Aalborgs statuer fortæller tilsammen en sælsom historie, som ikke rigtig giver mening – hvis man ser efter, hvad statuerne også fortæller
Kvinder er nøgne og anonyme. De er noget og ikke nogen. Mænd er ofte nogen. Og har tøj på.
Det er det billede, som statuer rundt omkring i Aalborg tegner. Der er en danserinde, en stensamler, en gåsepige, en mor, en pige, en gratie – eller tre faktisk, som de nu var i den græske gudeverden, hvorfra de stammer – og en badende Susanne.
Ikke nogen bestemt Susanne, for så ville vi være ovre i mandeverdenen, der byder på hr. Schleppegrell, Lind, Berthelsen, Clement, X og Kvist. Altså alle nogen, der har levet – og som har tøj på.
Der er næppe nogen af statuerne, der appellerer til folkelig modstand, sådan som det i denne tid ses rundt omkring i verden, men de giver samlet set et noget bizart billede af virkeligheden … sådan i et identitetspolitisk perspektiv og i det hele taget.
Og selv om der i Aalborgs pladser og parker hverken er opstillet statuer af slavehandlere, kolonisatorer eller erklærede racister, er der sjældent noget, der er så godt, at det ikke er galt for noget. Hvis man ser nærmere efter.
Skipper Clement for eksempel. Sværdmanden, der står på en plads, der med nordjysk tilbagelænethed bare hedder “Skipperen”, og som har både en skole, en gade og en vej opkaldt efter sig. Han huskes som oprørsleder, og den slags bliver husket, hvis eftertiden synes om oprøret, eller man vinder.
Mange sejrherrer verden over er blevet væltet af piedestalen, fordi andre er kommet til magten. Skulle det eksempelvis og sat på spidsen ske, at nazister og fascister kom til magten i Danmark – det sidste kan vel næppe helt afvises – så vil det formentlig gå ud over selv mindesmærkerne for modstandskæmperne fra Anden Verdenskrig.
Skipperen var ingen vinder. Han tog i 1534 del i, hvad der med nutidens øjne ligner et bizart magtspil med religiøse undertoner om hvem, der skulle være konge af Danmark. Skipper Clement støttede taberen, blev selv fængslet og henrettet, men er af eftertiden hverken blevet klandret for at bekæmpe protestantismen eller for at have støttet en falden eks-konge, der sad i fængsel, fordi han med fremmed magt havde forsøgt at genvinde kongemagten.
Tværtimod blev Skipper Clement husket og hædret – blandt andet med sin egen morgensang, hvor forfatteren Ebbe Kløvedal Reich i omkvædet, der lyder “bønder, tømrer og jyske knejte. Nu skal vi sejre i grevens fejde”, sætter ham i et selskab, som vi godt kan lide.
I denne historie optræder Skipper Clement som en understregning af, at man i visse tider af historien har hædret virkelige mænd – altså nogen, der har levet – med en statue. Han får her lige følgeskab af Friderich Adolph Schleppegrell, den i Norge fødte general, som gennem tiden har ærgret mange, der har det lidt stramt med at stave. Efter nutidens begreber var han ret beset en lejesoldat, som i øvrigt blev dræbt under slaget på Isted Hede i 1850, efter hvad man vist skal have været samtidig officerskollega for at se som noget rosværdigt: Schleppegrell satte af sted på hest med hævet sabel mod skydevåbenbevæbnede modstandere, der havde erobret en kanon. Schleppegrell blev skudt.
Men han havde i 22 år gjort tjeneste ved 3. Jyske Infanteriregiment i Aalborg, så 29 år efter hans død rejste Danske Våbenbrødre med bidrag fra stat og komune med ét m samt kvinder og mænd en statue, der i dag står i Kildeparken tæt på, hvor den oprindeligt stod. Ifølge den fine bog “Skulptur i det fri i Aalborg”, har Dronningens Livregiment forsøgt at få statuen til Nørre Uttrup Kaserne, men “der rejste sig en række protester, og sagen løb ud i sandet”.
I Aalborg holder man på sine tabende krigsmænd. Men pointerne fra indledningen skal ikke kun underbygges med historiske tørkager, der skal også være plads til gak og løjer. Lige syd for Kildeparken foran den gamle hospitalsbygning ligger Rømersvej, som omkranser en strimmel park. Her står en statue – ikke af den berømte astronom, men af Jørgen Berthelsen.
Og selv om man måske ikke kender ham, så er han nogen. Aalborgenser, politiker og ridder af Dannebrog for eksempel, og statuen er endda resultat af en landsdækkende indsamling.
Det var kolonihavefolk landet over, der ville hædre idemanden bag kolonihavetanken, der ud over på den måde at slå et slag for folkesundheden også blev en slags far til indbegrebet af den danske hygge i mormors kolonihavehus … i moooormors kolonihaaaaavehus.
Han kan vel kun stå for det gode. Her kan intet vel være galt, tænker læseren måske, men så skulle de se på statuens nære omgivelser. Her er vi i en miniudgave af en vildtvoksende blomsterbed, som måske nok er en tidssvarende vi-må-gøre-noget-for-biodiversiteten-ting, men som i denne sammenhæng også kan ses som de kommunale gartneres skæve hilsen til det, som Berthelsens ide også voksede til: intet sted gror det selvretfærdige, rethaveriske, regeltyranni vel med samme kraft som i kolonihaverne. Skam for den, der ikke klipper sin hæk, eller lader vokse vildt.
Efter at have påvist, at der ikke er noget godt, som ikke er galt for andet, tager vi en smut til Sohngaardsholm Slot for at diskutere udsagnet, at mænd er nogen, som har tøj på.
Der er faktisk flere nøgne mandefigurer i Aalborgs gader og parker, men så er de noget, ofte figurer i en fortælling – oftest mytologisk. Således også manden, der sidder her ved slottet. Han hedder Kain, og vi skal møde hans forældre om lidt, og han er vel i en vis forstand nogen. Hvorom alting er, så er det – efter nutidens moralbegreber – rimeligt frisk at opstille en statue af en morder. En brodermorder.
Vi må tilbage til Kildeparken, hvor far og mor, Adam og Eva, holder til. Farmand er også nøgen, og hans kone er end ikke undt et figenblad. De er nemlig også statueret, efter at de har gjort, hvad de ikke måtte: spist af Kundskabens Træ. Villet være klogere. Vide mere. Denne handling, som ellers har hjulpet mange og meget på vej, var no go, og i Bibelen fortælles det ifølge bibelselskabet.dk “ikke uden et gran af ironi, at det eneste, de opdager, er, at de er nøgne. Uden tøj, klædt af til skindet også i overført forstand, sådan ser de nu sig selv”.
Egentlig var det vel Eva, der stod bag, og det er måske forklaringen på, at de fleste af hendes medsøstre i det aalborgensiske er portrætteret nøgne. Undtagelserne: Der er kvinden, der samler sten. Hun har en særk på, men er stadig mere noget end nogen. Der er konen med æggene, der har kjole på, selv om hun – som Eva – skulle spille smart og ikke bare gøre som fatter. Der er Kineserpigen, som er røvet og bortført af en kedelig karl, en centralasiatisk nomademand med formentlig både voldelige og sexistiske bagtanker men alligevel værdig til en statue ved Skydepavillonen – forstå det, hvem der kan. “Hunner med kineserpige” udgør i øvrigt for tiden en tredjedel af Aalborgs rytterstatuer, efter at kong Christian X for en stund er kørt i stald – og dermed undtaget for et nærmere køns- og identitetspolitisk eftersyn.
Den anden er “Rytteren”, der siden 1935 har redet rundt på det, der nu hedder Louises Plads. En nøgen mand i øvrigt. Ikke nogen.
Den tredje lyder faretruende, men er vel en statuette. “En rasende kosak” rider hen over et lig på Gabels Plads, efter at have været noget rundt i byen og – nævner omtalte bog – i en periode “fristet en trist skæbne på en kommunal oplagringsplads”. Det ydmygende understreges af, at den lille kosak hærges af hærværksmænd – som stjæler hans sværd – og klædes på for sjov. En sælsom skæbne for en kriger, hvis levende forbilleder selv hærgede løs mellem de store russiske floder – hvilket vi altså synes fortjener hæder.
Der kan være flere ryttere derude. Man skal passe på med at fremstå for skråsikker, for der er altid nogen med et stort kendskab til hjørner af verden, som ved bedre. Altså passer vi på med at udnævne “Pige med sjippetov” som sidste eksempel på et hunkønsvæsen med tøj på, men nævnes skal hun. Hun står ved Gl. Hasseris Skole med fletninger, kjole og … sjippetov, og det ville helt ærligt og set gennem nutidens briller være lidt underligt, hvis hun skulle være nøgen.
Det gælder også den lille dreng i Kildeparken, som i øvrigt har en tvilling i Kolding. Han er bare nøgen og desuden skræmmende i sin vellyst. Eller måske er han bare glad? Man kan – ud fra en nutidig moralopfattelse – se det som en formildende omstændighed, at han er skabt af en kvinde, men ellers er forklaringen – selvfølgelig – at vi har bevæget os ind i det mytologiske, og i gudeverdenen er tingene ofte … anderledes. Bacchusbarnet hedder statuen af det lille på vindruer-trædene-og-i-håndenholdende barn, som er en dreng. Det lader sig se.
Inden vi ser nærmere på de nøgne kvinder, dvæler vi ved en pudsig underkategori af nøgne mænd, som vel næppe er en kommentar til nutidens dyreaktivister, selv om det kan tolkes sådan. Både Pantherjægeren i Kildeparken og vildmanden i Zoo er stukket af sted med dyreunger. Pantherjægeren er vel egentlig den jagede, for han angribes af ungens mor, hvilket gør, at værket også kan aflæses ud fra et andet og stadig gangbart kønspolitisk perspektiv. Han kan bare nære sig, kan han. Det kan vildmanden tydeligvis ikke. Eller det kan åbenbart også diskuteres. Der er givetvis ret mange børn, der siden 1935 er blevet skræmt af mandens udtryk, der matcher den pigerøvende hunners, men i førnævnte bog om Aalborgs statuer kan man læse, at “efter ansigtsudtrykket at dømme vil vildmanden behandle dyrene godt”.
Hvad angår kvinderne, så vil mange kunne læse noget uskyldsrent og naturligt i eksempelvis De tre gratier, Danserinden og Moder med barn i Kildeparken, mens nogle vil finde Susanne, der bader ved Rotunden i Hasseris en smule … frivol, som det vel hed i 1960’erne, hvor hun blev skabt.
Der er også den mest kendte af dem alle, Gåsepigen, som byder på en ekstra krænkelsesudløsende pointe. Hun er faktisk rejst for tobakspenge, og sådan er det jo også her i Aalborg. Der er ret meget, der står på ryggen af sprut og cerutter.
Samlet set behøver man ikke at være hverken første-, anden-, tredje, fjerde- eller femtebølgefeminist for at synes, at der er en påfaldende overvægt at nøgne, anonyme kvinder i byens samlede statuesamling, og i den sammenhæng skal det måske nævnes, at der også er mænd, der ikke er nogen, men bare noget, som alligevel har fået tøj på.
Der er stensamlerskens pendant, Den jyske høstmand – hvis etnicitet i øvrigt fremstår som et postulat – og så de gæve gutter, der mødes i Øgadekvarteret for at fortælle, at Himmerland og Vendsyssel i samarbejde har skabt Aalborg.
Læseren må selv undre sig over resten, og kan øve sig i at se underliggende ufortaltheder ved at tolke på forskellen imellem og placeringen af den store stampende tyr, der med culotten vendt mod Vendsyssel står midt i byen som – skriver bogen -et symbol på cimbrernes livslyst og udlængsel, og så den store ko, der siden 1970 har været ved at lægge sig til rette lige uden for byen – i Skalborg – med horn og snude vendt den anden vej og oksehalen vendt mod Rom og Jerusalem. Der er noget at tage fat på.
H. P. Jensen, der har skrevet “Skulptur i det fri i Aalborg”, fortæller gavmildt, at ko-skulpturen oprindeligt hed “Ko, der rejser sig”, men at folk med forstand på køer tydeligt kunne se på bagbenenes placering samt horn og ørernes stilling, at den er ved at lægge sig.
Sådan blev ko-figuren en understregning af den gamle saying om, at “det sete afhænger af øjnene, der ser”.
Hvad man kan se.
Hvilket fører os over i, at en historie som denne må have en morale. Men først til Nørresundby. Her vil en gruppe mænd, for hvem 1970’ernes fodbold står lyslevende, rejse en statue af deres bysbarn, fodboldstjernen Henning Jensen. De kalder det ganske vist en skulptur, fordi de synes statue er for prangende, men den egentlige udfordring for dem vil blive, at de fleste forbipasserende næppe vil vide, hvem manden er. Akkurat, som dem, der i 1972 lod Volmer Lind forme i sten for at hædre, at han i 1946 grundlagde Tivoliland, må acceptere at stadig flere end ikke ved, at der har været et tivoli i Karolinelund.
Og hvor mange går forbi Anton Kvist-busten i Kildeparken og ved præcist, hvorfor den står der?
Det er den sokkel, statuer står på. De giver mening for nogen, ikke for alle. Og de giver mening i en tid.
Vi tager en smut udenbys, som man nogle gange må for at se sin egen verden. Ved Høllund Søgård mellem Hovborg og Vorbasse står en statue af Enrico Mylius Dalgas, som også har fået mindesten, buster med videre en del andre steder – også i Hjørring – og da også en gade opkaldt efter sig midt i Aalborg.
Grunden til, at vi så godt kan lide denne Dalgas, er, at han gjorde en, forstår man, utrættelig indsats for, at man kunne bruge den jyske hede til andet at end at ligge hen. Han var medstifter af og i 28 år direktør for Hedeselskabet, som stod bag opdyrkningen og tilplantningen af heden.
Det er med i fortællingen om, at Danmark klarede sig, selv om man fik tæv af tysken i 1864 og mistede 40 procent af landets samlede areal, og Enrico Mylius Dalgas blev – på trods af at han stammede fra en fransk flygtningefamilie og er født i Italien – én af danmarkshistoriens store. Ifølge Den Store Danske faktisk “en national myte”.
Hvad sker der nu med ham, når man finder ud af, at det i det store co2-regnskab faktisk var bedre, hvis man havde ladet heden ligge – altså at det klimamæssigt var skidt, at man pløjede heden op, selv om man plantede meget af den til med grantræer, grantræer og grantræer?
Svaret må være, at man må nyde momentet, som er man en surfer, der nyder farten hen over bølgen, selv om hun ved, at vandet venter lige om lidt.
Uforanderligheden er en faktor. Og man skal være varsom, når man dumper i og kommer til at tro, at tingene er, som de er og altid vil være sådan.
Man møder indimellem folk, der ser verden sådan. Som sjusker med omtanken og glemmer, at omtrent alting engang var anderledes, og dermed misser den logiske følgeslutning, at det nok også bliver sådan i fremtiden.
Vi er ikke kun begrænset af, hvad vi kan se, men også af, hvad vi vil se.
Med det udgangspunkt, at der ikke er nogen linje i eller eviggyldig mening bag, at nogen eller noget er blevet rejst i sten eller støbt i bronze – heller ikke i Aalborg – så må vi alligevel gå ud fra, at det har givet mening i skabelsesøjeblikket. For kunstneren. For dem, der har betalt. Måske endda for samtiden.
Det betyder ikke, at de samme skulpturer eller statuer giver mening i dag.
Morale:
1. Verden har det med at forandre sig.
2. Man skal huske ikke at glemme at se fremad.
