Det var en af de helt kolde dage. En forhutlet mand, trænet tigger, kommer tavs ind i S-togskupéen. Han har rod i et land, hvor det ikke sner. Han rækker en lille plastikkop frem foran sig. Folk ænser ham ikke. Jeg gør en lille afvisende bevægelse. Refleksmæssigt. Og hvem har også mønter nu om dage?
En kvinde nikker til ham for at få ham til at vente. Hun trækker sin taske op. Åbner den og leder. Det tager lidt tid. Tasken er stor. Praktisk, ligesom hendes tøj. Blødt, komfortabelt. Måske er hun på vej hjem fra arbejde et sted, hvor det går an. Et aftenmøde måske.
Manden venter. Tålmodigt. Skal vel ikke andet.
Kvinden har fundet sin pung i tasken. Hun kikker i den. Fisker en seddel frem. Den er grøn.
Manden mumler noget, tak, formentlig. Han går videre, som om det er helt vanligt at få stukket en 200 krone-seddel i koppen, eller fordi han ikke helt tror på, at det er det, der er sket..
Kvinden lægger pungen tilbage. Lukker tasken. Er tilbage ved sin telefon. Jeg får lyst til at sige et eller andet anerkendende. Gør det ikke. Hun inviterer ikke til det, fortsætter bare sin tur. Hjem, tror jeg. Tænker lidt over, hvorfor jeg er den eneste, der synes at have overværet noget usædvanligt. Så skal jeg ud.
