Hans yacht fyldte godt op på den svenske kajkant den juniaften. Ikke kun fordi den næsten var alene. Vi faldt i snak. Han var på vej jorden rundt. Havde satset på ejendomshandler hjemme i USA og skabt sig en formue, så han kunne pensionere sig som 50 årig, købe en båd og sejle verden rundt. Det indebar, forstod jeg, en del socialt samvær med andre jordomsejlere. I aften var der spisning i den lokale sejlklub.
It was okay, forstod jeg.
Forstod også på ham, at det nok blev en aften ret meget ligesom i den forrige havn, i den næste og i den næste igen. Han kunne godt lide, når regelmæssigheden blev brudt af, at deres børn eller andre gæstegaster sejlede med en tid. Mest var det ham og konen, der var undervejs. Fra havn til havn.
Han havde virkelig set frem til at tage springet, dengang han kvittede jobbet og de stak af sted.
Nu levede han i sin drøm .
Og kedede sig.
Han savnede travlheden, det uforudsigelige. Dét at være med.
Det er et par år siden, jeg traf ham, så måske husker jeg det værre, end det var, men han sejler rundt i min bevidsthed, når nogen siger, at det afgørende for, om man har det godt med at stoppe på arbejdsmarkedet, er, at man vælger det selv. Det gjorde Captain America.
