Nerverne sad nok uden på hendes overfrakken. Det kunne være en forklaring. Nogen undskyldning var det ikke.
Det var før jul. Det blæste. Stormede faktisk. Det var mørkt. Det var yderst på Djursland, hvor nogen har fundet på at bygge en lufthavn. Lige om lidt skulle der lande et fly, men det var forsinket et par minutter, stod der på tavlen. Fint nok. Vi var en del, der ventede. Flest seniorer. Udtrykkene var milde, stemningen god. Om lidt kom en søn, en datter eller noget tredje hjem til jul, måske et barnebarn.
Minutterne gik. Flere endda. Der kom ikke flere beskeder på tavlen. Nok var der storm, men det var vel ikke så slemt her, sagde man til hinanden. Telefoner blev fundet frem. Diverse flight-apps åbnet. Informationer udvekslet. Uroen bredte sig, men vi delte informationer. Stod sammen. Nu lander de, viste én app. Nix, viste en anden. Uro blev til ængstelse. Efter nogle landingsforsøg blev de grønne streger på scanneren blå, flyet var gået op i luftlagene og stak mod nord. Der blev sukket. Ingen vidste hvad. Der gik tid. Julefreden sænkede sig ikke.
En lufthavnsfunktionær kom ud fra skranken og satte kursen mod den store forsamling. Hun blev standset. Forklarede, at det var sparsomt, hvad hun vidste, men hun havde fået at vide, at flyet ville flyve til Göteborg, hvor passagererne ville blive indlogeret og fløjet tilbage i morgen. Sådan blev det så ikke, men det var den information, hun havde. Hun forsøgte at gå frem mellem menneskene. Blev standset igen. Og igen.
Så kom hun, situationens selvudnævnte moder, hende, der var vant til at kommandere.
Om hvorfor informationerne var så få, og hvorfor kvinden ikke gik op og talte til den store forsamling, i stedet for bare at stå her?
Kvinden sagde, at det sådan set var det, hun var på vej til, hvis hun kunne få lov at komme frem.
Furien fortsatte nedladende nedrig,stillede kvinden til ansvar for flyselskabets gøren – og laden – og forlangte flere svar, end hun havde. Man kan rose mig for at skærme budbringeren og for at sige, at hun skulle jo vide noget, før hun kunne informere, men rosen vil ikke være fortjent, for jeg stod ikke fast. Furien kunne man til gengæld spærre inde for forsøg på manddrab med det blik, hun sendte mig gennem sine stålgrå briller. Eller var det håret? Hun fortsatte belæringen af den uniformerede på dén måde, som kun hendes slags kan – og kan få sig selv til.
Furien fik følgere. Det blev ubehageligt. Helvede er de andre. Det kom oveni skuffelsen over, at flyet ikke landede. Ængstelsen over uvisheden. Jeg kørte af sted.
Episoden fulgte med i tankerne, som bevægede sig hen på kollegaen, der engang, efter at have hørt en tid på én af furiens åndelige brødre, stilfærdigt spurgte:
– Hvad blev der egentlig af alle de flinke ældre mennesker?
Dem var der mange af i lufthavnen den aften, men vi lod hende, furien, sætte stemningen.
Det burde vi ikke have gjort.
