Alder. Igen. Det er ganske sjældent at møde et menneske i hvert fald under 30 år, der føler, det har den alder, det har. Det bliver hyppigere jo ældre, man bliver. 30 er slemt for nogen, 40 ikke fedt og så videre.
– Namen, jeg føler mig jo slet ikke som en 60-årig, sagde for eksempel tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel i et interview til britisk tv, inden han blev savet over af afbrydelsen, “men du går som én på 70”.
Det var lidt sjovt, at Schmeichel, efter min hukommelse, åbnede og lukkede munden som en guppy – en fisk i hvert fald – mens han ledte efter et comeback. Og så selvfølgelig timingen, den typisk britiske vil nogen sikkert sige.
Konventionen er jo, at man i den situation skal svare: namen, du virker da også meget yngre.
Men det er jo noget ævl, at vi konsekvent går rundt at synes og siger sådan. Med mindre selvfølgelig, at man sætter det i forhold til nogen, man kender, der har den alder. Ellers kan det kun være i forhold til vores forestilling om en alder, vi ikke kender. Det er den ældres privilegium at have været de yngres alder. Det kan ikke vende omvendt. De yngre har ingen anelse om, hvad fremtiden – aldringen – betyder, så de er på sin vis undskyldte, når de dømmer ældre ude alene på grund af alder. Det kan heller ikke være omvendt.
Det er den ældres lod at have overskuddet til at være sin alder. Luftede for nylig disse ords spinkle pointe, som fik selskabet – unge som ældre – til at nikke, bortset fra en kvinde, der frejdigt sagde, at hun faktisk følte sig, som de, tror jeg, 50 år hun var. Respekt fik hun og mere kraftfuldt nikken, indtil hun henvendte sig til dem, der var 15, 20, 25 år yngre og sagde, lige så frejdigt, at hun følte sig som en jævnaldrende veninde.
Jeg fik ikke sagt noget, der kunne redde situationen, og så var tiden gået. Jeg er jo ikke brite.
