HOBBY 1: Jeg troede egentlig, at en hobby finder frem til én. At der af sig selv dukker noget op, som man bare vil bruge tid på og lære mere om. Jeg ved ikke, hvor jeg har fået den idé fra, men det er i hvert fald ikke blevet sådan for mig, og så tænker jeg på, om alle I andres hobbyer har fundet jer – eller I har fundet dem.
Måske er det ofte sådan, det er. Det giver egentlig god mening, og man kan vel mærke, om man har fundet den rigtige?
Pudsigt alligevel, nogle af jer samler på kuglepenne, andre forsker i slægt eller fisker fisk. Det sidste har jeg nu også omsider prøvet. At fiske efter fisk i den fjord, jeg bor ved. Jeg fangede ikke nogen.
Første gang var sammen en kammerat, der vidste og viste, hvordan man gør. Og hvor man kan gå og stå i utætte waders. Han havde også en øl med. Det havde jeg heller ikke tænkt på, men nu jeg stod der.
Det var fedt. Tågen lettede. Solen brød frem. Dagligdagen var på afstand. Det var på en måde oprindeligt: En mand og sin fiskestang.
Senere var jeg af sted alene nogle gange. Det var fint. Mere forglemmelse end fisk, men storslået. Der var kun mig til at kikke på mig selv og spørge, om det var mig, der stod dér i vandet og kastede blinken ind mod land, sådan som jeg havde lært, man skulle.
Nu er det nogen tid siden. Der er så meget andet. Jeg havde det egentlig okay med ikke at fange noget, men når jeg stod og fjernede grønt fra krogen, tænkte jeg, at det er trist, at vi har ladet fjorden splitte ad – eller ladet nogen gøre det. Det er svært ikke at blive vred over.
Og det er vel ikke meningen med en hobby. At blive vred.
Men det er ét af de gode råd, man får, når man bliver sendt hjem for at øve sig på at blive gammel, at man skal have en hobby – selv fri tid skal bruges på noget.
Jeg kommer helt sikkert ud at fiske igen, men er det mon en rigtig hobby, når man godt kan lade være?
