8. december 2020 var det 40 år siden at den geniale engelske multikunstner, John Winston Ono Lennon, blev myrdet. Han er stadig værd at lytte til.
John Lennon blev myrdet 8. december 1980 i New York. 40 år gammel. Det er i år 40 år siden, og årsdagen vil blive markeret verden over. Måske mere end nogensinde.
Det ligger i tiden.
For en som mig, der holder af at latterliggøre, når andre skriver testimonials på Facebook, når store personligheder dør, er dette a social suicide, som Frank Zappa, Lennons jævnaldrende, sang om sit dancing fool, der elskede dansegulvet, selv om han ikke kunne danse.
Men der er danse, der må danses, og omstændigheder har gjort, at det føles relevant at mindes forrige århundredes nok største kunstner: Dr. Winston O’Boogie, som vi kalder ham, hvis vi kender ham særlig godt.
Det er åbenbart svært at undgå ironisk distance i dansens ord, men det er ikke let at klæde sig nøgen foran andre. John Lennon kunne – dér i sengen på hotellet i Amsterdam – da han og hans Yoko lavede en bed-in for fred.
Den meningsløse nedskydning – som om den slags kan give mening – var one of those moments. Et af dem, hvor man husker, hvor man var, da det skete. Jeg husker for eksempel meget tydeligt, at jeg stod på mit kollegieværelse og malede.
Det, kan jeg så godt regne ud, er forkert. Jeg sov formentlig. Klokken var i hvert fald fire om morgenen, da det skete, og det var for længst blevet den 9., alligevel husker jeg det tydeligt. Momentet.
Man laver sine historier. Ubevidst, som når man har hørt en historie så ofte, at man tror, man selv var med. En kollega var mere vaks, da hun på journalisthøjskolen morgenen efter mordet sikrede sig de telexer, der fortalte om mordet. De har ligget i hendes gemmer lige siden, for det var one of those moments. Så vi kan her – renset for fortolkninger og erindringsforskydelser – fortælle, hvad der skete. Eller hvad man troede skete, da det lige var sket:
Det første telegram fortæller, at en mand, “forsigtigt” identificeret som John Lennon, var blevet skudt og i en politibil i al hast kørt til et hospital. Politiet havde anholdt manden, der skød, og beskrevet ham som “a local screwball”, der ikke havde noget motiv. Senere erklærede den i dag endnu fængslede mand sig som Beatles-fan.
Det næste telegram, der kom kort efter, fortalte, at John Lennon var død.
Det næste at han havde været i studiet samme aften og var gået hjem for at spise, og at morderen var en fedladen mand, der smilede, da han blev kørt væk. I løbet af de næste timer tikker fra telexmaskinen historier ud, som fortæller John Lennons historie – især som beatle. De store linjer og de små detaljer. Om hvordan en forfærdet verden reagerer.
– Det er, som om det er en præsident, der er blevet skudt, sagde en ung mand, der var stoppet op ved gerningsstedet tæt på Central Park, hvor det glimtede rødt og blåt fra politibilerne og hvidt fra de blitzende pressefolk, der var dukket op.
– It’s heavier, sagde hans kammerat ifølge AP-telegrammet.
Stemningen var til gengæld let og hyggelig ved det egentlige afsæt til denne historie, som årsdagen for mordet vel kun er et påskud for at skrive. Det var en aften for nogle uger siden. En kammerat og jeg havde dagen arbejdet med at fjerne vildtvoksende hassel på en skrænt i hans skov. Det var hårdt. Vi var trætte. Vi havde tændt bål. Stegt noget kød og drukket vin.
Det var blevet mørkt. Vi havde snakket og dit og dat og ordnet verdenssituationen. Nu tog vi en ny runde om vores skæbnefællesskab, sådan som vi vel havde gjort alle de gange, vi gennem årene har svinget motorsavene. For godt 30 år siden mødtes og arbejdede vi sammen på det kommunistiske dagblad “Land & Folk”, hvor vi var de to “nye”, der nåede at blive ansat efter Berlinmurens fald og inden avisen lukkede.
Det sidste er blevet mere og mere påtrængende at nævne, for gennem årene er det blevet sværere at forklare – og forsvare – ansættelserne. Mange forstår det simpelthen ikke, andre er fordømmende, og selv har vi indset, at det, der dengang syntes selvfølgelig, spændende og interessant, i bedste fald var naivt.
Det kan ingenting ændre, men det nager stadig savekammeraten i en grad, jeg aldrig helt har forstået. Nu fortalte han nærmere om det miljø i den universitære venstrefløj, han havde været en del af. Om selvoptagede, teoretiske og virkelighedsfjerne diskussioner.
Jeg stod og så ind i bålet, som man nu gør, og der sprang pludselig forklarende gnister gennem mørket, og jeg hørte mig selv sige:
– Jamen, for mig var det jo mere sådan noget John Lennon-noget.
I tiden efter bålaftenen tænkte jeg over, hvad jeg egentlig havde ment. Jeg lyttede til de mange, mange Lennon-sange på album efter album: især “Imagine”, “Mind Games”, “Walls and Brigdes”, “Shaved Fish”, “Some Times In New York City”, det med Plastic Ono Band og så efter fem års fædreorlov “Double Fantasy”, der nærmest udkom i skudøjeblikket, og til sidst “Milk and Honey”, der kom bagefter. Hundredvis af sange oveni alle dem med The Beatles.
Jeg registrerede lidt overrasket, at jeg genkendte hver eneste lyd og dermed også hver eneste ord. Mange af dem havde jeg aldrig rigtig forstået, forstod jeg, men der var også alle dem, der havde sat sine dybe spor i mine såkaldt formative år. Dér, hvor ens verden falder på plads, hvor ens grundopfattelser dannes, hvor ens livssyn tager form.
Hvor heldig kan man være, tænkte jeg. Han er en okay fyr, John Lennon, og ikke den værste man kan lade sig inspirere af. Et rummeligt ideal. Han var grænseoverskridende genial på en måde, som ingen kan efterleve, men han havde også ord til enhver mand, der gad at lytte.
Først og fremmest drømte han om, at verden kunne blive bedre. Et sted uden grådighed eller sult, et fredfyldt sted uden undertrykkelse, hvor mennesker lever deres liv i fred. Tydeligst beskrevet i sangen “Imagine” i 1971, hvor Vietnamkrigen stadig var i gang. Tankesættet – og sangen – var en udfordring for traditionsbundne mænd, der syntes, de vidste mere om livets realiteter, end denne bebrillede, langhårede fantast. Akkurat som det er i dag.
Men den var catchy, som alle sangene han skrev sammen med Paul McCartney og de andre beatler, og på den måde nåede han langt længere ud end enhver anden, der dristede sig til at udfordre det bestående. Radiostationer verden over spiller i denne tid hans “So this is christmas”, som jo er en pacifistisk fredssang, der stiller spørgsmål til selve verdensordenen – “The world is so wrong” og ønsker en glædelig jul for sorte og hvide, gule og røde, som adresserede han raceurolighederne i 2020. Han skrev sammen med hustruen Yoko Ono “Woman Is The Nigger Of The World”, som forholdt de sig til dagens #MeToo- og sexismedebat.
Det var også ham, der tog læderjakken på og sammen med gutterne gav nyt liv til gamle rocknumre på albummet “Rock n’ Roll”, som i trælse år blev bagtæppet til at stå der for enden af den mørke bar i sin læderjakke med en smøg og en øl, indtil man igen orkede resten af verden – og ikke mindst som en både billig og virkningsfuld medicin, når det var rigtig træls. Den skive på grammofonen og op på en styrke, der ikke tog hensyn til naboerne, og så var verden altså nemmere at håndtere 13 numre senere.
Det var ham, der skrev kærlighedssange, der sagde alt det, man havde lyst til at sige, hvis man kunne. Men hvis ikke, så må man låne. Det var ham, der var a jealous guy for fuld skrue. Et fjols. En pladrende forelsket. Det var ham, der sang magten midt imod, som udfordrede de vedtagne dogmer, og ham, der flækkede af sted i gakket humor, hvad enten han skrev, tegnede eller malede. Eller skreg af smerte, hvis det var det, der skulle til. Det var ham, der sagde karrieren farvel for at være en bedre far. Ham, der holdt fast i kvinden, han elskede, selv om omtrent hele resten af verden syntes, at det var en virkelig dårlig idé. Det var – paradoksalt nok – ham, der gik op imod mænd, der synes, det er vigtigt at sætte sig eftermæle.
Jeg kan ikke finde hvor, men jeg er sikker på, at det var ham, der beskrev, at ligegyldigt hvor omhyggeligt du trykker dine fødder ned i det våde sand i strandkanten, så kommer der øjeblikket efter en bølge og vasker det væk – bare som en påmindelse om, at det gælder om at være i livet for livets skyld.
Det var ham, der indspillede albummet, man stak sønnike, da han skulle være stor. Det var ham, der sang, at det ikke var, hvad du kom fra, der var vigtigt, men hvad du gjorde. Det var ham, der tændte alle de rethaveriske, Ku Klux Klan, og hele bibelbæltet af ved at bemærke, at Beatles var mere populær end Jesus, som han ikke troede på – på linje med magi, Bibelen, tarot, Hitler, Kennedy, Buddha, Mantra, Yoga, konger, Elvis, Bob Dylan eller for den sags skyld Beatles..
Han troede på sig selv – sig selv og Yoko, sang han – for det var, hvad der var tilbage, når drømmene – dem, han selv havde været med til at væve – var bristet.
Man kan gøre det lige så stort eller lille, som man vil, men det handler om, hvad du selv lægger i det. Livet.
Det var læren fra Lennon.
Liverpools Lennon, der fik en lufthavn opkaldt efter sig. Dem er der ikke mange af.
Alle – i hvert fald mange – fra dengang har deres egen Lennon-historie, som dukker op, når man tænker eller taler om det – for eksempel i anledningen af en 40-årsdag – eller for mit vedkommende den aften ved bålet. Ellers er det jo ikke noget, jeg har været bevidst om i det daglige. Det var bare et lille billede på opslagstavlen til påmindelse om, hvad livet handler om. Om at turde livet og ikke bare at pladre af sted efter, hvad der nu bedst kan betale sig. Om digterens ord, som John Lennon lagde stemme og melodi til, og som sagde, at livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer. Det var en grundtone, der blev slået an, og som andre kunstnere med skiftende held måtte forsøge at spille videre på, bare fordi et sølle forskruet papøre – a local screwball – stjal det fra os, som ville være kommet.
Imagine!
Bragt på Nordjyske.dk 8. december 2020.