– Du skal da skrive dine erindringer, sådan lød et bud på, hvad jeg skal nu, hvor arbejdsmarkedet ikke mere synes, at jeg er lejfi.
Det var ikke for sjov, så jeg undlod at grine.
Han kunne jo ikke vide, at jeg har udviklet en aversion imod, at mænd skriver bøger om sig selv.
Der er ellers mange, der gør det. Jeg ved det, fordi jeg som journalist har modtaget mange selvbiografier, som forfatterne insisterede på burde anmeldes. Det blev de ikke. Det skal de være glade for.
Jeg synes, det er skønt, at man har haft et liv så spændende, at man synes, det fortjener en bog, men den skal jo sige nogen noget. Læste i flere af biografierne, som lisom ikke lagde op til reflektion, men mere bare var en fontæne af selvforherligelse og kedsommelige opremsninger af begivenheder, hvor forfatteren spillede en flatterende rolle. Ofte tilsat overspillet beskedenhed, og – når det er værst – let lumre gengivelser af deres ungdoms erotiske oplevelser, eller dem, de kunne have haft.
Det går bedre, når hovedpersonen har fået en anden til at skrive. Når den polerede egenhistorie udfordres, så kan der ske ting og sager, og læserne blive klogere på eget liv. Men gør-det-selv-manden kommer til kort med “Det, jeg husker, som jeg vil være bekendt at fortælle”-bogen, for er den egentlig skrevet for eventuelle læseres skyld, udover at de skal få fornemmelse af, at forfatteren ikke har levet forgæves. Et håb om ikke at blive glemt.
Det gør de.
Det gør man.
Ikke lige med det samme, men om lidt. Et par generationer i bedste fald, så toner det ud. Så det giver ikke mening at bruge tid på at bygge sig et monument, som at være noget for nogen nu.
Som John Lennon bemærkede: Uanset, hvor grundigt man sætter sine fodspor på stranden, så forsvinder de efter næste bølge.
Han var ellers i den kategori, der satte spor. Andre har også forandret så meget, at de bør skrive – eller lade skrive – en bog om sig, men så har de også drevet det videre end en journalist, hvor sjovt det end er.
Det bliver et nej herfra, som man siger, men tak for opfordringen.
