Jeg går ad en ny sti. Faktisk har jeg selv ryddet den. Det er sådan noget, man har tid til som fyret.
Ikke at der er noget galt med omveje, men når dyrene ikke vil træde stien fra asfaltvejen og hen til begyndelsen på én af yndlingsturene fra corona-tiden, så må man selv. Fjernede først en gren, der lå i vejen. Så én til og næste gang nogle stykker. Ikke noget, der tog tid. Bare undervejs, indtil en dag jeg gik turen alene og kunne fjerne nogle flere, uden det gik ud over flowet.
Hen ad vejen [sic] tog stien form. Ligner til forveksling en dyreveksel, selv om vi ikke er mange, der går der. Højst to. Nu handler det mest om at holde den farbar, når skovens træer har smidt grene.
Sådan går det jo med nytrådte stier; de bliver til stier.
Det er alligevel noget andet, når man selv har trådt den. Det er der noget over. Noget godt. My way.
Den slags har man også tid til at fundere over, når man går – og har god tid.
Men så kan man bare gå videre.
Foto: Simon Wedege Petersen/Google Commons