At man har et personligt ansvar. Til døden. Om det gælder.
De fleste lader det være ved ordene. Ranker måske ryggen. Men vælger livet.
Andre tager det bogstaveligt. Sætter livet på spil.
Nogle af dem bliver helte. Andre forrædere. Selv om de gør det samme. Kæmper for en sag.
Nogen deltager i krige, de ikke behøver. Unge mænd drog til Spanien i de sidste år af 1930’erne for at deltage i Den Spanske Borgerkrig. Få år senere gik andre i tysk tjeneste på Østfronten.
Andre går i krig, fordi de skal, men måske også for Fædrelandet. For en sag, de tror på.
Andre igen griber til våben, selv om der ikke er krig. De regnes som terrorister eller frihedskæmpere, lige som krigsdeltagerne kan blive både helte og forrædere. Helt bogstaveligt både og.
To grupper af kæmpende synes dog at være løftet ud af dén relativitet. Modstandsfolkene under Anden Verdenskrig er helte, og Syrienskrigerne – dem, der frivilligt deltager i konflikten i Syrien – er det modsatte, uanset hvilken gruppering, de kæmper for.
Er forklaringen så banal, at det er sejrherrerne, der skriver historien?
Ja, langt hen af vejen, siger historiker Poul Duedahl, Aalborg Universitet.
Men ikke helt.
Det handler for eksempel også om, at det gode og det onde ikke er entydige størrelser. Om, at der er nuancer mellem sort og hvidt. Og om stemningen.
Og i sidste ende, hvad historikerne bliver enige om.
– Det er eftertiden, der afgør, hvem der regnes som helte – og det kan ændre sig, siger Poul Duedahl.
De fire verselinjer stammer – som mange ved – fra “Altid frejdig, når du går”, der blev født i 1886 som et vers. Syv år senere blev den til en sang og senere en salme, inden den under Anden Verdenskrig fik en ny betydning. Oprindeligt indgik ”Altid frejdig, når du går” i eventyrdigtet “Tornerose”, skrevet af Christian Richardt, ”en studentikos teolog med rod i den nationalliberale bevægelse”, og en svagelig mand, der kæmpede mod både dårligt humør og helbred, og som hvert år måtte tage udenlands på rekreation.
Men derfor kan andre jo godt kæmpe.
Alligevel vil det være urimeligt at lade blegnæbbet ramme af den kritik, som den engelske forfatter George Orwell rejste mod dem, der maner til kamp. Han havde deltaget i den spanske borgerkrig – og mistet nogle illusioner.
– Al krigspropagandaen, alle skrigene, løgnene og hadet kommer uvægerlig fra mænd, som ikke selv kæmper, lød det fra manden, der skrev sig ind i verdenslitteraturen med især fremtidsdystopien “1984” og “Kammerat Napoleon”. Bøger, der netop handler om, hvordan det gode kan blive til det onde.
Akkurat som den kæmpende ikke kan vide, om han – historisk set er det jo oftest en mandesag at ville slå ihjel – bliver helt eller forræder, så kunne Christian Richardt ikke ane, at hans sang ville blive en manende kampsang og selve lyden af danskernes modstand imod tyskerne. Christian Richardts helteprins i det gamle Grimm-eventyr erkender faktisk, at det ikke er magt, men troen, der – sammen med kærlighed og harpespil – gør, at han kan befri prinsessen.
Synger man hele sangen ”Altid frejdig, når du går”, får man et par hint, om hvilken vej, Christian Richardt synes, man skal gå: Guds vej, selv om den måtte være lang, og et Fadervor er midlet til at undgå rædslen for mørkets magt.
Men ellers kan man ikke læse ud af teksten, hvordan man bliver helt.
Poul Duedahl – som vi har bedt forklare, hvorfor helte og forrædere kan tage afsæt i samme sang – kan heller ikke:
– Nej, sangen giver slet ikke nogen hentydning af, hvem der er helte. Den fortæller noget om, hvordan man kan blive en helt, men den fortæller ikke, hvilken ideologi du skal abonnere på for at blive helt.
Og derfor kan alle uanset sag, synge “Altid frejdig, når du går”.
– Enhver kultur kan tage fat i sådan en sang og få deres ud af det og fortolke verden med deres udgangspunkt, og jeg tror da, at alle mennesker på hele jorden kan forholde sig til indholdet, siger Poul Duedahl, der griber fat i, hvordan vi hver især skelner ondt fra godt.
Han hælder til den anskuelse, at vi fødes som tomme hylstre, og at det er kulturelt betinget, hvad vi bliver fyldt op med. Hvilke værdier, vi navigerer efter. Hvilke fortællinger, vi bærer med os. Hvilke ritualer vi har. Hvilke symboler, vi giver værdi.
– Alt det, der hører med i en samlet pakke, der hedder ens kultur – og det er det, vi forholder os til omverdenen ud fra. Det er alt det, vi har fået indpodet gennem en opdragelse, og sådan en salme her er bare et element i en opdragelse. Den kan passe ind i en hvilken som helst kultur, siger Poul Duedahl.
Samtidig kan man træffe vidt forskellige valg inden for den samme kultur. Spaniens-kæmperen og soldaten på Østfronten havde langt hen ad vejen den samme kulturbaggrund.
– Vi lever i en kultur, hvor der er en del nuancer. Et demokrati, hvor der er et stort politisk spektrum og forskellige holdninger, så vi kan godt være danskere og så samtidig kommunist eller nazist, siger historikeren og breder det ud til, at vi både kan have helte, der er fælles, og helte, der er specifikke for den ideologi, vi bekender os til.
– Nazisterne havde deres helte, og det er ikke kommunisternes helte, og omvendt, forklarer han og løfter sig på det mere generelle plan.
– Så er der den store forkromede danmarkshistorie. Det er den, der opridser heltene i det lange løb, fordi den handler om nutidens samfund og de elementer i fortiden som forklarer, hvorfor nutiden ser ud som den gør. Det vil sige, når vi hiver helte frem, så tager man fat i dem, der var med til at danne nutiden.
Sagt med andre ord: Det er sejrherrerne, der skriver historien.
– Selvfølgelig kan man skrive Danmarkshistorie på mange måder, men generelt er den store gængse danmarkshistorie sejrherrernes historie. Det handler om historikere, der sætter sig ned og siger: Hvem og hvad var det, der vandt. Hvor er vi nu? Hvad er det for nogle elementer, vores samfund består af, og hvordan forklarer vi deres tilblivelseshistorie, siger han og sammenfatter:
– Det vil sige: Når vi ved, hvem vinderne er, så skal vi bare forklare, hvor de hentede deres tankegods.
Konkret peger han på, at det er historikernes opgave at forklare tilblivelsen af “velfærdsstaten, konsensuskulturen og demokratiet”.
– De dele fylder meget i danmarkshistorien, slår han fast og tilføjer, at det er lidt pudsigt, at historikere ofte bruger meget krudt på at skrive om tilblivelsen af grundloven i 1849, når man skal have meget god vilje for at finde noget, der minder om reelt demokrati før 1915.
Den påmindelse skal understrege, at historieskrivning ikke er en statisk størrelse.
Det har konsekvenser for vores søgen efter forklaring på, hvem der bliver helt, og hvem der bliver skurk – eller forræder.
I øvrigt udspilles der også, siger Poul Duedahl, en kamp om, hvem der skal have plads i fortællingen om demokratiets historie; højreorienterede meningsdannere har deres favoritter, venstreorienterede deres. Det må historikerne søge at hæve sig over, og det lykkedes meget godt lige nu, synes Poul Duedahl, men det har – heller – ikke været sædvanen gennem tiderne, at der har været samme rum for nuancer i akademiske historikerkredse.
Under alle omstændigheder – og som en naturlig følge af, at historien skrives om det, der er sket – så kan man heller ikke i historieskrivningen finde opskriften på, hvad der gør en til helt eller skurk eller forræder. Det er op til den enkelte at fægte sig vej.
– Du er klart en fordel at vide, hvad der er værd at dø for, inden du sørger for at dø for det. Hvis du vil være helt … for en stund, siger Poul Duedahl,
Nogle af dem, der tager våben i hånd, har ikke rigtigt muligheden for at blive flertallets helte, men også de har deres tilhængere, hos hvem de kan opnå heltestatus – hvor absurd det end må synes for flertallet.
Da norske Anders Bering Breivik 2. juli 2011 myrdede 69 unge på Utøya måbede verden i rædsel, men han skrev sig samtidig ind i en højreekstrem terrorbevægelse, der efter alt at dømme vinder frem i dagens Europa. Han påberåbte sig en kulturel og ideologisk legitimitet for sin gerning, og selv han har erklærede tilhængere – i hvert fald på internettet.
Ekstremt var det også, da vores del af verden næsten 10 år før samledes i forfærdelse, da to fly blev fløjet ind i World Trade-højhusene i New York og næsten 3000 mennesker blev dræbt.
Der var samtidig nogen, der så angrebet som en berettiget hævn over USA’s magtanvendelse i Mellemøsten.
Når tv-kanalerne efter 11.september bragte billeder af mennesker, der jublede, affødte det afsky og grundlagde mange vesterlændinges had mod arabere. Muslimer. Fremmede. Også selv om der i alle tilfælde ikke var tidsmæssigt sammenhæng imellem jubelscenerne og terroraktionen, blev de definerende for mange vesterlændinges stillingtagen i det, der er blevet kaldt “Krigen mod terror”, men som også er blevet til modstand, sågar had mod islam og muslimer bredt set. Det som angiveligt også drev Breivik.
Selv ekstreme gerninger kan altså komme til at indgå i en større sag.
Og selv om det i yderste konsekvens er op til den enkelte at afgøre, hvad der er kært nok til at kæmpe for, så har magthavere til alle tider villet kollektivisere den beslutning ved at gøre sagen til et fællesanliggende. I folkeretslig forstand er det soldatens lod at kæmpe for en større sag, hvad enten han går eller bliver sendt i krig. Forstået på den måde, at en soldat kan være enig i krigens formål eller uenig – uanset, så kan heller ikke han tage for givet, at han vender hjem som helt. Han kan tabe krigen og alligevel blive helt i sit hjemland, og han kan sætte livet på spil uden at opnå sin nabos anerkendelse. Historien – i hvert fald filmhistorien – er fyldt med historier om den frustration, der ramte mange amerikanske soldater, der vendte hjem fra Vietnam-krigen. Uanset om de var tvunget af sted eller gik til krigen med oprejst pande for at kæmpe for friheden mod kommunismens åg – eller hvordan han formulerede det – så mødte mange af de hjemvendte en stemning af, at de havde været imperialismens lakajer imod et undertrykt folk.
Det skabte forståeligt nok en frustration, der vel kun matches af den ligegyldighed, der kan være i hjemlandet af en krig, der kæmpes langt væk.
Den frustration har også kostet danske soldater dyrt, selv om de tog af sted med statsmagten i ryggen.
Poul Duedahl minder om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der brugte modstandskampen under Anden Verdenskrig til at retfærdiggøre Irak-krigen.
– “Det er modstandskamp, vi er i gang med. Vi er alle imod fascismen. Her Saddam Hussein”, gengiver historikeren frit og sammenfatter:
– Så blev alle midler legitime – herunder at myrde også civile i det godes tjeneste – og der brugte han tanken om modstandskampen fremadrettet og sagde “det er jo vores helte”, samtidig med, at han fik lagt afstand til samarbejdspolitikerne.
– Det var måske nok for at hylde modstandsfolkene, men først og fremmest for at bruge deres heltestatus fremadrettet.
Og modstandskampen under Anden Verdenskrig folkene er løftet over det grundvilkår i en konflikt, at der er – mindst – to sager at kæmpe for. Sangens ord gør dem lige gyldige – det er sagen i sig selv, der gør livet let at leve. Det gode kan være det onde, akkurat som det onde kan være det gode. Men ikke modstandskæmperne. De er og bliver helte.
– Sådan har de i hvert fald været fremstillet i den kollektive erindring, siger Poul Duedahl, der dog fornemmer, at der “ikke længere den store berøringsangst for også at røre ved skyggesiderne af modstandsbevægelsen”.
– Men det var længe farligt at sige noget om modstandskampen, der kunne opfattes negativt, siger Poul Duedahl og mindes da hans historikerkollega fra Odense Universitet, Aage Trommer, i 1970’erne skulle forsvare sin doktorafhandling, hvori han havde argumenteret for at sprængninger af jernbanelegemer ingen effekt havde haft. At de ikke havde standset transporterne til og fra Norge.
– På forreste række satte alle de store modstandsfolk sig. De ville markere, at den slags kunne man ikke tillade sig at sige.
Men, siger Poul Duedahl, modstandskampen havde også været skræmmende for almindelige danskere.
– Og det var jo ikke ufarligt, når man sprænger ting i luften. Folk var jo skrækslagne, og det skabte jo kaotiske tilstande, luftalarmer og grædende børn, så mens man har stået i det, har det da været noget underligt noget. Det skabte usikkerhed, og der var vel en grund til, at ikke hele Danmarks befolkning gik ind i modstandsbevægelsen, formoder historikeren og lægger til, at der også efter afslutningen på krigen blev begået handlinger, der ikke passer ind i et heltebillede.
– Behandlingen af tyskerpigerne var en slags ondskab i modstandskampen i efterkrigstidens første dage. Folkedomstolene var et skråplan, og der var stikkerlikvideringer, selv om retssystemet fungerede igen.
– Så det er jo ikke entydig godt med den modstandsbevægelse, men de nuancer har der ikke været plads til. De har entydigt været helte, og de færreste har turdet sige andet, siger Poul Duedahl her, nævner han, på 70 års afstand.
Han giver samtidig modstandsfolkene, at de ikke kunne tage for givet, at de ville blive eftertidens helte.
– Ingen vidste, hvad udgangen ville blive, siger han og peger desuden på, at der var “masser af vendekåber, der så, at krigslykken vendte, og så var der ingen grænser for, hvem der vil være med og have armbind … de sidste dages hellige, siger Poul Duedahl, der ridser synspunkterne op for at understrege pointen:
– Er der en ting, historien lærer os, så er det, at verden forandrer sig, og at vores værdier forandrer sig og dermed bliver vores helte nogle andre. Der er intet, der er stabilt.
Forfattere og filmfolk har erfaret, at det har omkostninger at fremstille helte i et andet lys, end der historien og stemningen har gjort, og netop stabil er offentlighedens fordømmelse af de danskere, der – uden at være indrulleret i hæren – er taget til Syrien for at kæmpe. Dem holder “ingen” med, uanset hvem de holder med. De sættes i fængsel, når de kommer hjem. Hvis de da ikke må blive i tyrkisk fængsel. Tidligere minister Søren Pind sloges for at få dem, der kæmpede for IS, erklæret for landsforrædere, hvilket han ikke har lyst til at uddybe, efter han har forladt politik. Men Pind var ikke alene, og Poul Duedahl forstår godt politikeres behov for at give klare meldinger, fordi vælgerne gerne vil høre dem, og at det er irriterende, at der så kommer en akademiker, som ham, der nuancerer det hele. For eksempel om Syrienskrigerne er nogle skidte karle.
– Det er de jo ikke i deres egne hoveder: De tænker jo netop at de kæmper i det godes tjeneste. De har fuldstændig samme logik, som vi har, men tager bare afsæt i nogle andre værdier – og de vil sikkert synes, at det er en fantastisk sang og forstå den bedre end så mange andre og tage det meget bogstaveligt, at det er godt at dø, hvis det er for den gode sags tjeneste, siger historikeren og drager en sammenligning til modstandskampen under Anden Verdenskrig.
– Nogle af modstandsfolkene døde jo rent faktisk for det, de troede på. Syrienskrigerne har taget den samme risiko, fordi hvis der ikke er noget at dø for, så er der heller ikke noget, der er værd at leve for, siger Poul Duedahl, der – trods sammenligningen – ikke ser, at Syrienskrigerne kan opnå heltestatus.
– Der er intet, der tyder på, at de vil vinde og da slet ikke magten i hele verden, så de vil nok forblive fjendebilleder for de fleste, siger Poul Duedahl, der dog mest hælder til at de vil blive glemt.
– Der er masser af mennesker, der har kæmpet for en sag, tabt og blevet glemt, og om 100 år vil man sagtens kunne forestille sig, at konflikten og Syrienskrigerne er gledet ud i glemslen, siger han.
Set i dét lys er der i mange sager, der er værd at dø for, og Poul Duedahl peger på, at selv de store ideologier har vist sig at have relativ kort levetid og i hvert fald er sårbare over for ændrede magtstrukturer. Han fortæller en historie om en tysk kvinde, der som ung var glødende nazist, senere overbevist om kommunismens storhed og som i dag lever som kunstner på Lolland og nyder livets små glæder.
– Jeg synes i hvert fald, at læren af de store ideologier, der herskede i efterkrigstiden, har lært os, at helte hurtigt kan falde og tabere hurtigt opstå.
– Og det er tit udtryk for, at magtforhold i verden ændrer sig, siger Poul Duedahl og peger på, at den igangværende handelskrig mellem USA og Kina er tegn på, at magtforholdene er ved at ændre sig, siger han og eksemplificerer: “Amerikanerne er lige nu ikke så store helte, som da de var frihedens store bannerførere”, og “Der er ingen, der tør invitere Dalai Lama mere”.
Historikeren tager den lange kikkert op og ser tilbage, nævner den ene civilisation efter den anden, som er gået til grunde.
– I det lange løb kan holdninger være ligegyldige, ikke personligt, men historisk set, konkluderer han uden at være fortaler for ligegyldighed.
Han vender sig bare imod, at man søger heltestatus ved at dø for en sag.
– Alle mennesker er menneskelige på godt og på ondt, vi rummer mange ting, og derfor har jeg det personligt svært ved helte, siger han og peger på, at “hvilken som helst nobelpristager også har skyggesider”.
Poul Duedahl har på sin stands vegne taget tørnen med at se tilbage og afgøre, hvem der blev helte, og opfordrer andre til at lade være med at dømme alt for skråsikkert.
Han nævner, at “Nyrups far kunne have været nødt til at melde sig ind i nazistpartiet for at få kunne arbejde i Tyskland, og at han formentlig ikke anede, at nazisterne gassede jøder”.
– Men selvfølgelig også dem, der var ligeglade og spekulerede i at tækkes tyskerne, siger han og åbner muligheden for, at dem der meldte sig til Østfronten kunne være søde, omgængelige familiefædre, der måske kæmpede for at undgå kommunismen, gik ind for den private ejendomsret og at vi ikke alle skulle æde af den samme risgryde”
– Det var lidt naivt i det lange løb, men de kunne de jo ikke vide dengang, siger han.
Man kunne blive ved og nævne, at nogen betragtede Spanienskæmperne som helte, fordi de kæmpede mod fascismen. Som kæmpede imod “Djævelen selv i skikkelse af Generalissimoen, der uden videre dikkedarer udraderede alle datidens unge helte på sit sorte felttog”, som forfatteren Erik Valeur har formuleret det. Andre bebrejdede dem, at de kæmpede for socialismen. De samme syntes måske, at de frivillige på Østfronten var helte af samme grund. Andre så dem som forrædere.
Man kan også stoppe og gentage, at historieskrivning ikke er statisk, at det er risky business at pejle efter, hvad eftertiden vil sige, når man kæmper en kamp.
Det er her og nu, det gælder, og det vigtigste er at læse sin Tornerose.
– Prinsen dør jo ikke. Han får tværtimod Tornerose og får hende vakt i live igen, siger Poul Duedahl, og minder om, at sangen – altså Altid Frejdig – oprindeligt handlede om, at det er godt at tro på en sag og kæmpe for den, og at det først var under Anden Verdenskrig, at man begyndte at bruge og fortolke den med vægt på den fysiske død.
Publikationsdato: 21. oktober 2018/ Nordjyske