Spring til indhold

Fyret som senior 6: For meget content

– Du kan jo skrive, siger flinke mennesker til mig som svar på spørgsmålet: Fyret som senior – hvad gør man så?

De mener det godt, anerkendende også, og nogle gange bliver de lisom lidt fjerne i blikket, som om vi besøger den bog, de selv gerne vil skrive. Den drøm er der mange, der har. Mange udlever den. Indimellem kan man godt få følelsen af, at det er for mange. At alt for meget skrives, som mest giver mening for den, der skriver. At der er så meget content, som moderne medievirksomheder kalder det, at det halve er for meget.

Jeg åbnede engang i embeds medfør, som man siger, 12-14 kasser med forskellige bøger, som hver især var en opfyldt drøm for dem, der havde skrevet dem. Det var hjerteskærende få, der ville blive læst af andre, end dem, der følte sig forpligtet. Men alligevel fedt, at de havde gjort det. Udlevet drømmen, og herregud, det koster langt mindre at få udgivet en bog, end hvad buttede mænd betaler for en let racercykel. 

Men akkurat som mange af os ikke fremstår mere spændstige i tætsiddende lycra, end vi er, så er det sjældent nok at skrive for at skrive. Dårlige bøger suger energi ud af universet. Man skal have noget på hjertet.

Engang tog jeg til Portugal en vinter fast besluttet på at skrive en bog, som verden havde brug for. Den tog ikke form, og når jeg op ad formiddagen havde sovet gårsdagens portvin ud, sad fiskerne på stranden og ordnede deres garn, mens de diskuterede højt og grinende. Jeg satte skrivemaskinen – så længe siden er det – tilbage i kassen. Hvad ved jeg egentlig om livet og hvad verden har brug for?, spurgte jeg mig selv, og sendte drømmen af sted – sammen med hangen til portvin. Heldigvis for det sidste, for når lediggangen skal fordrives, er det trods alt bedre at skrive. 

Og på mystisk vis synes der altid at være plads på Den Store Boghylde til en historie om et bestialsk mord på en ung kvinde og en lettere alkoholiseret politimand med ondt i livet. For eksempel.

Foto: Torben Hansen/Nordjyske Medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *