Der findes dybe huller, hvor man kan bade sig i selvmedlidenhed over at være til overs. Arbejdsmarkedet deler bare ikke vores opfattelse af, at vi over 60 år stadig kan bidrage. Eller er det 50? Statistikkerne taler deres tydelige sprog.
Bliver man træt af det lunkne bad, kan man måske glæde sig over, at selve markedet har øje på os – akkurat som da vi var unge. Der er stadig skejser i vores drømme. Nu har vi bare både råd og tid.
Altså stavler man de samme musikere som dengang op på scenen. Laver annoncer, hvor vi kikker ud i horisonten med den velskænkede solnedgang. Skriver bøger, artikler og holder “60+ – en ny begyndelse”-kurser på Folkeuniversitet – også en seniorlegeplads
Filmbranchen er et godt eksempel på den store opmærksomhed. Det vrimler med feel good film med seniorer, der udlever drømme. Spillet af skuespillere, der – ofte efter omfattende ombygninger – også er de samme som engang. De åbner hoteller, køber hus i Italien, forelsker sig og spiller fandango.
Og det kan man jo stadig, hvis man er sluppet igennem de første seks årtier uden større skader og fysiske mén.
Det er langt fra alle, men vi fylder meget. Også i foreningerne, i koncertsale, på museer, i flyvemaskinerne og har stort set teatrene for os selv. Nogle passer forældre, flere børnebørn. Og mange kan få sig selv til at sige, at “jeg har aldrig haft så travlt, som efter jeg blev pensionist”.
Det burde man holde sig for god til. Der er bare forskel på at have travlt som en børnefamilie eller som én, der er nødt til at have flere job, og så at spille fandango. Det burde være en del af pensum 60+-kurset, at der er forskel på skal– og kan-travlhed.
Men selv om det ikke er et valg for alle ikke at skulle, så luner det selvfølgelig at kunne bade sig i markedets bevågenhed.
