TILLØB 2 : Sjovt at opleve, at friheden kan findes i at få stillet et skrivebord til rådighed i et kontor, hvor andre har adgang. Men når man nu i årtier har gået på arbejde, så kommer man til at savne de svar, der ligger i netop det at gå på arbejde.
Når man går på arbejde, behøver man ikke stå til regnskab for, hvad tiden går med. Bare man passer det. Arbejdet. Man er i harmoni med sig selv og sine omgivelser, kan endda være træt bagefter og kan sige nej til noget, man ikke har lyst til.
Man hører folk sige, at de glæder sig til ikke at gå på arbejde. Jeg håber for dem, at de ikke er så strenge ved sig selv, når ønsket opfyldes. Man mærker let pligtens fylde. Pludselig skal man stå til regnskab overfor sig selv for hver en stund i løbet af en dag. Før havde man fri indimellem. Nu skal man konstant finde på, hvad det næste kan være.
Det, man lavede i går, er væk. Selv om det var noget konkret, der kan ses, så dæmper det ikke lyden af: Hvad så nu?
Der var ting, der skulle ordnes. Når man, som jeg, ikke havde lyttet til råd om at adskille arbejdslivet fra det private, var det mange. Mails, dokumenter, telefon, computer. Hulter til bulter, som barnebarnet gerne vil vide, hvad betyder. Og der var en deadline, for snart lukkede virksomheden for adgang. Bagefter en masse jeg kunne, langt mindre jeg skulle. Spændende, men det er forskellige muskler, der trænes, om man går på arbejde eller er selvstændig, som det hedder. Det går ud over tilløbet. Det bliver lidt skævt.
På arbejdet skulle man udfylde rammer, sprænge dem, når det gik bedst.
Udfordringer, der var til at håndtere. Det føltes frit.
Faktisk ret meget som her ved skrivebordet.
