Det er en pudsig konsekvens af, at man pludselig har alverdens tid til rådighed, når man bliver arbejdsløs eller snart pensioneret, at man mister sin egen tid. Som er frihed en slags tidsmaskine, som fører én over i de andres tid.
Og jeg mener pudsig.
Der er nemlig en stor frihed forbundet med, at man altid kan sige ja til andre – og andres forslag. At være til rådighed, fordi der ikke er noget, man skal, som i skal.
Det er bare nyt, og for mig overraskende.
Akkurat som ordet “Sesam” lukkede porten op til skatkammeret, så den fattige brændehugger kunne fjerne sit præfiks, så er vendingen, “Jeg er på arbejde” et uangribeligt signal om, at så kan du ikke bruge min tid. Den er solgt.
Det er også gyldig grund at sige, “Jeg har været på arbejde. Jeg er træt”, hvis man enten er træt eller bare ikke har lyst til at gøre noget, en anden vil. Eller man kan afværge alverdens forslag, man ikke har lyst til at følge, med et “Det kan jeg ikke. Jeg skal på arbejde”.
Nu er man nøgen. Uden trylleord.
Det handler ikke, tror jeg, om at være veg eller selvopofrende, mere om, at man ikke har lyst til at være en dum skovl, der sætter sine egne lystformål over, at andre har brug for én – eller bare vil noget med én.
Selvfølgelig kan man insistere. Det er jo ikke dét. Lave aftaler, der binder én. “Gå til noget”, men Jeg-har-tænkt-mig er en skidt replik over for, kan-du-ikke-lige eller vil-du-være-med-til.
Det, man selv havde tænkt, kan man jo bare gøre på et andet tidspunkt.
Sådan er det bare, men derfor kan man jo godt være opmærksom på, at man glider over i en anden tidsregning.
