Leder af et rumprojekt. Direktør for et museum eller assistent i Den Gamle By. Mulighederne er mange, når man skal opfylde sin del af kontrakten med staten for at få udbetalt dagpenge. To jobansøgninger om ugen er minimumskravet.
Hvis det kan blive mellem os, så er der ikke mange job til en senior, der er blevet til overs i mediebranchen. Masser at lave, javel, men fast arbejde, nix. Ikke engang som taleskriver for statsministeren.
Det ved både den ene og den anden konsulent, og de siger det så tydeligt, som de nu må. Nogle er professionelt optimistiske, andre skal fungere i Systemet. Det system, der er indrettet efter, at ingen skal kunne få ondt af, at de arbejdsløse har det for godt. Det system, der er indrettet efter, at alle er snydepelse.
Det må være hårdt at skulle bære det oppe, tænker jeg, og spiller min rolle i det absurde teaterstykke uden at gøre livet mere besværligt for dem. Og skulle man miste en replik, så kan man være sikker på, at A-kassen er der som en sulten by-måge. I A-kassen skal man jo også passe sit job. De fleste gør det flinkt og med overskud, enkelte er meget trætte. Måske de trætteste mennesker, jeg har talt med.
Det tror da fanden.
For én, der var ledig en periode nede i 80’erne, er kontrasten vild. Stilladsarbejder-Knud fnøs ganske vist, at folk “bare havde travlt med at stå på hovedet og lave øreringe”, men der var li’som plads til at udfolde sig, og selv folk, der var engagerede i samfundsomstyrtende aktiviteter, fandt senere på plads, betalte topskat og holdt samfundet oppe.
Hvor blev tilliden mon af, kan man spørge nostalgisk. Den ordentlige stat. Nutidens virkelighed er mindst to ansøgninger om ugen. Formkravet er størst til det ene. Upload stillingsopslag, ansøgning og CV, så Systemet kan tjekke dig – selv om det vist er tilfreds, hvis bare alle felter er fyldt.
Fik det gode råd at gøre op med mig selv, om jeg ville ærgre mig over kravet eller anse timelønnen for at skrive de to ansøgninger som ret god. Gik med det sidste, men Systemet æder sig ind på dig alligevel. Det er ikke bare det idiotiske i at skrive ansøgningerne – chatbotten klarer det i øvrigt fint, selv om den ikke er nordjysk i sin tilgang til verden – det er også det at spilde arbejdsgivernes tid og ikke mindst den stadige påmindelse om, at det er nytteløst. At dét tog er kørt. Det værste er, når det er et spændende job, man har kvalifikationerne til. Så gør man sig forestillinger. Det skal man ikke.
Men et rumprojekt. Det kunne nu alligevel være sjovt.
