Fik i sommer en indskydelse til at google en ret, jeg har lavet en kvart milliard gange, men mest på gas, og bemærkede en anbefaling af, at kogepladen skulle sættes på 5, når man steger æg. Det er et godt råd. Siden den dag er æggemasser stivnet stille og roligt, indtil de nemt har ladet sig vende – for så sekunder efter at være færdige til servering.
I bedste fald er ægge-historien et billede på, at man stadig kan lære noget, og den kan være en påmindelse om, at man ikke skal tage for givet, at den måde, man gør tingene på, er den rigtige. Heller ikke selv om, det er blevet en vane.
Metoden er til fri afbenyttelse; altså at tjekke noget, man godt ved i forvejen.
I værre fald fortæller ikke-historien, at ens verden skrumper, hvis man ikke passer på. Det kan blive småt, når man nøjes med de udfordringer, man selv kan finde på. Ekkokammeret kan føles som Peterskirken og privilegier som naturgivne for os, der har alt for god tid til os selv.
Og så kan vi forfalde til at fortælle ægge-historien, som rent faktisk ikke ligefrem kalder på at blive fortalt. Bare en privat nå-ja-oplevelse.
Hvem var det nu, der gjorde sig betragtninger om mennesketyper, der så et insekt første gang? Den ene siger: Pudsigt, det har jeg ikke set før. Den anden: Hurra, jeg har opdaget et helt ukendt insekt.
Nå, det er en helt anden historie. Den her handler om, at man skal passe på med at gøre sine små historier store og især at fortælle dem mange gange. Det er et tegn på, at øvelsen, jeg skrev om – at man som seniorfyret reelt er sendt hjem for at øve sig i at være gammel – er ved at være lykkedes.
Vil man helt i mål, insisterer man med at supplere med nogle historier fra, da far var dreng, og dengang da …
