En historie om fundet af en bog, der blev billet til en rejse til øde øer og ind i forståelsen for, at man må være blandt mennesker, selv om man kan miste dem undervejs. Om at det blev lettere at smyge sig af sin købmandskittel, om at Robinson Crusoe havde to fædre, om lykken ved at læse, besværet med at skrive, om ikke at spilde sin tid og at finde væk fra sin egen øde ø

Jeg anede ikke, at Robinson Crusoe havde været slave i Marokko

Jeg anede ikke, at Robinson Crusoe havde været slave i Marokko. Jeg synes ellers, jeg har læst historien om manden på den øde ø flere gange, men jeg vidste for den sags skyld heller ikke, at han senere var plantageejer i Brasilien og involveret i slavehandel, ligesom det kunne have overrasket mig, at han var glad for en dram.

Det er jo for så vidt også detaljer i den mægtige historie om manden, der forliser på det store hav, redder sig i land og klarer sig år efter år på en øde ø, fordi han helt alene finder løsninger, så han kan overleve.

Fascinerende er det, at romanen om den forliste sømand er blevet en fælles historie for omtrent alle i den vestlige verden. Andre end jeg har måske – af grunde, jeg kommer til – misset det med Marokko og Brasilien, men alle ved, at Robinson Crusoe en dag møder Fredag – som jeg af en eller anden grund altid har forestillet mig som neger, som det hed engang.

Sådan gør man sig forestillinger, når man læser. Det er også selve meningen med det, synes nogle. At man får billeder på, hvordan det også kan være. Det giver i hvert fald redskaber til at navigere. Til at finde veje væk, så man ikke strander på sin egen øde ø. Til at turde mennesker og måske endda forlige sig med, at man kan miste dem undervejs. Sikke en gave, det så er.

Uanset så ved jeg nu både det med slavetiden, slavehandlen, og at Fredag var indianer.

Det gør jeg, fordi jeg en dag pakkede en kasse op.

I kassen var der bøger, der engang havde stået i mit barndomshjem, der var den ene halvdel af en købmandsgård i en landsby, der dengang lå noget længere uden for Aalborg, end den gør i dag. Oppe på loftet stod en hvid reol, eller hvid blev den faktisk først år senere, da dét blev moderne, men den lyser pludselig nu i et særligt skær. Dengang stod den dybest inde ad den lange gang, der førte hen til mine forældres soveværelse, den mørke skunk og den forbudte dør til ejerens pulterrum. En bogreol fyldt med drengebøger, der var udkommet i 1930’erne og årtiet derefter.

De havde været min fars. Han havde nemlig været syg af gigtfeber og vist nok ligget længe på sygehus, hvor han åbenbart fik tiden til at gå ved at læse. Jeg kan ikke spørge ham, for gigtfeberen havde, så vidt jeg har forstået, svækket hans hjerte, så han døde ret ung – eller i hvert fald i omtrent den alder, jeg har nu.

Jeg var vist det, man kalder en rask dreng, men læste mig alligevel i 1960’erne igennem reolens hyldemeter af bøger.

Dér åbnede sig verden: engelske kostskoler, fjerne egne, jungler, store have, mørke skove, ukendt land og kolde egne. Der var skoledrenge, nybyggere, ængstelige mødre, strenge fædre, soldater, sømænd, krybskytter, indianere …

Der var måske allermest bøgerne om Jørn Havbo, fiskerdrengen fra den nordjyske vestkyst, der bare måtte til havs, og som plantede en udvé i en uforvarende dreng, så han i alle årene efter – og stadigvæk – mærker dét sug i maven, når han står ved en kajkant med store skibe i syne.

Og så var der historien om Robinson, der i øvrigt også var købmandssøn, selv om det var noget ganske andet i York i 1700-tallet – eller i Hamborg hundrede år efter eller bare generationen før min – end det var i et nordjysk landsogn for 40-50 år siden. Jeg behøvede ikke stikke til havs for at smyge den ventende købmandskittel af mig.

Jeg tog på sin vis vejen via den hvide reol, som også blev mit Narnia og én af mine barndoms øer.

Men altså i kassen var en flot blårygget bog med en tegning af den skæggede, læderklædte skibbrudne med parasol og lama i snor. Robinson Kruso står der med svungen guldskrift og streg over u’et. På ryggen står der J.H. Campe. Dét kan man godt studse over, når nu Robinson Crusoe er skrevet af Daniel Defoe og – viser det sig – allerede i 1719; 27 år før Joachim Heinrich Campe blev født. Jeg lod i nogle år det være et af (min) verdens uløste mysterier, ligesom jeg forligede mig med, at jeg ikke syntes at genkende bogen, selv om min fars navn var stemplet i den, og den altså måtte have stået i den hvide reol.

For et stykke tid siden satte jeg mig for at finde ud af det dér med Defoe og Campe, men det var først for nylig, da jeg havde min 57. fødselsdag og dermed oplevede én mere, end min far nåede, at historien turde lade sig skrive.

Omtrent samtidig løste det andet lille mysterium sig, for jeg fandt den bog, jeg kan huske at have læst. En lidt tyndere bog, hvis forside er prydet af en tegning af Robinson iført pelsdragt stående svært bevæbnet med spyd, flitsbue, økse og pile foran en knælende brun nøgen mand. Forfatteren er også Campe, og bagpå står der, at ”denne udgave er den rigtige”.

Overraskelsen afslører naturligvis ukendskab til de dele af litteraturhistorien, hvor Robinson Crusoe-fortællingerne er beskrevet og analyseret, men uvidenhed er på sin vis vejen til viden, ligesom den banale erkendelse kun er banal for den, der har gjort den. Som at en pind er bedst som spyd, når den tunge ende er forrest, eller at der skal ord ind, for at ord kan komme ud.

I hvert fald har jeg nu læst den blåryggede Campe og Defoes fortælling om den engelske Robinson Crusoe – og i øvrigt også, hvad den har sat gang i hos den amerikanske forfatter Jonathan Franzen – men først til tyske Robinson Kruso, der aldrig har været hverken slave eller i Marokko.

Romanen er en moralsk fortælling om den dovne, forkælede rigmandssøn fra Hamborg, der trods heftig modstand fra sin far lader sig friste af en tur til havs. Han forliser, tager hyre på et langfartsskib, som også forliser, og så er det, at hjælpeløse Robinson redder sig i land på en ø i Caribien.

Historien ruller sig ud, og Robinson overvinder både farer og ensomhed. Overlever. Efter mange år kommer indianeren Fredag til, senere gør menneskeædende vilde, skibbrudne spaniere og britiske skurke, inden Robinson Kruso kommer hjem til sin far i Hamborg og sammen med Fredag lever til deres dages ende som lykkelige snedkere.

Undervejs blev den uvorne og dovne knægt forandret til en gudfrygtig og flittig mand, som erfarer, at Gud både straffer og tilgiver, som da Robinsons tamme lamaer overlever en naturkatastrofe. Robinson indser på sin ø, at guld er et usselt metal, og især at flid er en dyd.

Den protestantiske puritaner, altså Joachim Heinrich Campe, der hverken lader sin Robinson have laster eller lyster, har på mange måder og selvfølgelig et verdensbillede, der er præget af ”skrivende stund”, men han har også en passus, der er skræmmende aktuel. Han lader Robinson – da der er kommet spanske sømænd til øen – fundere over, om det nu går an, at der er både lutheranere, katolikker og hedninger på hans ø.

– Vil det ikke snart føre til splid og samfundets opløsning, spørger han sig selv og kommer i tanke om sin historieundervisning om diverse religionskrige, som havde raset af én grund:

– Altid fordi magthaverne ville tvinge undersåtterne til at tænke og tro som dem selv.

Sådan kan en romanforfatter lettere end en journalist tage en omvej for at lufte en holdning – alt efter hvilken og hvor mange redaktører der har været på spil. Når man læser Daniel Defoes Robinson-fortælling, står det snart klart, at han næppe har været redigeret voldsomt meget, og at Joachim Heinrich Campe på én gang har forenklet historien, bibeholdt fortællekraften i den evige historie om individets kamp for overlevelse – om kulturens armtag med naturen – og lagt lag af tidstypisk opdragelse og protestantisk opfattelse af pligt på. Tyske Robinson når frem til, at det bedste er:

– At jeg skal leve af mine hænders gerninger og ikke af funden rigdom.

Daniel Defoes roman er langt mere detaljeret – og rodet. Robinson er mere sammensat og skrøbelig. Mere menneskelig, vel.

Han er her en engelsk dreng, dog med tysk far, der er vokset op i York med udsigten til at skulle efterfølge sin far inden for handelslivet. Drengen modstår det vældige pres og følger sin egen lyst ud på havet, hvilket han – selvfølgelig – fortryder så grueligt.

Engelske Crusoe er længere undervejs, inden han når sin ø, der i øvrigt viser sig at ligge i nærheden af Trinidad og Tobago ud for Venezuelas kyst. Ud over at være slave i Marokko er han en årrække plantageejer i Brasilien, inden han igen går til havs for at medvirke til slavehandel. Han forliser – igen – men overlever.

Han redder sig i land og lever i flere end 25 år på øen, inden han møder sin Fredag. Han håndterer på samme måde som tyske Robinson den ensomme mands møde med naturen, dog med for eksempel de forskelle, at han – den engelske Robinson – nyder en dram rom og – som medicin – gør brug af tobak, som i øvrigt for alvor er styrkende og helbredende, når unge tobaksblade har lagret et par dage i rom. Dén snaps gør stærk, forstår man.

Defoe giver også sin Robinsen tid til mange religiøse og moralske overvejelser, og hans tidligere bestræbelser på at blive rig bliver sat i relief, da han under tømningen af det forliste skib finder en pengeskat.

– Jeg smilede ved mig selv, da jeg så disse penge. ”Oh billige tant”, sagde jeg højt, ”hvad skal du nytte”. Intet er du værd – end ikke at samle op fra jorden. En enkelt kniv er mere værd end disse penge. Brug for jer har jeg ikke, bliv, hvor I er, og gå til bunds som et kræ, hvis liv ikke er værd at frelse.

Crusoe diskuterer det rimelige i, at han udsættes for så megen ugunst, men dog reddes. Om han er et kræ værd at frelse. Løjerligt nok indeholder bogen sågar en skematisk opstilling af de onder og goder, der er ved, at han skyllede i land på øen. Som havde han været til en af nutidens coaches.

Da han møder sin Fredag og to andre vilde, når han frem til, at ”mennesket har de samme egenskaber”, hvad enten de er kristne europæere eller blot vilde.

– Når det behager Ham at give dem lejlighed til at bruge disse gode egenskaber, er de lige så rede, ja, endnu mere rede til at anvende dem til de rigtige formål, som er disse egenskabers bestemmelse, end vi andre.

Og også engelske Robinson besnæres af flidens kraft:

– Erkendelsen herfra gjorde mig undertiden meget tungsindig, når jeg tænker over, hvor slet en brug vi andre ved så mange lejligheder gør af alle disse evner og anlæg.

Den Defoe, jeg har læst, er udgivet af Dansklærerforeningen i 1987, og redaktøren, Gert Emborg, forholder sig tidstypisk til det individualistiske og synes at bekymre sig over den eskapisme, historien kan lokke læseren ud i. Reklamedrømmen om den øde ø.

Men der er også drømmen om at forvalte sit eget liv.

Og som jeg senere kommer ind på, kan historien i dag bringe en læser hen til, at fliden – de crusoeske pligter – ikke er nok til at fylde tilværelsen.

Sådan er der alt efter temperament og synsvinkel også i dag oplæg til mange diskussioner i det, der af nogle blot(!) betragtes som en drengebog – og det gælder, hvad enten man læser Campe eller Defoe. For eksempel om årsagen til, at ingen af de to på noget tidspunkt lader Robinson kede sig.

Eller man kan blot læse sig hen på sin øde ø og forestille sig, hvordan man overlever på snilde og håndelag.

Et pudsigt eksempel på fortællingens kraft er i øvrigt, at den danske forfatter Kim Leine i sin roman ”Profeterne i Evighedsfjorden”, der foregår i slutningen af 1700-tallet, lader sin hovedperson, præsten Morten Falch, læse højt af ”sin gamle drengebog” for madam Kragstedt, da de to ensomme sjæle sammen finder en ø blandt andre mennesker i den grønlandske bygd.

Det er i en tysk oversættelse, altså Defoes bog, og Leine skriver:

– Hun er Robinson, han er Fredag, og hun brister i gråd over sin ufrihed, sin barnløshed og den ulidelige kedsomhed bag kolonihusets tømmervægge.

Et andet billede på Robinson Crusoe-fortællingens storhed er, at man rent faktisk kan rejse til Robinson Crusoe, for ikke nok med at Robinson har to litterære fædre, så kan man lægge til, at Defoe – nok – havde fabuleret sin historie over en skotsk sømand, Alexander Selkirk, der i begyndelsen af 1700-tallet i godt fire år levede som skibbruden på en øde ø, inden han blev reddet og kunne fortælle sin historie til en journalist.

Litterater hævder, at Defoes inspiration var mere end Richard Steeles berømte artikel ”The Englishman”, men eftertiden har holdt så meget fast i den fortælling, at man i dag kan rejse til Alexander Selkirk-øen. Det er den største af de chilenske Juan Fernández-øer og hed indtil 1966 Más Afuera, som indikerer, at den ligger længere fra fastlandet end naboøen Más a Tierra.

Den navnelogik valgte den chilenske regering at se bort fra, da den omdøbte øerne til henholdsvis Isla Alejandro Selkirk og Isla Robinson Crusoe, Alexander Selkirk Øen og Robinson Crusoe Øen.

Det sidste lidt besynderligt, når man tager i betragtning, at både Defoe og Campes Robinson jo strandede på en ø i Caribien – mange, mange tusinde sømil fra de rent faktisk fjerntliggende stillehavsøer.

Men kan man tiltrække nogle turister og tjene en skilling, var det i hvert fald i tråd med, at Chiles præsident Frei samme år søsatte sit chileniseringsprogram, der skulle holde værdier på chilenske hænder – i hvert fald lykkedes det at gøre øerne et mål for rejsende.

Én af dem er nævnte Jonathan Franzen. Den amerikanske forfatter, der for et par år siden besøgte øen for at kikke på fugle, filosofere over livet og døden og genlæse Robinson Crusoe-romanen, han som dreng havde fået læst højt af sin far. Mest af alt var hans ærinde – og håb – at komme overens med sin gode ven og forfatterkollega David Foster Wallaces selvmord et par år tidligere.

Franzen har skrevet om sin rejse i et essay i bogen ”Længere væk”, der udkom på dansk i 2013. Her beskriver han, hvordan han når frem til, at vennen med sit selvmord ville vise, at han ikke var værd at elske. At han ved at påføre sine nærmeste stor smerte beviste, at han havde ret. Mens han levede, var vennen psykisk syg og trak sig væk fra andre mennesker. ”Han var en livslang fange på den ø, der var ham selv”, skriver Franzen, som iagttog, at internettet for vennen blev en vej til isolation, fordi han sammensatte sin helt egen individuelle virtuelle virkelighed.

Internettet ”forstærker det individuelle amokløb”, bekymrer Franzen sig på vores alles vegne.

Franzen funderer over ligheder og forskelle mellem de to øde ø-boere, vennen og Robinson Crusoe, og når – akkurat som Campe – frem til, at sidstnævnte overlever, fordi hans verden er konkret. Fordi den ene praktiske udfordring følger den anden. Samtidig opfatter han Robinson Crusoe som et ulykkeligt menneske, der til stadighed ønsker sig væk. Væk fra ensomheden.

Franzen bemærker sig den frygt, der præger Robinson i årevis, efter at han en dag ser et fodspor og derpå laver sin have om til en fæstning.

Mange år senere ankommer Fredag til øen, og da Robinson ser tilbage på deres første år sammen, lader Defoe sin Robinson synes, at det har været det mest behagelige af alle årene på øen.

Læser jeg Franzen ret, må man overvinde frygten for at komme væk fra sin ø – sig selv – og hen til andre mennesker. Overvinde ”de uendeligt interessante risici ved menneskelige relationer”.

Franzen sammenfatter om Defoe: ”Han gav os det første realistiske portræt af det radikalt isolerede individ og viser os derefter (…) hvor syg og vanvittig yderligtgående individualisme er”.

Erkendelsen får ham til at føle en næsten ubærlig hjemvé. Den følelse, der oprindeligt fik ham til at skrive.

Og så mindes han i øvrigt, at når det indimellem lykkedes vennen at komme væk fra sin isolerede ø – fra sig selv – var det skønlitteraturen, der hjalp ham.

Franzens hjemvé forstærkes kun, da han må vente nogle ulideligt lange dage på et fly, og han slår tiden ihjel (!) med at læse Robinson Crusoe færdig.

På én gang bliver Robinson Crusoe-fortællingen altså en understregning af, at man må være blandt mennesker, og en afsøgning af, hvad det moderne menneske stiller op med den tid, der ligger ud over pligten.

Ud over det nødvendige, praktiske, konkrete, der må gøres. Det, som Franzen kalder ”de crusoeske pligter”, og han har endda læst Defoe. Havde Franzen læst Campe, havde han fået et endnu renere billede af pligtens fylde.

Så stor er pligtens kraft i romanerne, at hverken Defoe eller Campe lader Robinson Crusoe kede sig under de mange års ensomhed. Franzen noterer sig endog, at ”den moderne sult efter stimulation er fuldstændig fraværende”, selv om Defoe lader sin Robinson nyde en smule rom og tobak.

Kontrasten er voldsom til den situation, Franzen var i, før han tog ”længere væk”. Han havde været ramt af kedsomhed i et omfang, så han tjekkede mails hvert 10. minut, gik fra to til fire aftendrinks og ikke bare lagde kabale på computeren for at få dem til at gå op, men for at få flere til at gå op i træk. Han nåede op på otte.

Lad det være en understregning af, at der er tid tilovers, når pligten er gjort. Tid, vi fordriver, hvad enten det er med at lade os underholde passivt, lære noget, gøre noget, hvad end vi vælger.

For Franzens vedkommende er det – når han ikke tager to drinks ekstra eller lægger kabale – at se på fugle, men det kan – måske til overraskelse for ornitologer – være alt andet, der giver en glæde … eller bare fred. Alt andet, der dulmer, og i Franzens verden er det slet ikke at nøjes, tværtimod skriver han om sin ven:

”Jeg forstod, forskellen mellem hans uhåndterlige fortvivlelse og min håndterlige utilfredshed med verden var det faktum, at jeg kunne flygte ind i min glæde over fugle, og det kunne han ikke”.

Har han ret, Franzen, må man gøre sig umage med den ekstra tid, man som menneske i den forkælede del af verden har fået til rådighed. Umage med at bruge den som det, den er, og ikke fylde den med pligt. Nyde sin frie tid!

Franzen argumenterer på sin vis om nødvendigheden af det, der dulmer. Det, der binder tanken, så den ikke kværner løs.

Fugle eller fodbold. Film eller fjollerier.

For Franzen er det også det at skrive, omend det også er det, han lever af. Og nogle skal skrive, for at andre kan læse.

For mange journalister er det en iboende trang at skrive andet og mere end det daglige pligtstof, hvad enten det er, fordi vi synes, vi kan eller skal. Måske for at gå op imod journalistikkens flygtighed og sætte sig et monument.

Måske bare en tilskyndelse.

For mit eget vedkommende var det en seriøs kur, da jeg – før jeg havde overgivet mig til journalistikken – overvintrede i Portugal med en skrivemaskine og morgenudsigt til fiskere, der havde været til havs, når jeg stod op og missede mod lyset. Hver morgen sad de og ordnede garn, mens de snakkede og grinede og uanende fik bugt med min skrivelyst, så den store roman om et selvforsynende samfund – det var vel i 1980’erne – i stedet blev til en pastiche på en kriminalføljeton.

Nødvendigheden var ikke stor nok, eller jeg var for påvirket af Campe og senere konsorter til ikke at spilde tiden på det unødvendige?

Franzen drev det videre, havde vel bedre historier at fortælle og kom – fortæller han – godt i gang med at skrive, da han som barn på sommerlejr på den måde lykkedes med at bekæmpe sin hjemvé. Han skrev sig ud af savnet og ensomheden.

Husker, at jeg selv engang forsøgte at sætte ord på dén klare tomhed, der opstod, da jeg en nat på en strand uforsigtigt havde plukket en hybenrose og savnede nogen at savne.

Det er sgu svært.

Og kommer det nogen ved?

Det gør det derimod, når Robinson, hvad enten hans efternavn staves med K eller C, forsøger at overleve.

Og det gør det, når Franzen omkring 300 år efter den første Robinson-historie blev skrevet, reflekterer over den.

Og når Franzen er værd at læse, er det – fremgår det af hans essay – ikke mindst, fordi han selv har læst.

Vi har fået ind med skeer, at det er noget, vi skal. At det er godt at læse bøger i modsætning til at hænge på gadehjørner eller spille computer – derfor kan det jo godt være en fornøjelse. En fritidsfornøjelse.

Det gav journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen sine bud på, engang jeg interviewede hende. Hun funderede over, at det er mere socialt acceptabelt at ordne sin indkørsel end at smække benene op og bare læse.

Selv opfatter hun det sidste som et stort privilegium, og i øvrigt noget enhver – ikke mindst nordjyske mænd – burde unde sig selv.

– Folk siger, de ikke har tid til at læse. Jeg kan ikke forstå, at de tør lade være, sagde Kirsten Jacobsen, der selv foretrækker bøger om virkeligheden – enten i romanform eller som biografier.

Det handler om at turde lade sin verdensopfattelse møde andres, og kan den ikke holde til det, vil den bare revne på et tidspunkt, hvor det virkelig gør ondt, mener Kirsten Jacobsen, der om den nordjyske mand sagde:

– Han har ofte svært ved at formulere sine følelser. Hvis han begynder at læse, sætte ord på, tror jeg, det vil give ham en stor glæde.

Og med de ord er det jo åbenlyst, at det er o.k. at lade indkørslen vente – hvis man altså har en – og dér, på sofaen, er udfordringen så at holde fingrene fra fjernbetjeningen.

Det var unægtelig lettere dengang, der ikke var tv på værelset, men en boghylde. Det var efter, bøgerne i den hvide reol slap op, for det gjorde de jo. Ligesom barndommen.

Måske forhalede jeg det ubevidst ved at kikke i bøgerne fra Unions bogpakker og læse ”De 5”, som jo var spændende, men til sidst var der ingen vej uden om voksenbøgerne på skolens bibliotek, og hvordan dét så end skete, blev min debut ”Byen og Hundene”. En fremragende bog fandt jeg år senere ud af, men dengang var romanen, der er skrevet af den peruvianske forfatter Vargas Llosa, senere nobelprisvinder, bare mærkelig.

Helt mærkelig.

Skolebibliotekaren burde måske have givet mig en anden, for den åbnede en afgrund af tristhed.

Samtidig blev oplevelsen på sin vis – mere end den pligtskyldige konfirmation – min overgang til voksendommen. Det anede jeg jo ikke. Intet barn er vel klar over, hvornår barndommen er slut, men jeg kan sagtens genkalde mig den følelse af tab over, at det nu aldrig skulle være sjovt eller spændende at læse en bog.

Jeg husker ikke, hvad der så skete, men en lang række af ”Bill og Ben” og ”Morgan Kane” garneret med de tegneserier, der vældede frem i de år, dulmede vel en smule. Børnebøgerne i den hvide reol var derudover blevet suppleret med krimier og lord Peter Wimsey, Sam Spade, Philip Marlowe, Sherlock Holmes og ikke mindst Cardby fra Scotland Yard tog over fra Paw, Peder Most, Tykke Niels, Uncas og Jørn Havbo og gav læselysten tilbage og grundlagde stor veneration for en god krimi.

Men som Kirsten Jacobsen siger, skylder man sig selv også at læse noget andet end krimier. Noget, der skubber til én.

Og en anden klog kvinde, jeg interviewede engang, forfatteren Josefine Ottesen, fik mig til at forstå, at det at læse er en vej til at kunne gøre sig forestillinger. Forestille sig, at det ikke partout behøver være, som det er. At noget kan forandres.

Og at forestillingsevnen er et værn imod dem, der vil bilde dig ind, at der findes én sandhed.

Hun fortalte om, at hun havde holdt skriveværksted med nogle vestjyske drenge, der simpelthen ikke havde noget at fortælle. Det behøvede de heller ikke. De vidste jo alt det, der var værd at vide. Alle kendte alle. Deres verden var konkret.

– Deres forestillingsevne var simpelthen ikke en muskel, de brugte, sagde Josefine Ottesen, der ikke var bekymret for drengene, så længe de blev hjemme, men hun forudså, at de ville få det svært i en større verden. Et er, at de dér kan få brug for at kunne forstille sig, et andet – og værre – er, at de ikke er trænede i at vurdere, hvad der er realistisk, når folk og fjernsyn fortæller dem historier. At de risikerer at tage alt for gode varer.

Eller som Franzen nok ville skrive, overlever drengene, så længe de bliver på deres ø, men de er ikke rustede til at rejse væk, og de kender end ikke – som hans ven – udvejen via litteraturen.

Man kan jo blive helt svedt ved tanken om, at man ikke havde fundet tid til at læse for sine egne børn, og at den hvide reol ikke havde været, så på den vis kom der da noget ud af gigtfeberen, hvor bizart dét regnestykke end er. Og det giver nu ekstra god mening at have haft alle syv Narnia-bøger i rygsækken, for at børnene skulle have noget at læse i på rejsen.

Synes det højtstemt, så læs bare, hvad én af Pussy Riot-kvinderne udtalte, da hun kom ud af fængslet efter en protestaktion imod den russiske præsident Putin og ønskede, at hun havde haft en bog med:

– Fordi du har bøger, ved du, at hver dag tilbragt bag tremmer ikke er en spildt dag.

Og videre:

– Din krop kræver luft at indånde. Uden bøger kan du ikke ånde. Og hvis du ikke kan ånde, er der intet liv.

Nå, det var nok gået med børnene alligevel, og i øvrigt er der ulemper ved at læse. Man kan komme i tvivl, og det kan være bøvlet – omvendt er de ret trælse, dem, der aldrig er i tvivl – men man var i det mindste sluppet for det dér med, at filminstruktører aldrig vælger den rigtige skuespiller til at spille hovedrollen i filmatiseringen af en bog, man har læst.

Hvilket minder mig om, at jeg i forbindelse med denne artikel stødte på, at Robinson Crusoe er blevet filmatiseret med Pierce Brosnan i hovedrollen. Han er lidt fesen i forhold til min skæggede kraftkarl, men på den anden side set var Fredag heller ikke sort. 

Bragt i Nordjyske 1. juni 2014