Torsdag igen. Det er en aldersbetinget følelse, at den lige synes at have været her, torsdagen. Overraskelsen til trods, kan jeg li’som ikke lade den ellers dygtige vikar gøre arbejdet igen. Der er ellers ikke meget brok med botten, som lod sig bruge, da jeg havde travlt med min praktikant-opgave. Praktikanter har det med at være ambitiøse.
Men travlheden er også monstrøs i denne uge. Feltet af årets potentielle Cavlingpris-modtagere skal snævres ind og med al den dygtighed, flid og fermhed, der er lagt i de godt 40 indstillede projekter, fortjener de hver og en seriøs behandling. Og de kollegiale skulderklap, der ligger bag en plads i komitéen, maner til, at projekterne læses, lyttes og/eller ses igen-igen. Torsdag eller ej.
Jøsses, hvor der laves megen god journalistik. Det skulle flere være glade for at betale for.
Klummen kunne også hurtigt være blevet til noget snask, hvis jeg skulle have forfulgt tanken om at brodere rundt i den omtrent japanesiske angst for at tabe ansigt, som synes at ramme især chefer, der har været udsat for en fyring.
Nok har jeg opnået forståelse for, at man ikke kaster sig frådende til tasterne i raseri, men derfra og så til at få en fyring til at fremstå som en tjeneste, nogen har gjort én og-tak-alt, er der alligevel lidt plads til at reagere. Lidt pissed er man vel?
Ellers … nå, det er nok bedre at drible videre med de bolde, jeg lod en 85-årig fru Wold spille for et par uger siden: om at undgå at lade alderen gøre én til at være fejlfinder, øv-agtig, evigt kritiserende eller uden evnen til at forundres på den glade måde.
Det må blive en anden torsdag.
