Hvis du læser på telefon, så er det lettest her:
På sporet af keramikkens magi
Flere og flere tager den lange tur fra Europa til Japan. Mange for at opleve blomstrende kirsebærtræer, samuraikultur, geishaer, templer, sashimi, sake og vulkanen Fuji – andre er fascineret af landets rige keramik-traditioner
De er mere end almindeligt interesserede i, hvordan man kan give ler form og farve. Det er nysgerrighed så dyb, at de gerne rejser til den anden side af jordkloden for at lære af keramikkens mestre.
Andre har vulkanen Fuji – den kolossale, sneklædte, symmetriske kegle, der troner frem uden for Tokyo – som et mål for deres rejse til Japan. Rejsende med Ceramic Adventures lader sig nøjes med at se det mytiske bjerg ud ad vinduet, når de suser forbi i højhastighedstoget Shinkansen. Kursen er sat mod et andet slags eventyr.
Manden bag Ceramic Adventures, Gregory Hamilton Miller, 54-årig keramiker med base i Vendsyssel, lærte som ung tre år hos Tatsuzō Shimaoka, en af de helt store japanske keramikere og hædret med titlen Ningen Kokuhō – levende nationalskat.
Det har været med til at give ham adgang til en række internationalt anerkendte keramikere rundt omkring i Japan, og det lader han komme andre til gavn. Her og nu en gruppe af danske, hollandske, norske og engelske keramikere og keramikinteresserede, der er fulgt med ham på eventyr.
Ét stop er Mashiko, stedet hvor Gregory Miller var i lære, men også en verdenskendt keramikby med angiveligt flere end 250 keramikværksteder og 50 butikker. Mashiko er en højborg for Mingei-bevægelsen, som i 1930’erne genoplivede landets keramiktradition.
Bevægelsen blev tænkt frem af filosoffen Sōetsu Yanagi og gjort håndgribelig af keramikere som Kawai Kanjiro, hvis hus og værksted gruppen besøgte i Kyoto, og ikke mindst Shōji Hamada – læremesteren til Gregory Millers læremester og den første Ningen Kokuhō.
Shōji Hamada betydning for keramikken er kolossal, og i Mashiko har man skabt et museum, som både huser værker fra mesterens hænder og andre, som den berejste mand har bragt med hjem fra Europa.
– Sidder vi godt nok her i Hamadas hus og drikker matcha, lyder et udbrud fra en af keramikerne. Det lille “godt nok” fortæller, at ærefrygten er stor.
Ikke langt fra museet har Ken Matsuzaki, en nulevende keramiker-stjerne, galleri og værksted. For en af de rejsende er der noget ganske særligt ved besøget. Han er selv en anerkendt keramiker, udstiller i ind- og udland, og har fulgt Ken Matsuzaki gennem mange år. Han har studeret ham på adskillige youtube-videoer, men har aldrig mødt ham.
Nu har han både mødt ham og bragt et af hans værker med hjem. Han ville egentlig ikke købe, men han måtte benytte chancen.
Ken Matsuzakis keramik er ikke billigt. Priserne ligger væsentligt over, hvad man betaler i butikkerne inde i Mashiko. Alligevel er der flere, der køber. De kan ikke lade være.
De små skåle og krus pakkes omhyggeligt i en tilpasset æske, der er vigtig i sig selv – ikke mindst, hvis keramikken skal gensælges. Ken Matsuzaki deler kataloger ud til interesserede og sætter sig for kunstfærdigt at signere dem.
Keramikerne beskriver Ken Matsuzaki som glasurens og brændingens mester. Det er kemi for viderekommende, når de diskuterer, hvordan forskellige stoffer reagerer på forskellige temperaturer og brændetider. Ken Matsuzaki er kendt for at eksperimentere med ældgamle teknikker, så aske fra brændingen giver hans keramik det udtryk, han søger. Det handler igen om, hvordan man brænder, hvor længe, hvor mange gange og ved hvilke temperatur, lige som nedkølingstid og valg af træsorter spiller ind. Blandt andet.
Ken Matsuzaki fortæller om erfaringer med til sidst – en brænding i en såkaldt klatrende ovn med flere kamre varer i dage – at kaste salt ind i kammeret i stedet for at sprøjte det for at få den finish, han ønsker.
En kyndig keramiker forklarer, at brugen af salt i brændingen egentlig bygger på gammel europæisk erfaring. Man konstaterede, at leret fik en anden overflade end ellers, når man fyrede med strandet – og altså saltholdigt – træ. Nede i detaljen gør det altså også en forskel, hvordan man bringer salt ind i processen, og her imponerer Ken Matsuzaki selv de erfarne keramikere. Eller måske især dem.
Ken Matsuzakis stilsikre fremtoning med stort krøllet hår og lædervest spiller fint sammen med, at han er optaget af glasuren, og hans vognpark uden for det nette værksted er med til at fortælle, at han er succesfuld.
Samme syn for sagn får man ikke hos keramikeren Shozo Michikawa, der tager imod i t-shirt i sit undseelige værksted uden for Seto, en anden keramikby. Årtiers roderi omkring galleriet – og i hans værksted – peger ikke på, at Shozo Michikawa langt overgår Ken Matsuzaki i international berømmelse og for den sags skyld salgspriser. Trods de ydmyge omgivelser har vi at gøre med en mand, der ikke bare har udstillet i Milano, Paris og New York, men også udstiller fast på et galleri i London.
Keramikerne er benovede ved mødet, som var de filminteresserede, der mødte Robert de Niro. De har fulgt ham på Instagram, og én af dem har ham som sit helt store idol.
– Jeg kunne dø for den her, siger hun og rører andægtigt ved et af de udstillede værker.
Her nøjes de ellers meget begejstrede deltagere med at røre. Ingen køber. Det billigste er en lille sake-kop, der koster omkring 5000 danske kroner.
Dagen før gruppen var på besøg havde Shozo Michikawa haft besøg af en samler, der var draget af sted med to af hans ting til en samlet pris på en halv million danske kroner. Næsten ubegribeligt sammenlignet med keramikpriser i Danmark.
Shozo Michikawa har udviklet en helt særlig teknik, hvor han skærer og vrider leret på drejebænken i karakteristiske former, Han fortæller, at han har udviklet sin teknik for flere end 30 år siden, og at han er inspireret af at være vokset op på øen Hokaido, øens lava og voldsomme energi. Med den som baggrund forsøger at række ind i stilhed og ro.
Shozo Michikawas teknik lader sig åbenbart ikke bare lige efterligne.
Ikke, at han holder teknikken hemmelig. Den lattermilde mand fortæller gerne og viser, hvordan han gør. Keramikerne ser andægtigt på, mens mesteren næsten brutalt forvandler en klump ler til en tallerken, der bærer hans karakteristika og snart er parat til at indgå i den række af tallerkner, som Shozo Michikawa fremstiller for en eksklusiv gourmetrestaurant.
International kendthed til trods, så har Shozo Michikawa sat lille Tolne i Vendsyssel på sin rejseliste. Det gælder også keramikeren, Chikako Yoshikawa, der lige som Michikawa tager sit hold af assistenter og familie med, når hun besøger Gregory Miller.
I dag tager hun imod i sit værksted i Tokoname, hvor hun viser rundt, og hvor hendes hold af hjælpere disker op med et overdådigt måltid.
Der må andet til end bare keramik, selv på et keramikeventyr. Mad, for eksempel, men også tid til at fordøje indtryk.
For nogle timer siden syntes hans rejsefæller ellers umættelige, da de sammen med en lokal ven af Gregory gik ad keramiker-stien gennem en gammel del af den historisk keramikby, hvor værksteder og gallerier ligger dør om dør.
Bag én af dem råder 83-årige Hirano Yuichi, som fire generationer keramikere har gjort før ham. Han tager imod Gregorys gruppe, selv om han er ved at gøre klar til en udstilling i Tokyo sammen med en af de mest berømte keramikere fra USA, Theaster Gates.
Hirano Yuichi mørktonede keramik fylder hylde efter hylde i galleriet, en pæn del står udenfor, ikke af pladsmangel, men for at få den sidste finish af vejr og vind. Hirano Yuichi tøver ikke et sekund, når han bliver spurgt til en pris, og heller ikke her skal man lade sig forlede af roderiet, her er keramik til priser, som får den medrejsende økolandmand til at overveje at skifte erhverv.
– Jeg tror, jeg må på kursus. Der er flere penge i det her end at malke køer.
Landmanden synes at gennemskue, at prisen stiger, når resultatet ikke er perfekt.
De drevne keramikere ser andet. De ser glasurer og brændinger, der har givet helt særlige udtryk. For det utrænede øje ser det tilfældigt ud, men ikke for det trænede. Det ser udtryk, som man kun kan lede efter, ikke bestemme på forhånd.
En lille lys skål, hvor glasuren på den ene side er krøbet sammen i små dupper, tiltrækker sig opmærksomhed. Den fotograferes, løftes, betragtes, røres ved, drejes og vendes. Dens udtryk kan se tilfældigt ud, men er det næppe.
– Den brænding har han ikke været utilfreds med, siger en erfaren keramiker.
Det fortæller prisen i øvrigt også, så skålen bliver stående i vejrliget og venter på en velhaver.
Videre går det mod andre gallerier og museer, hvor keramikken folder sig ud, men Fuji eller ej, så har rejselederen øje for, at der må andet til end brændt ler. Mad, blandt andet.
Han tager gruppen med rundt i det japanske køkken, op i bjergene, hvor te-busken vokser, og hvor lokale laver mad til – og sammen med – de europæiske gæster. Han tager dem med på indigo-farverier, madmarkeder og buddhistiske templer, men det er keramik, der gør håndbagagen tung, da turen går hjemad.
I Gregory Millers taske ligger der en særlig skat. En morgen i Tokyo, inden turens deltagere ankom til Japan, besøgte han søndagsmarkedet i Monzennakacho. Et guldskær fra en teskål fangede hans opmærksomhed. Den var repareret med den særlige kintsugi-teknik, hvor man bruger netop guld til at klinke, men det egentlige guld glimtede ikke umiddelbart. Der stod også en vase, der fik Gregory Miller til at studse. Han gik videre, men vasen slap ham ikke, og han måtte tilbage, fordi den mindede ham om Hamada Shoji’s mønstre og penselstrøg.
Han spurgte på prisen, som var en lille hundredkroneseddel. Sælgeren vidste ikke mere om vasen, end at den kom fra Mashiko.
Gregory Miller købte vasen og nævnte, at den kunne være lavet af Hamada Shoji – den store mester med sit eget museum, hvor gruppen drak matcha.
Han diskuterede sit fund med keramikkendere i en anden bod. De afviste først, at man kunne finde en Hamada Shoji-skål på markedet, og mente endda, at Gregory var blevet snydt med prisen for vasen. Ældstemand i boden studerede dog skålen nærmere og åbnede for muligheden, at Gregory Miller havde set rigtigt. Selv takkede Gregory de mange gange, han havde studeret Hamada Shojis teknik, og at det havde fået ham til at dvæle ved vasen. En lignende var blevet handlet på en auktion for 150 gange beløbet, han havde givet. Dog med den vigtige æske. Vigtigere for Gregory Miller var, at han nu som i et rigtigt eventyr kunne tage en skat, et ægte Hamada Shoji-værk, med hjem til sin keramikerhustru, Janne Hieck, i Tolne.
– Det vil nok ikke gøre hende ulykkelig, siger amerikaneren, der synes at have lært at sig sprogtonen i Vendsyssel.