Konsulenterne spørger, hvad der motiverer én. Hvad, der gør én glad. Det svarer man på, mens der er en lille stemme, der spørger: Jamen, hvad er mulighederne. Hvad har jeg at vælge imellem?
Det skal man selv finde ud af. Selvfølgelig.
Så jeg lagde en plan. Hvilke muligheder så jeg? Lavede en liste med fugle, der måske kunne lokkes til at sætte sig på taget. Med dem, der allerede sad der, og hvordan de kunne fanges. Det er jo dem i hånden, der tæller.
Planen rummer også historier, der kan skrives. Navne på mennesker, jeg kunne kontakte, og dem jeg burde kontakte. Der var praktiske ting, der skulle gøres. Emner, der skulle læses op på. Hængepartier, der skulle spilles færdig. Den slags.
En indskydelse fik mig til at tilføje, hvad jeg havde gjort og nået siden fyringen. Det var godt nok meget, og overraskende i forhold til følelsen af, at der ikke skete noget.
Historierne er da heller ikke blevet skrevet, men jeg har sorteret mine skruer. Hvem når egentlig det? Faktisk har jeg fået gjort meget af det, som folk siger, at de skal have gjort engang: ryddet op, lappet huller, sorteret, smidt ud og sat i stand.
Mennesker har jeg også haft mere tid til. Det kræver også øvelse. Mange af dem har nok fået historien om skruerne. Der var ikke så meget andet, der trængte sig på. De spørger, hvordan det går. På den interesserede måde. Så snakker man om sig selv. Eller jeg gjorde. Omsorg er godt, men det bliver anstrengende at have fokus på sig selv.
Listen over gjorte gerninger er god. Den kan anbefales. Gjort er gjort, som man siger. Og det giver vel plads til noget af det andet? Til at flytte fokus. At blande sig og bidrage. Man siger jo også, at hvis man kan, så skal man. Det giver mening.
Men hvem er det mon, der har mest brug for hvad? Og man skal jo også være glad.
