Jeg tænker nogle gange på, om jeg er blevet sådan én, der har det godt med at se på i stedet for at deltage, fordi jeg har været journalist i så mange år – eller jeg blev journalist, fordi jeg har det bedst sådan.
Som om det ikke kan være lige meget.
Det er bare en udfordring, når man selv skal finde ud af at bruge sin tid. Hørte engang om en filosofisk sondring mellem klodsmajorer og betragtere. Det var ikke værdiladet; mere en konstatering af, at de er afhængige af hinanden. At begge har en rolle at spille, selv om kun den ene står på scenen.
Det er selvfølgelig vigtigt, at der ikke er for mange, der bare kikker på. Andre har mest gavn af, at man tager del i noget, der kalder på at blive gjort. Vel også en selv+
Heldigvis er der mange, som får fingrene op af lommen, selv om det lyder som om, at coronaen tog pusten ud af den måde, mange traditionelt har bidraget til fællesskabet; ved at knokle uegennyttigt som frivillige: Benny stod i cafeteriet, så Beate kunne spille fodbold. Kirsten var kasserer, så Kristian kunne ride på hest. Jesper var formand, for så var han det.
Det er svært at forestille sig, hvordan nogen skal kunne “gå til” noget, hvis andre ikke tager tjansen. Men når man nu – efter at have været sat ud at spillet – skal vælge, hvad man bruger sin tid til, så er bestyrelsesposterne åbenbart blevet sværere at besætte.
Der er ellers mange steder, man kan gøre gavn. Rigtig mange. Alt for mange. Imens jeg finder den rigtige, prøver jeg en ny hobby af. Læste et mindeord om digteren Henrik Nordbrandt. Han satte sig gerne på en café med sin notesbog. Det prøver jeg at finde tid til at kunne få mig til. Bare sidde og betragte. Gad vide, om det gør gavn?
