Det er ikke kun en seniorsport, men det er noget, mange tilsyneladende bare bliver bedre til med årene: At påpege, når andre har lavet en fejl. Pege fingre måske endda.
Fejl skal selvfølgelig undgås. Især dem, der har konsekvenser. Det er skidt, når kirurgen skærer forkert. Når buschaufføren falder i søvn. Og så videre.
Så er der de fejl, der er i strid med gældende regler. De skal også undgås. Det kan de ikke.
De kan begrænses. Bør begrænses. Men de laves alligevel. Også de skrevne. De er i værste fald meningsforstyrrende. I mildere form irriterende. Og så er der de frydefulde, som man bider mærke i, fordi man ved bedre.
Her er seniorer stærke.
For én, der gennem årene har lavet fejl i artikler, ved jeg, at nogle (kvinder) kan påpege en fejl venligt, eksempelvis da Bredegade blev til Bredgade, mens andre (mænd) kan flejne totalt ud, som da sodavanden Majami blev til Miami. “Gang på gang ser jeg fejl. Og det journalisterne skriver i forhold til de faktiske forhold er ofte meget forskelligt. Hvorfor journalisterne vælger denne løsning kan jeg ikke vide noget om”, skrev en af sportens champions. Hov, et engelsk ord. Så falder der brænde ned, som man sagde.
Fænomenet er større. Har en studiekammerat, som har som en del af sit job at tage imod knotne læserhenvendelser på den avis, han arbejder på – og rette fjel. Det har han levet af i mange år. Og for én, der stadig skal have hjælp til at sondre “os” fra “vi” og omvendt, er det en slags trøst at læse på sproget.dk, at det er “et af de problemer der i 50 år eller mere har kunnet ophidse visse af vore landsmænd til frådende raseri, og man gør derfor klogt i at tage det alvorligt”. Også fordi det understreger pointen om, at for mange bruger for mange kræfter på sporten. Altså at påpege andres fejl.
Det gælder i øvrigt også underdisciplinen at ærgre sig over, når sprogregler ændres efter, hvordan de fleste bruger sproget. Har man været udsat for et pædagogisk kunstgreb, der har lært èn, at “af sted” er i to ord, så er det selvfølgelig en smule ærgerligt, når ordbogen begynder at skrive det sammen til ét, men det er alligevel noget egoistisk at sætte ens egen bedagede lærdom over hensynet til de fleste.
Havde en kollega, som dar kun er godt at sige om, og som var stor ynder af underdisciplinen, hvilket betød, at han måtte høre for det, når han indimellem rodede rundt i ligger og lægger, men det er – og det bør fejlfindere notere sig – faktisk en del af visse nordjyske dialekter, og dermed ikke en egentlig sproglig fejl.
Just saying. (En slags anglicisme for at pege fingre eller i hvert fald at fremstå bedrevidende).
I know.
