Når man taler om seniorlivets udfordringer, er der gerne nogle, der smider børnebørn ind som redningskranse, der skal give det hele mening. Lidt voldsomt at kaste rundt med børn på den måde, synes jeg, som i øvrigt er tilhænger af, at man skal lade deres forældre have al den plads til at være forældre, som de vil have. Og i modsætning til, hvad mange seniorer synes at tro – dem, der altid kommer tidligt for at få plads på første række og lægger tørklæder på tomme stole for de andre, der også har fortjent den bedste bid af kagen – så ser man jo ganske fint fra anden række.
Men ellers har de jo ret, De, der siger det med børnebørn.
Vi var barnepiger for den 3-årige, hans farmor og jeg. Jeg har nattevagten. Farmor har puttet. Drengen tumler lidt rundt, uden at vågne, siger noget, så jeg vågner. Håber, det er morgen. Det er det ikke. Klokken er 01.17.
De næste timer er urolige. Han sover dog. Jeg indimellem også. Så lyder det:
– Farfar! Numsen klør.
Det forklarer den urolige søvn og rummer en accept af, at der er skiftet vagt, efter han var faldet i søvn. Så langt så godt.
– Skal vi skifte bleen?
Det skal vi.
Jeg bærer ham op ad trapperne i det mørke hus. Han holder sig fast. Knuger sig tillidsfuldt. Jeg mærker den dér mening med livet. Et déjà vu og meget virkeligt.
Vi klarer os i mørket og lidt månelys. August og jeg.
Ny ble. Salve på.
Ned ad trapperne, gennem mørket. Der er nogle timer til morgen.
Vi sover igen.
Så kommer morgenen. Havregrød. Duplo. Og lidt gaben.
Farmor træder til. Tager drengen med ud at gå en tur. Kører ham måske. Hvad ved jeg. Jeg vælter bare omkuld. Regningen er anderledes, end den var engang. Jeg sover noget af det tabte søvn tilbage. Fordi jeg kan.
Seniorliv.
Hvis man er heldig.
